Ansættelses- og indskrivningsvilkår

Ph.d.-studerende i Danmark skal gennemføre et individuelt tilrettelagt kursusforløb inden for det relevante forskningsområde samt gennemføre et forskningsprojekt under vejledning af erfarne seniorforskere, som beskrevet i ph.d.-bekendtgørelsen.

Ph.d.-studerende ved Aarhus BSS Graduate School er altid indskrevne. De fleste er også ansatte som ph.d.-studerende ved Aarhus BSS, mens andre er ansatte andetsteds eller selvfinansierede. For ikke ansatte ph.d.-studerende laves en individuel aftale, hvoraf deres individuelle vilkår vil fremgå. Ph.d.-studerende indskrevet som del A studerende på det 4- eller 5-årige forløb er deltids ph.d.-studerende samtidig med at de er deltids kandidatstuderende.

For mere detaljeret information om ph.d.-studiet ved Aarhus BSS Graudate School henvises til regler og retningslinjer.

Arbejdsmiljø

Ph.d.-studerende på Aarhus BSS Graduate School har kontorplads med computer, inkl. internetadgang, mail, telefon, osv., med mindre andet er aftalt i forbindelse med ikke ansatte ph.d.-studerende.

Akademisk udlandsophold

Som del af ph.d.-uddannelsen forventes det, at de studerende tilbringer en væsentlig periode (3-6 måneder) ved en anden - ofte udenlandsk - forskningsinstitution. Universitetet dækker de fleste udgifter til rejse og ophold for ansatte ph.d.-studerende.

Kurser og konferencer

De ph.d.-studerende skal optjene 30 ECTS i forbindelse med kursusdeltagelse samt eventuelt deltage i internationale konferencer/workshops. For ansatte ph.d.-studerende, samt del A studerende med stipendie fra Aarhus BSS Graduate School, dækkes udgifter til dette faglige arbejde som regel af universitetet.  

Bidrag til undervisning og øvrige aktiviteter på instituttet

I løbet af uddannelsen forventes det, at de ph.d.-studerende får undervisningserfaring inden for deres fagområde samt erfaring med andre former for formidling af deres forskningsresultater. Det forventes desuden, at ph.d.-studerende deltager i og bidrager til instituttets øvrige aktiviteter, fx undervisningsmæssige opgaver, med mindre andet er aftalt i forbindelse med ikke ansatte ph.d.-studerende.

Ansættelsesvilkår

Som ph.d.-studerende ansat ved et dansk universitet tilbydes man meget fordelagtige ansættelsesvilkår. Man er normalt ansat på fuldtid i tre år (eller to år på del B af det 4- eller 5-årige forløb), får alle universitetsudgifter dækket af universitetet og modtager en månedsløn, der dækker alle udgifter til ophold og leveomkostninger, og som desuden giver mulighed for et aktivt liv. Ansættelsen er dækket af overenskomsten for akademikere ansat i staten (Akademikernes Centralorganisation (AC)) eller på lignende vilkår. Overenskomsten indeholder yderligere information om ferie, specifikke lønvilkår, osv.