Ny online HD 1. del øger fleksibiliteten for erhvervsfolk

Flere erhvervsfolk ønsker at kunne efteruddanne sig hjemmefra og på tidspunkter, der passer ind i deres arbejds- og familieliv. Derfor udbydes HD 1. del-uddannelsen på Aarhus BSS nu som online forløb, hvilket giver fleksibilitet til at læse studiet på den enkeltes præmisser.

Travle arbejdsliv og fritidsaktiviteter, der skal kombineres med ambitioner for videreuddannelse. Det er realiteten for mange af de studerende, der vælger en HD-uddannelse.

Muligheden for at læse HD 1. del som online-uddannelse på Aarhus BSS giver derfor stor fleksibilitet for studerende, der fremover kan følge undervisningen hjemmefra og på tidspunkter, der passer i den enkeltes arbejdsliv og fritid.

"På HD er vores studerende typisk travle erhvervsfolk, og i en tid hvor arbejdsliv, familie- og fritidsliv smelter sammen, kan det være svært at forpligte sig til at modtage undervisning på fastlagte tidspunkter. HD som onlinestudie giver den maksimale fleksibilitet, fordi undervisningen gøres tilgængelig via videoer, som de studerende kan se og gense når som helst, det passer dem," fortæller Michael Christensen, der er studieleder for HD ved Aarhus BSS.

Fuld fleksibilitet på HD 1. del-uddannelsen

HD 1. del-uddannelsen kan fra efteråret 2023 tages som en ren online uddannelse. Samtidig vil der fremover være flere muligheder for at sammensætte studiet, så det passer til den enkeltes jobsituation.

HD 1. del-uddannelsen kan sammensættes på flere måder:

  • Online undervisning på alle studiets fag
  • Fysisk fremmøde på campus i Aarhus eller Herning
  • En kombination, hvor nogle fag tages online og andre med fysisk fremmøde

Den studerende vil løbende kunne vælge, hvilke fag, man ønsker at tage som online undervisning og med fysisk fremmøde. Det sikrer fuld fleksibilitet for både den studerende og for arbejdsgiveren.

Undervisningen på online-fag vil bestå af forskellige aktiviteter:

  • Undervisning, der er professionelt optaget, som løbende gøres tilgængelig. Undervisningen kan ses og genses lige så mange gange, man ønsker.
  • Online live læringsmoduler, hvor den studerende kan møde underviser og medstuderende til f.eks. diskussioner, øvelser og lignende. Live læringsmoduler afholdes uden for normal arbejdstid og flere gange per fag.
  • Q&A-mulighed med underviseren på e-mail.

Fakta om HD 1. del online:

  • HD 1. del er en bred erhvervsøkonomisk uddannelse på deltid. Uddannelsen bliver ofte efterfølgende suppleret med en specialisering på HD 2. del.
  • Den studerende vil frit kunne vælge mellem at læse hvert enkelt fag online eller med fremmøde på campus i Aarhus eller Herning.
  • Den nye online-mulighed starter op for første gang til september 2023, hvor 1. semester-fagene for HD 1. del udbydes online.