ERC Starting Grant: Hvordan bryder vi den onde cirkel?
Jan Vogler fra Aarhus BSS får bevilling fra Det Europæiske Forskningsråd til at undersøge, hvordan befolkning og stat kan undgå onde cirkler af mistillid, dårligt ry og offentlige ydelser af ringe kvalitet.

Onde cirkler af mistillid til statslige institutioner og dårlig offentlig service er desværre meget almindeligt på tværs af en række samfund. Hvis forældre f.eks. oplever, at skolen ikke lever op til deres forventninger i forhold til at give deres børn en ordentlig uddannelse, vil forældre være mere tilbøjelige til at opbygge negative holdninger til det offentlige. Det kan også føre til mistillid overfor de politikere, som mener, at stat, regioner og kommuner skal have øget indflydelse og ressourcer. Som konsekvens kan forældrene blive mere motiveret til at stemme på politikere, som vil begrænse statens indflydelse og ressourcer.
Sådan et dårligt ry kan medføre, at færre ønsker at arbejde i det offentlige, hvilket fører til endnu ringere kvalitet af de offentlige ydelser. Det fører til, at flere forældre tager deres børn ud af folkeskolen og over på privatskoler med den følge, at folkeskolens kvalitet forringes yderligere – netop det, som forældrene oprindeligt flygtede fra.
Denne onde cirkel, hvor dårlig service fra det offentlige forstærker befolkningens negative holdninger til staten og omvendt, kan ske på alle andre områder, hvor det offentlige leverer services og regulering såsom sundhedsvæsenet, uddannelse og sikkerhed. Tilstanden kaldes et "negativt ækvilibrium".
Flere positive holdninger
Det er også titlen på Jan Voglers nye forskningsprojekt: EQUILIBRIUM. Med undertitlen “Changing for the better: Escaping Negative Equilibria in State-Citizen Relations”.
Med sin bevilling fra Det Europæiske Forskningsråd – et prestigiøst ERC Starting Grant på 11,2 millioner kroner – vil lektor i statskundskab Jan Vogler undersøge, hvordan vi kan stoppe den onde cirkel.
Tidligere forskning har fokuseret på, at ækvilibria er meget stabile og dermed svære at ændre.
”Der, hvor det går dårligt, stoler befolkningen ikke på staten og prøver at undgå at have noget med den at gøre og undgår at bruge dens tjenester. Men så længe de ikke stoler på staten og afholder sig fra at bruge dens tjenester, bliver det heller ikke bedre. I mange sammenhænge ser det ud til, at det er utroligt svært at ændre situationen. Folk er ofte ikke bevidste om disse onde cirkler, selvom de selv – og deres overbevisninger og adfærd – er en vigtig del af dem,” siger Jan Vogler.
Jan Vogler vil dog vise, hvordan det er muligt at finde en vej ud af tilstanden. I sit nye forskningsprojekt vil han finde frem til, hvilke faktorer der skal til, for at forskellige regioner i Europa og Nord-Amerika kan komme væk fra de negative ækvilibria ved at skifte mod mere positive holdninger hos befolkningen og mere effektive statslige institutioner.
”Det er meget vigtigt – og det haster – med at finde ud af, hvordan lande kan komme sig ud af de onde cirkler. Her kan vi skele til lande og regioner, hvor forholdet mellem befolkning og stat er mere positivt,” siger han og fortsætter:
”Mit fokus er på potentialet for ændring i befolkningens adfærd og holdninger. Så snart befolkningens holdninger og stemmeadfærd ændres, bliver det muligt at vinde valg for politikere, som ønsker at forbedre staten og dens ressourcer. En målgruppe for forskningsresultaterne kan være politiske beslutningstagere på jagt efter en vej ud af det negative ækvilibrium,” siger Jan Vogler.
Oplysning er vejen frem
En af løsningerne, Jan Vogler peger på, er oplysning.
”Hvis forældre bliver præsenteret for en udførlig rapport om succesfuldt læringsudbytte og rige læringsressourcer fra folkeskolen, øger det chancen for, at de vil se skolen i et nyt og positivt lys og dermed vil sende deres barn dertil. Sådanne rapporter kunne også inkludere udtalelser fra andre forældre, som er godt tilfredse med skolen. Rapporterne vil nok især være effektive, hvis de var lavet af parter uafhængige af staten,” forklarer Jan Vogler.
Han peger også på, at forskellige personlighedstyper vil være mere tilbøjelige til at danne positive holdninger end andre.
”Folk med en personlighed, hvor de er åbne over for nye oplevelser, vil være nemmere at vende end andre, som måske har boet hele deres liv et sted, er opvokset med og har mere indgroede mønstre af holdninger til og tanker om de lokale myndigheder. De vil være sværere at vende.”
Jan Vogler og hans forskningsgruppe gør brug af spørgeskemaundersøgelser og naturlige eksperimenter, når de skal indsamle data fra Danmark, Tyskland, Polen, Rumænien, Italien og USA for at kigge nærmere på forholdet mellem det offentlige og befolkningen på tværs af lande og regioner. Projektet strækker sig over fem år.
”Det er fantastisk at modtage ERC-bevillingen, som giver mig mulighed for at forske i disse samfundsrelevante emner. Vi er superspændte på at starte forskningsprojektet næste år. Jeg skal snart i gang med at lede efter dygtige forskere, der kan slutte sig til mit team. Sammen vil vi engagere os i flere års grundig forskning og i sidste ende kommunikere al vores nye viden til offentligheden,” siger Jan Vogler.
Institutleder ved Institut for Statskundskab Christoffer Green-Pedersen er også begejstret:
”Det er fantastisk, at instituttet har landet endnu en ERC-bevilling, og Jans projekt er et meget originalt og lovende projekt, som vi har store forventninger til.”
Yderligere info
Et ERC Starting Grant gives til unge, talentfulde forskere, som med bevillingen får mulighed for at lede sit eget banebrydende forskningsprojekt. Bevillingen er på 1,5 millioner Euro, svarende til 11,2 millioner kroner, og strækker sig over 5 år.
- Læs ERC’s pressemeddelelse om bevillingerne
- Læs mere om Jan Vogler og hans forskning
- Få adgang til forskningsartikler og yderligere ressourcer af Jan Vogler på hans hjemmeside