Folketingets formand i spidsen for følgegruppe
Magtudredningen 2.0 får en følgegruppe, som skal understøtte samspillet mellem forskningsprojektet og det omgivende samfund.
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) har nu sat navn på 30 personer, som både skal give input til Magtudredningen 2.0 og understøtte formidlingen af forskningsprojektets resultater.
Forskningsprojektet skal over de næste cirka fem år skabe viden om demokratiets aktuelle tilstand, og 30 repræsentanter for blandt andet Folketingets partier, fagbevægelsen, erhvervslivet, medieverdenen og civilsamfundet kommer altså til at følge projektet tæt på sidelinjen.
Folketingets formand, Søren Gade (V) kommer til at stå i spidsen for følgegruppen.
- Se ministeriets liste over alle 32 medlemmer (pdf)
(To yderligere medlemmer er kommet til i september 2023.)
Michael Bang Petersen, som er forskningsleder for Magtudredningen 2.0 og professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, ser frem til samarbejdet:
”Jeg glæder mig til at komme i gang med samarbejdet med følgegruppen. Den er fyldt med mange kompetencer og meget viden,” siger Michael Bang Petersen.
Uddannelses- og Forskningsministeriet skriver i en pressemeddelelse, at følgegruppen er bredt sammensat med henblik på at understøtte den samfundsmæssige forankring af forskningsprojektet, så resultaterne kommer ud at leve.
Også det glæder Michael Bang Petersen:
”Magtudredningen 2.0 er budgetmæssigt betydeligt mindre end den oprindelige magtudredning. Samtidig er forventningerne og kravene til formidling endnu større. Følgegruppen spiller derfor en helt afgørende rolle for Magtudredningen 2.0 og har som en væsentlig funktion at bidrage til at sikre en bred formidling af forskningsresultaterne,” siger han.
Om Magtudredningen 2.0
Slutrapporten for Danmarks oprindelige magtudredning udkom i 2003, og det, der skal laves nu, er en opdatering ved navn Magtudredningen 2.0. Folketinget har sat rammerne i et kommissorium, mens forskningsledelsen beslutter, hvad der specifikt skal forskes i og hvordan.
Følgegruppens opgaver
Følgegruppen vil løbende blive orienteret om forskningsprojektets resultater og vil også løbende kunne give input, men ifølge kommissoriet er det forskningsledelsen, ”der træffer beslutning om teoretisk tilgang, metode, valg af emner og lignende.”
”Forskningen skal således udføres i fuld armslængde til det politiske niveau, erhvervslivet, organisationer og andre interessenter,” står der i kommissoriet.
- Læs mere på hjemmesiden for Magtudredningen 2.0