Få info om efteruddannelse, forskning og invitationer til faglige arrangementer direkte i din indbakke.
Jesper Gabs Jensen har løbende efteruddannet sig. Da han stod og manglede viden om enterprise architecture i sit nuværende job, var valget af master i it derfor heller ikke svært. Som småbarnsfar skulle han blot lige cleare med hjemmefronten, inden han søgte ind.
I knap tre år har Jesper Gabs Jensen været forretningspartner i Evida, der driver og vedligeholder gasdistributionen i Danmark. Her er han bindeled mellem it og forretning, og han skal derfor sørge for, at digitaliseringen i virksomheden går den rigtige vej, og at der er arkitektur-afstemning, når nye projekter bliver sat i søen.
”Hos Evida har vi et strategisk initiativ om, at vi skal opruste inden for enterprise architecture, og vi er derfor i gang med at ansætte flere it-arkitekter. Da jeg er bindeled mellem it- og forretningsområdet, er det vigtigt, at jeg forstår it-arkitekternes begrebsverden rigtig godt, og derfor valgte jeg at søge ind på master i it’s fagpakke om enterprise architecture”, fortæller Jesper Gabs Jensen og uddyber:
”En anden grund til, at jeg valgte netop dette masterfag er, at jeg sidder i en netværksgruppe med forretningspartnere fra andre it-virksomheder, og i den kontekst er enterprise architecture blevet udpeget som et af de allervigtigste kompetenceområder lige nu.”
Jesper Gabs Jensen afsluttede sit masterfag i januar 2024. Om udbyttet af hans seneste efteruddannelsesaktivitet fortæller han:
”På fagpakken beskæftigede vi os meget med, hvor vigtigt det er med en stærk kobling mellem it og forretning, og jeg sidder nu med en grundig og brugbar viden om, hvad og hvordan koblinger bør være – eller rettere, jeg har fået nogle koblinger, jeg kan benchmarke op imod. Fagpakken har desuden givet mig en begrebsbog, så jeg bedre kan forstå, hvad it-arkitekterne taler om, og jeg føler mig nu også langt bedre rustet til at stille kvalificerede spørgsmål til vores leverandører af enterprise architecture.”
Tilbage i 2014 blev Jesper Gabs Jensen bachelor i international marketing og salg, men salgsverdenen viste sig ikke at være ham. På grund af hans interesse for it valgte han dernæst at læse en cand.it.-uddannelse i webkommunikation. Han fortæller:
”Uddannelsen, der er en flerfaglig it-kandidatuddannelse, gav mig blandt andet en rigtig god it-forståelse, og så blev jeg især stærk i spændingsfeltet mellem it, organisation og kommunikation.
Efter sin cand.it.-uddannelse var Jesper Gabs Jensen først projektleder et års tid ved Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brande, inden han kom til Evida.
“Da jeg i 2021 blev ansat som forretningspartner i Evida, den mest hardcore it-stilling, jeg har siddet i indtil nu, ja, så kunne jeg godt mærke, at jeg blev nødt til at lægge lidt ny viden oven på min humanistiske cand.it. I den seneste tid har jeg derfor taget et par certificeringer inden for it-projektledelse, og altså nu også en fagpakke om enterprise architecture fra master i it”, fortæller Jesper Gabs Jensen og fortsætter:
”Et stort plus ved master i it er jo, at det ikke blot er et certificeringskursus, du tager, men et reelt deltidsfag på kandidatniveau, hvor du har tid til at komme grundigt ned i stoffet. På mit hold var vi en bred gruppe af studerende, som fik et både fagligt og socialt godt sammenhold til trods for, at vi ikke var sammen mere end cirka 8 undervisningsdage i alt.”
Jesper Gabs Jensen fortæller videre, at vidensdelingen ikke gik stille for sig i master i it-undervisningslokalet, og at fagpakken har betydet, at hans faglige netværk i dag er blevet gevaldigt styrket.
”På master i it mødte jeg personer fra virksomheder, der sad med lignende udfordringer, så der var rig mulighed for at sparre på tværs. Derudover var det også supergivtigt, at uddannelsen trak specialister ind fra erhvervslivet for at holde oplæg og dele ud af højaktuel viden inden for it-emner relateret til fagpakken.”
Til spørgsmålet om han skal tage flere fagpakker på master i it, siger Jesper Gabs Jensen afslutningsvist:
”Jeg holder nok en lille pause nu, jeg har et barn på 3 år, og jeg synes, der er nok at se til, og det skal jo også hænge sammen med familielivet. Omvendt vil jeg bestemt ikke udelukke, at jeg kunne finde på at tage en eller flere fagpakker engang inden for den nærmeste fremtid. Mit arbejde er kendetegnet ved, at jeg løbende møder nye udfordringer, og så er det jo ren win-win, både for ens arbejdsplads og en selv, hvis man har de rette kompetencer til at løse de nye opgaver med. For mig er livslang læring en helt naturlig og vigtig del af mit arbejdsliv.”
Interviewet er foretaget af Lene Bæk Jørgensen, It-vest, februar 2024