Hvorfor folk taler til sig selv under motion

I et nyligt forsøgt hos COBE Lab undersøgte forskeren Johanne Nedergaard hvorvidt det at tale til sig selv når man dyrker hård motion, hjælper folk til at presse sig selv og præstere. Hendes forsøg kaster lys over vores indre stemmes funktion.


De fleste mennesker tænker i ord og har en indre dialog som de bruger til at tænke med i deres dagligdag. Under svære eller udmattende opgaver bruger mange deres indre stemme til at motivere sig selv. “Kom så!” eller “Ikke give op!” siger folk eksempelvis til sig selv når de træner eller dyrker hård motion.

Johanne ønskede at undersøge hvorvidt denne indre monolog hjælper folk til at presse sig selv yderligere.

Forsøget

51 forsøgsdeltagere blev bedt om at cykle på en motionscykel i 12 runder af et minuts varighed med et minuts pause imellem hver. Men i nogen af deres et-minuts runder fik deltagerne derudover også opgaver at udføre som i højere eller mindre grad skulle forhindre dem i at bruge deres indre stemme til at motivere sig selv.

Enten fik de til opgave at huske på en sekvens af tal og bogstaver eller også fik de til opgave at huske på en række positioner på et gittermønster. Johanne forventede at den verbale opgave, den med bogstaver og tal, ville være den opgave der mest forhindrede folk i at bruge deres indre stemme motiverende.

Resultater

Når deltagere havde opgaver der forhindrede dem i at bruge deres indre stemme, præsterede de dårligere. I disse ét-minuts runder cyklede de en kortere distance. De klarede sig derudover en smule dårligere når de skulle huske på en sekvens af bogstaver og tal end når de skulle huske på en række positioner. Altså fandt Johanne bevis for at det at bruge ens indre stemme motiverende kan hjælpe folk til at præstere bedre. I et opfølgende eksperiment med andre slags distraherende opgaver fandt Johanne det samme mønster med endnu tydeligere forskelle.

Med andre ord: bliv endelig ved med at tale til dig selv for at booste din træning!

Studiet hedder “Mind over Body: Investigating Cognitive Control of Cycling Performance with Dual-Task Interference” og blev præsenteret på en konference i 2021.

Om eksperimentet

  • Eksperimentet hed "How You Talk to Yourself When You Are Exercising" og fandt sted i COBE Lab mellem juni og september 2022
  • 51 mennesker deltog i studiet, hvor de skulle cyckle intensivt på en motionscykel i 12 runder af et minuts varighed mens de udførte forskellige opgaver

Den korte historie

  • De fleste mennesker har en indre stemme som de bruger til at tænke med i deres dagligdag, fx til at motivere sig selv med når de dyrker hård motion
  • Johannes forsøg viste at når folk forhindres i at bruge deres indre stemme under motion, så præsterer de dårligere end de ellers ville

Om forskeren

Johanne Nedergaard

Johanne er ph.d.-studerende ved Afdeling for Lingvistik, Kognitionsvidenskab og Semiotik, Aarhus Universitet. Hendes forskning fokuserer på hvordan og hvorfor vi taler til os selv når vi prøver at stå igennem ensformige eller anstrengende aktiviteter.

Andre forskere relateret til studiet

  • Mikkel Wallentin