Bliv undervist på Ivey Business School i Toronto

Så har du endnu en gang mulighed for at tage med Master i it på studietur til Canada, når vi i efteråret 2020 tilbyder fagpakken ”Digital Innovation og Digital Transformation” på Aarhus BSS i samarbejde med Ivey Business School.

Tag med Master i it på studietur til Canada.

Aarhus BSS tilbyder for tredje gang den efterspurgte fagpakke Master i Digital Innovation og Transformation, og for anden gang går studieturen til Toronto.

På fagpakken lærer du at identificere muligheder for digital innovation, planlægge og implementere digitale innovationer og eksekvere de nødvendige transformationer. Du bliver således i stand til at bygge bro mellem virksomhedens digitale strategi, it-strategi og forandringsledelse, så du kan udnytte de digitale muligheder til at transformere din virksomhed.

Fagpakkens struktur
Fagpakken bliver indledt med en kickoff-dag, hvor deltagerne går i dybden med specifikke basiselementer fra både digital innovation og digital transformation. Derefter går turen i uge 40 til Toronto, som har verdens højeste koncentration af opstartsvirksomheder inden for kunstig intelligens. Det hele afsluttes med et projekt, hvor du skal afprøve teorier fra faget i egen praksis.

Studietur til Canada 
Studieturen består af tre dages undervisning og to dage med virksomhedsbesøg. Undervisningen foregår på Ivey Executive Centre i hjertet af Toronto's finansdistrikt, og du bliver undervist af eksperter i digital innovation og transformation fra Ivey Business School. Vi besøger højtprofilerede virksomheder i Toronto og Waterloo (Canadas ”Silicon Corridor”) såsom Shopify, Scotiabanks Digital Factory, Communitech (en inkubator) og McKinseys Lead AI practice.