Det går fremad med bestyrelsesarbejdet i danske SMV´er
Det går godt med bestyrelsesarbejdet i danske SMV´er. Det er blandt konklusionerne oven på en stor konference på Aarhus BSS om dansk erhvervsliv. Og det er gode nyheder. Virksomheder med en professionel bestyrelse klarer sig nemlig bedre end dem, der ikke har.
Næsten 200 erhvervsfolk har netop været samlet på Aarhus BSS til topledermøde. På dagsordenen var blandt andet at tage temperaturen på bestyrelsesarbejdet i danske SMV´er. Og stadig flere får en professionel bestyrelse - til glæde og gavn for dansk erhvervsliv.
For i dag er det bevist, at en professionel bestyrelse bringer værdi til en virksomhed, fordi virksomheden og især ejeren derved har en gruppe mennesker bag sig, som ser virksomheden udefra og derved også ofte i et andet perspektiv.
”En professionel bestyrelse kan finpudse hele forretningsmodellen i en virksomhed og iværksætte såvel som gennemføre en strategiproces. Og så kan de stille det grimme spørgsmål - gør vi det godt nok? Alt i alt er det med til at sikre virksomhedens fremtid,” siger Carsten Fode, partner hos Kromann Reumert, adjungeret professor ved Juridisk Institut på Aarhus BSS og en af oplægsholderne ved konferencen.
Konstant trusselsvurdering
For alle brancher er i forandring, og alle virksomheder må nødvendigvis være det samme. Men det kan være svært for ejerlederen selv at se behovet for forandring, simpelthen fordi den daglige drift sjældent efterlader tid til refleksion.
”Det er en bestyrelses opgave at have overblik over risikobilledet og få øje på truslerne i markedet. De skal kunne identificere de første tegn på, at noget er ved at gå galt, og så skal de hjælpe ejerlederen med at agere herefter. Nogle virksomheder er i stand til at konsolidere sig. Andre bliver solgt i tide og endnu nogen går nedenom og hjem. Men det er her en bestyrelse skal træde til – i sær i SMV-segmentet,” siger Carsten Fode.
Og netop at have øje for truslerne og skærpe strategien er ifølge Carsten Fode den største hindring for vækst blandt danske SMV´er i øjeblikket.
”Man hører ofte, at det er umuligt at skaffe finansiering. Men det er ikke rigtigt. Er man dygtig nok til at skabe en præcis og ambitiøs forretningsmodel, er pengene der også til at gennemføre den. Udfordringen ligger så i at finde den rigtige finansieringsform og i at gøre ejerlederen parat til at gennemføre de nødvendige tilpasninger,” understreger Carsten Fode.
Barriererne bliver gradvist nedbrudt
Mange SMV´er er bygget op omkring ejerlederen, som også i høj grad definerer virksomheden. Det betyder, at ejerlederen skal overbevises om behovet for en professionel bestyrelse.
”Jeg oplever ofte, at ejerlederen tror, at det er tidskrævende at indsætte en bestyrelse, og at man afgiver suverænitet ved at gøre det. Og ja, det koster naturligvis tid at have en bestyrelse, men det er bestyrelsens opgave at sikre, at denne tid er værdiskabende, ligesom det er dens opgave at styrke ejerlederens position ved at blive en sparringspartner for ham eller hende i hverdagen. Heldigvis er der en diskussion i gang i erhvervslivet lige nu, som stille og roligt er ved at bryde disse barreirer ned, og det er utrolig positivt,” slutter Carsten Fode.
Læs også om Center for Små og Mellemstore Virksomheder på Aarhus BSS eller om Bestyrelsesuddannelsen med fokus på små og mellemstore virksomheder.