KLUMME AF LEKTOR CHRISTIAN WALDSTRØM

Der er sagt og skrevet en masse sludder om, hvordan sociale medier som Facebook og LinkedIn fundamentalt ville ændre vores interaktioner med hinanden. Meget af det har været baseret på ønsketænkning og skrækscenarier uden meget hold i den faktiske udvikling. Sandheden er, at det stadig er de klassiske dyder som gensidig tillid, ordentlighed og respekt, der definerer hvilke relationer i vores netværk, der er meningsfulde og givtige.

På ét område har de sociale medier dog ændret vilkårene for networking, og det er måske lidt paradoksalt i vores mulighed for at have passive relationer: Folk vi har kendt på et tidspunkt, men som vi ikke længere har kontakt til. I tiden før de sociale medier – og i øvrigt muligheden for at finde folk online – ville det oftest være et udtryk for tilfældigheder, hvis vi stødte på folk igen med alle de mulige akavede elementer af, om man nu lige kunne huske, hvad den anden hed, og hvor man mødtes sidst, så man ikke kommer til at sige »tak for sidst«, hvis det var en begravelse, man sidst begge deltog i.

Et forsøg, udført af Daniel Levin og hans kolleger, gik ud på, at chefer blev bedt om at aktivere to af deres relationer, som de ikke havde haft kontakt med i mindst seks år. Den ene var en person, der betragtedes som en nær relation (dengang), den anden en mere fjern relation. Formålet med at genoptage kontakten var at bede om sparring og rådgivning i forhold til en konkret ledelsesudfordring, som cheferne stod med.

Mange ledere udtrykte tøven ved at tage kontakten, da de ikke ønskede at virke anmassende – nogen med henvisning til, at det var akavet at genoptage kontakten, særligt fordi der var elementer af dårlig samvittighed over at kontakten overhovedet havde fået lov at dø ud. Andre påpegede, at der måske var en god grund til, at kontakten forsvandt uden altid at kunne sætte fingeren på, hvorfor det skete.

Så godt som alle forsøgspersoner modtog noget bedre rådgivning af de personer, de fornyede kontakten til, end de aktive relationer i deres netværk.

Resultaterne af undersøgelsen var meget entydige og overvældende: Så godt som alle forsøgspersoner modtog noget bedre rådgivning af de personer, de fornyede kontakten til, end de aktive relationer i deres netværk. Ifølge forskerne skyldes det primært tre faktorer, at de genopdagede relationer er så nyttige:

For det første er der en effekt, der minder om værdien af svage bånd – at folk, som man har mest med at gøre, også typisk minder en del om en selv. Vi har en tendens til at søge mod folk, som tænker, som vi selv gør, og som vi deler en del karakteristika med, og mens det er bekvemt og rart, så betyder det også, at vi over tid bliver præsenteret for mindre variation i idéer og viden. Personer, man har mistet kontakten til, vil kun sjældent være de samme personer som dengang – og hvad de end har oplevet og samlet af erfaringer er med til at gøre deres input og sparring mere værdifuld end input fra de personer i ens netværk, som man i forvejen bruger.

For det andet viste forsøget, at det er voldsomt effektivt at genetablere tidligere kontakter snarere end at tage helt nye kontakter – men også i forhold til eksisterende forbindelser. Oplevelsen var, at man nemt fandt tilbage på sporet og kunne nå frem til pointen hurtigere end ellers. Og gamle relationer falder ofte tilbage i en dvaletilstand, hvor de ikke lægger beslag på yderligere tid eller ressourcer. At vores netværk tager tid og kræfter er måske den største forglemmelse i megen af den forherligelse af netværk og networking, man hører om. Hver gang, man bruger tid på en relation, er der en anden, man ikke vedligeholder.

Endelig viste forsøget også det uventede, at den tillid og samhørighed, som var opbygget i relationen dengang, stadig var til stede i stort set uændret form og blev aktiveret meget nemt. Langt de fleste af os har et ønske om at være hjælpsomme over for andre mennesker, og det gælder særligt folk, vi på et tidspunkt har været tætte på.

Langt de fleste af os har et ønske om at være hjælpsomme over for andre mennesker, og det gælder særligt folk, vi på et tidspunkt har været tætte på.

Værdien af de genaktiverede relationer var ikke overraskende afhængig af, hvor nære de relationer var, inden de gik i dvale. For de relationer, som forsøgspersonerne genkaldte som særligt nære, gjaldt det, at der stadig var lige så stor tillid som dengang. Omvendt var de mere fjerne relationer kilde til mere spændende og brugbar viden og sparring.

Ved at bruge de muligheder, som LinkedIn, Facebook og andre sociale medier giver os, har vi dermed mulighed for at bygge bro mellem vores aktive netværk på ca. 100-150 personer og de mange flere (1.500-3.000) personer, som vi har mødt gennem vores liv. De fleste ville slet ikke gætte på, at de kender så mange – netop fordi de kontakter har det med at glide ud af vores bevidsthed.

Det er dog ikke gjort ved, at vi har de kontakter tilgængelige på sociale medier. Det kræver også, at man overhovedet er opmærksom på, at de ligger der og på det potentiale, der ligger i dem. Dernæst skal den enkelte overvinde de barrierer, man har i forhold til at ville aktivere sit netværk. Her vil det bedste være, at spørge, om du selv ville hjælpe vedkommende, hvis han eller hun ringede til dig – for langt de fleste af os vil svaret være ja, og mange af os ville være glade for at kunne gøre noget for nogen, vi engang har haft noget med at gøre, og måske ligefrem finder ud af, at vi har savnet.

Derfor er der ingen grund til at antage, at den anden skulle have det anderledes. Det er nok også her, at man skal finde forklaringen på, at eks’er er gift for ethvert parforhold, for hvis der var noget engang, så er der altid frygten for, at den forbindelse kan genskabes.

Bragt på Finans.dk 4/10 2015

Mere om Christian Waldstrøm: pure.au.dk/portal/da/cwa@badm.au.dk,
www.linkedin.com/in/christianwaldstrom