Få info om efteruddannelse, forskning og invitationer til faglige arrangementer direkte i din indbakke.
Af Michael Schrøder, den 1. oktober 2024
Gennem hele karrieren har det været et gennemgående træk for Helene Riis Lindholm, at de virksomheder, hun har været i, kæmper for en større sag. Tidligere har hun været ansat i Norlys, hvor det handlede om at bidrage til den grønne omstilling og digitalisering af Danmark. Senere kom hun til KK Windsolutions, som arbejder med vedvarende energi.
”Jeg er optaget af at gøre en forskel. Både for den virksomhed, jeg er en del af, og for det samfund og den verden, vi alle lever i. Det er afgørende for mig, at vi både kan skabe gode resultater for virksomheden og samtidig bidrage positivt til en større samfundsagenda,” siger Helene Riis Lindholm.
Senest har Helene Riis Lindholm været direktør for Krifa, hvilket hun var i knap fire år indtil for en måned siden, da bestyrelsen i Krifa meddelte, at man ønskede en ændring i ledelsesstrukturen.
Derfor er Helene Riis Lindholm p.t. aktivt udfordringssøgende, men hun siger ikke ja til hvad som helst.
”Det skal give mening, og jeg skal kunne være med til at gøre en forskel,” fastslår hun.
Trivsel og arbejdslyst har de seneste år været det, hun har brændt for, og er det stadig. Det er ikke ensbetydende med, at det kommende job skal handle om det igen. Men hun tager sin passion med sig, hvor end hun lander.
”Jeg brænder for at skabe stærke resultater, og jeg ved, at det skaber man bedst, hvis menneskene omkring en fungerer godt. Resultater og trivsel er ikke modsætninger. De understøtter hinanden,” siger Helene Riis Lindholm.
Helene Riis Lindholm har, siden hun færdiggjorde sin MBA på Aarhus BSS i 2015, været aktiv MBA-alumne, og det netværk, der blev skabt blandt de med-MBA-studerende dengang, har jævnligt haft kontakt og har rakt ud til hinanden. Nu er hun årets MBA-alumne, og det overrasker hende glædeligt.
”Den havde jeg slet ikke set komme, og jeg er både stolt og meget beæret over prisen. Det er et fantastisk skulderklap og en anerkendelse af det, jeg har bedrevet i min karriere og mit lederskab.”
”Jeg har været med til årsmødet flere gange og har også holdt oplæg, og jeg har da lagt mærke til, at der blev uddelt en pris til Årets MBA-alumne, men jeg har slet ikke tænkt, at det kunne være mig, der stod der,” siger hun.
Helene Riis Lindholm, der er uddannet cand.mag. i musikvidenskab og dansk, mener selv, at den MBA, som hun i sin tid tog, har været en vigtig faktor for hendes senere karriere.
”Det har været et kæmpe rygstød og en god værktøjskasse at have med. Det har givet mig et stærkt teoretisk grundlag og styrket mine kompetencer inden for topledelse. Så det har været alle pengene værd, og jeg anbefaler gerne andre ledere at tage en MBA, hvis de vil have boostet deres karriere.”
________________________________________________________
Prisen Årets MBA-alumne blev overrakt ved MBA-årsmødet, som hvert år afholdes for medlemmer af MBA Aarhus-alumne. Du kan læse mere om foreningen her.
For at blive årets MBA-alumne hos Aarhus BSS skal du opfylde følgende krav inden for kategorierne ledelse, humanitært og personligt:
Ledelse: Årets MBA- alumne har udmærket sig inden for sit professionelle felt.
Humanitært: Årets MBA-alumne har ydet betydelige og innovative bidrag til samfundet.
Personligt: Årets MBA-alumne har udvist høj integritet i sit arbejde og som person.