Organisationer uden hierarki kan skabe bæredygtige løsninger
Nyt forskningsresultat viser, at det er vigtigt for den fællesskabsdrevne organisation, at alle kan se, at andre rent faktisk gør noget. Resultatet kan bruges til at designe f.eks. borgerdrevne fællesskaber, NGO`er og større bevægelser, der arbejder med at løse samfundets store udfordringer.
Hvad er det for mekanismer, der får mennesker til at arbejde for det fælles bedste uden styring ude- eller oppefra?
Det satte professorerne Dorthe Døjbak Håkonsson, Erik Reimer Larsen og Jacob Kjær Eskildsen sig for at finde ud af i 2018. De tre er forskere på Institut for Virksomhedsledelse på Aarhus BSS, og nu foreligger resultatet af deres forskning i artiklen ”Effective Information Infrastructures for Collaborative Organizing: The Case of Maasai Mara,” der netop er blevet publiceret i det anerkendte tidsskrift Organization Science.
Organisering af det gode samarbejde
Forskernes udgangspunkt er teorierne bag organisationsdesign og især forskning i, hvordan mennesker finder ud af at samarbejde og skabe løsninger i systemer uden hierarkisk styring. For uden faste strukturer, hvordan kan man så finde ud af at arbejde sammen og skabe bæredygtige løsninger?
”Et godt samarbejde i en fællesskabsdrevet organisation starter med, at man mødes om en udfordring, som man vil finde en løsning på. Det kan være alt fra mindre opgaver i lokalsamfundet til globale udfordringer som klimaforandringer,” udtaler professor Dorthe Døjbak Håkonsson.
Men selv om man mødes med de bedste hensigter, så opstår der ofte konflikter og samarbejdet bryder sammen. Hvorfor sker det, når man nu er enige om den fælles mission?
”Forskningen har hidtil fokuseret på, at samarbejdet i den slags organisationer kollapser pga. mangel på værdifællesskab imellem deltagerne og i sidste ende manglende vilje til for alvor at løse problemet,” fortsætter Dorthe Døjbak Håkonsson.
”Men her overser man den anden vigtige del af et godt samarbejde, nemlig deltagernes evne til at handle på en koordineret måde og dermed nå i mål,” siger Dorthe Døjbak Håkonsson og fortsætter:
”Handling kræver viden om, hvad de andre gør. Hvis du ved det, så har du mulighed for at forudse, hvordan de fremover vil agere. Du tror på, at alle er parate til at investere noget i sagen og på den måde inspireres du til også selv at begynde at handle. Og så ruller det.”
Feltstudie i Maasai Mara
Hvor vigtig er denne ”fælles oplevelse af situationen” for et succesfuldt samarbejde i en ikke hierarkisk organisation?
Det spørgsmål har de tre forskere undersøgt via et feltstudie udført i Maasai Mara. Grupper af maasai kvægejere deltog i et brætspil, hvor de skulle træffe en række fælles beslutninger omkring deres kvæg på de fælles græsarealer.
Maasai Mara, Kenya.
Vi kender alle billederne. Den endeløse savanne. De tusinder af gnuer, zebraer, antiloper, gazeller. Og kvæg. Masser af kvæg ejet af de lokale maasaier, der i tusinder af år har ladet deres dyr græsse på savannen, der i sin oprindelige form er ejet af ingen og alle.
Uden indblanding fra regeringer eller andre magter har befolkningen i Mara igennem tiden selv fundet ud af at styre brugen af den fælles ressource, så der ikke var mere kvæg, end der var græs til og på den måde sikret, at der også var græs til kvæget i næste måned og til næste år. I fællesskab har de forhindret, at den enkelte kvægejer ikke bare gjorde, hvad der ville være bedst for ham selv. Man har fundet ud af at deles om græsset, så alle kan overleve og dermed skabt et bæredygtigt system.
