Ny forskningsbaseret uddannelse skal ruste SMV’er til fremtiden

Center for Små og Mellemstore Virksomheder ved Aarhus BSS udbyder en ny uddannelse for ejerledere, der stiller skarpt på grøn omstilling, digitalisering og ressourceoptimering. Uddannelsen hedder ”Fremtidens SMV – uddannelse for ejerledere” og er forankret i forskningsbaseret viden.

Den nye uddannelse skal klæde ejerledere på til at fremtidssikre deres virksomhed i en tid, hvor de skal forholde sig til et forretningsmiljø, der forandres som følge af den grønne dagsorden, digitalisering og kriser som COVID-19 og krigen i Ukraine.

”Mange SMV’er er pressede på ressourcer og ejerlederne har derfor fokus på den primære drift. Men samtidig skal de arbejde strategisk med f.eks. grøn omstilling og digitalisering, for ellers risikerer virksomheden i bedste fald at gå glip af nye forretningsmuligheder og i værste fald at tabe sin konkurrenceevne, ” siger Mette Neville, professor og leder af Center for Små og Mellemstore Virksomheder på Aarhus BSS, Aarhus Universitet. Mette Neville er samtidig ansvarlig for den nye uddannelse.

På uddannelsen stilles der skarpt på, hvordan ejerledere med udgangspunkt i egen virksomhed kan arbejde strategisk med nogle af tidens helt store dagsordener. Forløbet kan derfor indgå som en del af virksomhedens strategiske arbejde. Derfor er det også muligt at deltage flere fra samme virksomhed.

Uddannelsen er målrettet ejerledere i SMV’er inden for handel, service og produktion, som har et ønske om at arbejde med strategisk forretningsudvikling i deres virksomhed.

Forskning sikrer ”viden der virker”

Center for SMV har fokus på, hvordan man bedst kan understøtte udvikling og vækst i SMV-segmentet og uddannelsen er udviklet på baggrund en række større forskningsprojekter i samarbejde med SMV’erne selv. Den er skræddersyet til SMV’ernes behov og deltagerne får adgang til den nyeste forskningsbaserede viden og redskaber.

”Da SMV’erne er pressede, er det vigtigt, at de præsenteres for viden, redskaber og metoder, som er skræddersyet til dem og som er udviklet i samarbejde med og testet af SMV’erne selv. At levere ”viden, der virker” til SMV’erne ift. vækst og udvikling er det, vi i Center for SMV er sat i verden for, og baggrunden for, at vi nu udbyder uddannelsen,” siger Mette Neville.

Uddannelsen er opdelt i tre moduler af to dages varighed, hvor man med udgangspunkt i emnet trin for trin arbejder sig dybere ned i egen forretning. Den udbydes første gang i 2023. Læs mere om kurset: https://bss.au.dk/samarbejde/kurser-og-netvaerk/fremtidens-smv    

Læs mere om centeret: https://mgmt.au.dk/smv                                                                                                                                                        

Kontaktinfo
Mette Neville
E-mail: men@mgmt.au.dk
Mobil: 30201870