Nå et niveau højere

Hold dig opdateret

Få info om efteruddannelse, forskning og invitationer til faglige arrangementer direkte i din indbakke.

Årets MBA-alumne hos Aarhus BSS


Fra lejet loftrum til flere fabrikshaller

Casper Hansen, CEO hos Technicon A/S, er årets MBA-alumne, fordi han har skabt en positiv italesættelse af højteknologiske løsninger, så som at robotter skal ses som en ’god’ kollega, der er med til at aflaste medarbejderne.


I et lejet loftrum i Hobro fik Casper Hansen og studiekammeraten Jacob Rømsgaard en ide om at udvikle produktivitetsfremmende automationsløsninger til fremstillingsvirksomheder. Robotter skulle være fleksible, avancerede, brugervenlige og hvermandseje – ikke forbeholdt de få. Ideen blev fostret, mens begge var i gang med ingeniøruddannelsen.

I dag – 12 år senere - er der skruet op for volumen, og de fremstiller deres fleksible automations- og digitaliseringsløsninger i fabrikshallerne i Hobro. Nærmere bestemt er der tale om robotter, som er med til at udvikle arbejdspladser i såvel Danmark som i udlandet: færre nedslidende jobs, hurtigere omstilling, øget rentabilitet, styrket konkurrencekraft, ensartet kvalitet etc.

Deres succes bunder dels i, at de er i stand til at se, hvordan de kan udvikle løsninger, der gør en reel forskel. Dels at de kombinerer avanceret teknologi med brugeren i centrum. Det gør at løsningerne bliver anvendt af mange.



Vi er gearet til at knække de sværeste nødder, og det er meget komplekse produktionsmæssige udfordringer vi er i stand til at løfte. Der er ikke et sted, hvor en robot ikke kan gå ind og gøre en positiv forskel. Vi kombinerer fleksible automations- og digitaliseringsløsninger til en unik løsning for hver kunde – uanset branche eller størrelse. Hele vores grundfilosofi er, at robotter skal ses som en ’god’ kollega, der er med til at aflaste medarbejderne. Og oftest er virksomhedernes investeringer tjent hurtigt hjem, fortæller Casper Hansen.



Technicon er vokset hurtigt, og bare de seneste to år er medarbejdertallet fordoblet. Der er også kommet hele fem Gazeller i hus i streg. Den seneste kom i oktober. Mens 23% af alle gazellevirksomheder har fået prisen før er det er under 5% af gazelle-virksomhederne som har fået den på fem hinanden følgende år. Sådan en track record styrker stoltheden og engagementet i alle dele af robotvirksomheden.  

Væksten gør, at det er blevet en mere kompleks virksomhed at lede, hvilket er en af grundene til, at Casper valgte at tage en MBA. Han vil nemlig sikre, at han er klædt ordentlig på, så han bedre kan bidrage til at indfri Technicons fortsat høje vækstambitioner.


MBA’en har gjort det nemmere at skabe et overblik over, hvilke kompetencer der er brug for til at løfte opgaverne, fortæller Casper.


Han har altid været den leder, der uddelegerer opgaver, fordi han har tiltro til, at medarbejderne er i stand til at håndtere ansvaret og selv skabe de bedste løsninger. Det giver gladere kollegaer, der trives med en høj grad af autonomi og tætte teamrelationer, og det kan mærkes på bundlinjen. 

For Casper har MBA-uddannelsen givet ham mere end de rette værktøjer, han har fået et fagligt fællesskab og endda venskaber.


Jeg har fået tætte sparringspartnere, og jeg kan altid ringe til dem og have en fortrolig snak om hvordan man håndterer en given udfordring, siger han.


Selvom han har opnået stor succes med sit firma, svarer Casper ydmygt, når han bliver spurgt om, hvad det betyder for ham, at han er udnævnt til årets MBA-alumne:

Jeg er ærefuld over at blive udnævnt som årets MBA-alumne. Jeg ser det som en cadeau for mit arbejde, og jeg er meget bevidst om at resultater skyldes en dedikeret og vedholdende holdindsats.


________________________________________________________

Prisen Årets MBA-alumne blev overrakt ved MBA-årsmødet, som hvert år afholdes for medlemmer af MBA Aarhus-alumne. Du kan læse mere om foreningen her.

For at blive årets MBA-alumne hos Aarhus BSS skal du opfylde følgende krav inden for kategorierne ledelse, humanitært og personligt:
 

Ledelse: Årets MBA- alumne har udmærket sig inden for sit professionelle felt.

Humanitært: Årets MBA-alumne har ydet betydelige og innovative bidrag til samfundet.

Personligt: Årets MBA-alumne har udvist høj integritet i sit arbejde og som person.