Danmark har i adskillige år ført det, som man kalder en aktiv beskæftigelsespolitik, hvor ledige for eksempel har mødepligt til samtaler på Jobcentrene eller sendes i aktivering. 

Nu viser et nyt studie af langtidseffekten af disse indsatser, at nok er der en positiv effekt på de mere ressourcestærke lediges muligheder for at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Men samtidig viser studiet, at ikke alene har indsatserne ikke haft nogen effekt på de mere ressourcesvage lediges beskæftigelse. Det påvirker samtidig deres mentale helbred negativt, ligesom langt flere i denne gruppe er endt i varig offentlig forsørgelse. 

Studiet er udført i et samarbejde mellem professor i statskundskab Martin Bækgaard, som i flere år har forsket i administrative byrder for borgerne, og økonomiprofessorerne Michael Svarer og Michael Rosholm, som begge i adskillige år har forsket i arbejdsmarkedsøkonomi. Også adjunkt Søren Albeck Nielsen fra Institut for Økonomi har bidraget til studiet, som er publiceret i det anerkendte tidsskrift Proceedings of the National Academy of Science (PNAS). 

Det rejser spørgsmålet om, hvad man vil opnå med den aktive beskæftigelsespolitik, som politikerne diskuterer for tiden. Vores studie viser, at der er brug for en mere differentieret indsats

^{Professor Martin Bækgaard, Institut for Statskundskab, Aarhus BSS}

One size does not fit all 

”Studiet viser meget tydeligt, at den ”one size fits all” tilgang, som der hidtil har været til den aktive beskæftigelsesindsats, ikke virker efter hensigten. Nogle grupper bliver hjulpet tilbage på arbejdsmarkedet, mens andre grupper simpelthen får det dårligere, end de havde det før indsatserne,” forklarer Michael Svarer, og Martin Bækgaard supplerer: 

”Det rejser spørgsmålet om, hvad man vil opnå med den aktive beskæftigelsespolitik, som politikerne diskuterer for tiden. Vores studie viser, at der er brug for en mere differentieret indsats.” 

For gruppen af nyledige dagpengemodtagere finder vi en ganske betydelig effekt på graden og holdbarheden af beskæftigelse sammenlignet med kontrolgruppen

^{Professor Michael Svarer, Institut for Økonomi, Aarhus BSS}

Langtidseffekt 

Studiet tager udgangspunkt i fem randomiserede forsøg, som blev foretaget i henholdsvis 2005-2006 og 2008, hvor grupper blev udsat for en ekstra aktiv indsats i form af hyppigere samtaler enten individuelt eller i grupper og/eller tidlig aktivering.  

De to første forsøg blev foretaget blandt henholdsvis godt 4.000 nyledige dagpengemodtagere, og knap 3.500 kontanthjælpsmodtagere, som havde været ledige i mere end seks måneder. Dertil kom tre mindre forsøg blandt nyledige dagpengemodtagere, hvor indsatserne var delt op. 

I alle fem forsøg blev effekterne af indsatserne holdt op imod en kontrolgruppe, der modtog en på det tidspunkt ordinær aktiv beskæftigelsesindsats. 

I 2024 har forskerne nu set på, hvad langtidseffekten af de forskellige indsatser har været i op til 10 år efter indsatserne. Konkret har forskerne analyseret effekterne på beskæftigelse baseret hovedsageligt på indkomst, og på mentalt helbred baseret på især udskrivelse af recepter på antidepressiv medicin.

Positiv og negativ 

”For gruppen af nyledige dagpengemodtagere finder vi en ganske betydelig effekt på graden og holdbarheden af beskæftigelse sammenlignet med kontrolgruppen. For den gruppe er der tale om en positiv historie. Samtidig finder vi, at en kombineret indsats af hyppige individuelle samtaler og tidlig aktivering har den største effekt,” forklarer Michael Svarer. 

Konkret er effekten af de intensiverede indsatser en stigning i indkomst på 4,8 procent i gennemsnit forhold til kontrolgruppen. 

For gruppen af mere langtidsledige kontanthjælpsmodtagere er historien dog helt anderledes negativ. 

”Umiddelbart skulle man mene, at denne gruppe ville have det største potentiale for en effekt. Men vi ved også, at gruppen er mere sårbar, og vi finder absolut ingen effekt på beskæftigelsen i forhold til kontrolgruppen. Hverken på kort eller lang sigt,” forklarer Martin Bækgaard. 

Læs også: Krav giver ledige stress

Antidepressiv medicin 

Derimod er der betydelige negative effekter på det mentale helbred. 

”Vi ser en betydelig stigning i brugen af antidepressiv medicin selv efter 10 år, og stigningen er koncentreret omkring de mennesker i gruppen, som i forvejen brugte denne medicin,” siger Martin Bækgaard. 

Konkret er stigningen på 35 procent sammenlignet med kontrolgruppen. 

Dertil kommer, at antallet af tilkendte førtidspensioner til denne gruppe 10 år efter indsatserne er steget med 24 procent sammenlignet med kontrolgruppen. 

”Alt i alt må man konstatere, at den aktive beskæftigelsespolitik har tydelige fordele for visse grupper, men lige så tydelige omkostninger for de mere ressourcesvage grupper i samfundet,” siger Martin Bækgaard. 

Fakta

Vi bestræber os på at leve op til Danske Universiteters principper for god forskningskommunikation. Derfor er artiklen suppleret med følgende oplysninger: