5,6 millioner kroner til forskning i aldring og pension

Professor i økonomi Torben M. Andersen ved Aarhus BSS på Aarhus Universitet har modtaget 5,6 millioner fra ROCKWOOL Fonden til forskning i aldring og pension.

Professor of Economics Torben M. Andersen

Lave fertilitetsrater og stigende levealder medfører store demografiske ændringer i samfundet. Ændringer i befolkningens alderssammensætning får store konsekvenser for samfundet. Dette sker sideløbende med flere andre trender, såsom globalisering, migration, nye teknologier, urbanisering, fremskridt inden for sundhedsvæsenet og ændrede familiestrukturer.

Professor i økonomi Torben M. Andersen har fået 5,6 millioner kroner fra ROCKWOOL Fonden til at forske nærmere i dette, både med et bredt perspektiv, hvor han afdækker, hvad konsekvenserne af en aldrende befolkning er, og hvor vi bør sætte ind over for udfordringerne. Desuden ved at dykke ned i, hvordan pension og velfærdssystemer bestemmer vores materielle leveforhold og de ældres muligheder for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, samt hvilke adfærdsmæssige reaktioner vi kan forvente på dette.

”Vi sætter stor pris på denne bevilling og de muligheder den giver os til at forske i konsekvenserne af en aldrende befolkning, både for samfundet generelt og for pensionssystemet mere specifikt,” siger Torben M. Andersen om at modtage bevillingen.

Torben M. Andersen skal lede projektet 'Ageing and pension' sammen med leder af ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed Jan Rose Skaksen. Desuden er lektor i økonomi Mette Trier Damgaard og adjunkt Jonas Maibom fra Institut for Økonomi også med i projektet, som er en del af et endnu større projekt, som til sammen har modtaget 12.849.000 kroner fra ROCKWOOL Fonden.