Stigende privatisering og en øget befolkningstilvækst er imidlertid blot nogen af årsagerne til, at det i de seneste år har været vanskeligt at få disse nonhierarkiske samarbejdsstrukturer til at fungere. Projektet fra Aarhus Universitet gik derfor ud på at undersøge, at man kunne bygge på maasaiernes egne samarbejdstraditioner, men samtidig tilpasse strukturerne, så de i højere grad tog højde for de nutidige overgræsnings-problematikker.
Målet var at undersøge, hvordan samarbejdet udvikler sig på tværs af grupperne afhængig af, hvad deltagerne ved om de andre gruppers beslutninger. Hvordan påvirker den viden deltagernes evne til at finde bæredygtige løsninger, så deres fælles område ikke bliver ødelagt?
Dataindsamling via kvæg-græs-brætspil
I 2018 og 2019 indsamlede forskerne data i Maasai Mara i Kenya. Dataindsamlingen foregik via et særligt brætspil, som Erik Reimer Larsen og Dorthe Døjbak Håkonsson havde udviklet til projektet. Spillet består af tre græsningsarealer (masser af græs, græs og sten, sten og kun lidt græs), som spillerne skulle vælge at sætte deres (små plastik) køer på, ligesom de for hver runde af spillet skulle beslutte, om de ville købe eller sælge kvæg. Deres beslutninger blev registreret i et computerprogram, der udregnede konsekvenserne af de trufne valg.
De indsamlede data i to runder med i alt 258 deltagere. I første runde spillede forskerne spillet med 11 grupper af kvægejere. Efter hver spillerunde fik spillerne tilbagemelding om, hvordan det gik økosystemet såsom, at nu var der ikke meget græs tilbage på græsningsareal 1 og kalvene var begyndt at dø af sult på græsningsareal 3. Dette skabte viden om den samlede situation, men gav ikke informationer om, hvordan de andre grupper havde disponeret. Så hver gruppe spillede bare videre i deres egen boble med det resultat, at økosystemet kollapsede.
I anden spillerunde spillede 12 nye grupper det samme spil. Igen fik de informationer om græsniveau, antal fødte og døde kalve etc., så de hele tiden vidste, hvordan økosystemet reagerede på deres beslutninger. Denne gang fik de dog også at vide, hvordan de andre grupper havde besluttet at allokere deres kvæg-spillebrikker, og om de havde købt eller solgt kvæg.
Bedre fælles løsninger
Forsøget viste en markant anderledes opførsel hos de spillerne, der fik informationer om de andre spillegruppers handlinger. Denne viden gjorde dem bedre i stand til at koordinere deres handlinger og træffe beslutninger, der sikrede en bæredygtig anvendelse af deres fælles areal, savannen.
”Vores forsøg viser, at det er vigtigt at sørge for, at medlemmer af ikke-hierarkiske fællesskaber ved, hvad der foregår, og hvem der gør hvad,” konkluderer Dorthe Døjbak Håkonsson og giver et eksempel på, hvordan forskningsresultatet kan bruges.
”Det er ikke nok, at vi f.eks. er enige om, at klimaet skal reddes. Vi har brug for at vide, at andre rent faktisk GØR noget for at sænke CO2 udslippet ved f.eks. at sætte en masse vindmøller op eller tage cyklen frem for bilen. Så kan jeg også finde ud af, hvad jeg kan gøre som medlem af en global uformel og ikke-hierarkisk bevægelse af borgere, der er bekymret for klimaforandringer.”
Derfor er det vigtigt, at man understøtter deling af den slags viden, hvis man vil have skabt bæredygtige løsninger ved hjælp af fællesskaber.
Fakta
Vi bestræber os på at leve op til Danske Universiteters principper for god forskningskommunikation. Derfor er artiklen suppleret med følgende oplysninger:
| Studietype | Feltstudie |
| Eksterne samarbejdspartnere | Ingen |
| Ekstern finansiering | Ingen |
| Interessekonflikt | Ingen |
| Andet | N/A |
| Link til videnskabelig artikel | |
| Kontakt | Dorthe Døjbak Håkonsson ICOA, MGMT Fuglesangs Alle 4 8210 Aarhus N 9350 8199 dod@mgmt.au.dk |