24,4 millioner kroner til forskning i valgnederlag og vores opfattelse af rusmidler, tid og livskvalitet
Margit Anne Petersen, Dorthe Kirkegaard Thomsen og Ali Amidi fra Psykologisk Institut samt Martin Bækgaard fra Institut for Statskundskab på Aarhus BSS ved Aarhus Universitet modtager til sammen 24,4 millioner kroner fra Danmarks Frie Forskningsfond.
De fire forskere fra Aarhus BSS på Aarhus Universitet har hver modtaget en Forskningsprojekt 2-bevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond på cirka 6 millioner kroner.
Lektor Margit Anne Petersen ved Center for Rusmiddelforskning på Psykologisk Institut skal undersøge unges brug af receptpligtige beroligende lægemidler som rusmiddel. Hun vil analysere, hvordan opfattelsen af disse lægemidler har ændret sig gennem historien, blandt andet gennem amerikansk populær og musikkultur og udforsker unge danske brugeres opfattelse, personlige erfaringer og eventuelt afhængighed af stofferne. Derudover vil hun undersøge, hvordan salg og promovering af disse lægemidler foregår på online markeder og sociale medier.
Professor i psykologi Dorthe Kirkegaard Thomsens projekt fokuserer på personlig recovery, altså oplevelse af livskvalitet, meningsfuldhed, kontrol over sin livssituation og håb, mens man lever med en psykisk lidelse. Hendes forskningsgruppe vil teste en ny behandling, der bruger historiefortælling til at styrke folks følelse af værdi og positiv identitet.
Lektor i psykologi Ali Amidi skal undersøge, hvordan mennesker opfatter og oplever tid. Kan vores biologiske ur, også kendt som døgnrytmen, påvirke vores opfattelse af tid? Og kan vores opfattelse af tid ændre vores biologiske ur?
Professor i statskundskab Martin Bækgaard skal undersøge, hvilke forklaringer partiledere bruger i forbindelse med valgnederlag, og hvordan forklaringerne påvirker vælgernes opbakning og opfattelse af valgets legitimitet.