Plantebaserede æg – men hvad siger forbrugerne?
Forskere fra MAPP Centre har modtaget seks mio. kr. fra Innovationsfonden til at undersøge forbrugernes holdninger til alternative, plantebaserede fødevarer.
Én ting er at udvikle og producere plantebaserede, klimavenlige og prisvenlige alternativer til traditionelle fødevarer som for eksempel æg, og som tilmed skal være af høj kvalitet. Noget andet er at udvikle produktegenskaber, markedsstrategier og kommunikation, så forbrugerne kommer til at købe dem.
Det skal MAPP Center på Institut for Virksomhedsledelse nu forsøge at finde løsningerne på som del af et større projekt om udvikling af plantebaserede fødevarer støttet af Innovationsfonden.
Teamet bestående af Susanne Pedersen, Lina Jacobsen og Jessica Aschemann-Witzel skal forsøge at finde de rigtige veje for plantebaserede æggealternativer til forbrugernes indkøbskurve og middagsborde. Det har de fået i alt seks mio. kr. til.
I første omgang vil forskerne undersøge, hvordan plantebaserede fødevarer generelt bliver omtalt på sociale medier af blandt andre kendte influencers. Dernæst vil de samle og analysere den eksisterende forskning omkring forskellige forbrugersegmenter og deres holdninger til plantebaserede fødevarer. Og endelig vil man i det såkaldte VR-supermarked eksperimentelt undersøge, hvordan forbrugerne rent faktisk handler ind, og hvad der virker, når man placerer produkter, hvor æg er erstattet med planteingredienser, på hylderne.
Hele projektet kaldet PIER har et budget af 37 mil kr. og er støttet af Innovationsfonden med i alt 23 mio. kr.