Ny forskning i konsekvenser af coronavirus

Professor i statskundskab Michael Bang Petersen ved Aarhus BSS på Aarhus Universitet har fået en bevilling på 25 millioner fra Carlsbergfondet til at forske i borgernes adfærd og konsekvenserne for corona-epidemiens udvikling. Projektet hedder HOPE.

Professor i statskundskab Michael Bang Petersen ved Aarhus BSS på Aarhus Universitet Foto: AU Foto

Formålet med projektet er i første omgang at kvalificere de danske myndigheders strenge tiltag for at forebygge yderligere corona-smitte.

"Det er raskes adfærd i dag, der afgør smittekurvens udvikling om 14 dage. Borgernes adfærd spiller således en afgørende rolle for vores mulighed for at overvinde corona-epidemien. HOPE-projektet tilbyder en unik understøttelse af kampen mod at inddæmme epidemien ved at give et dybt indblik ind i borgernes adfærd,” siger Michael Bang Petersen.

Han har allerede rådgivet myndighederne om, hvordan de bedst informerer borgerne om alvoren i corona-virussens spredning. Rådgivning baseret på hans forskning om menneskets iboende frygt for smitte, som gør, at vi naturligt vil holde afstand til andre.

Lederskab kan redde liv

Som det sociale dyr mennesket også er, er det imidlertid uvant for os at måtte isolere os. Det er derfor afgørende, at politikere og myndighederne motiverer til den dramatiske adfærdsændring, som det kræver at hindre corona-virussen i at sprede sig.

I et åbent demokratisk samfund er lederskabet dog samtidig udfordret af misinformation på sociale medier og usikkerhed i befolkningen baseret på modsatrettede råd fra forskellige nationale og internationale myndigheder.

Hvordan håndterer og overlever demokratier en epidemi?

Efter epidemien vil forskerne undersøge effekten af de forskellige landes strategier, så vi kan lære af ’best practice’, hvis eller når en ny epidemi bryder løs. 

”De data, som vi nu har mulighed for at indsamle, mens corona-epidemien udfolder sig, er uvurderlige, når vi efterfølgende skal vurdere, hvilke tiltag som fejlede, og hvilke tiltag der lykkedes. HOPE-projektets ambition er således ikke blot at hjælpe her og nu, men også ruste samfundet til næste epidemi," siger Michael Bang Petersen.

Fakta:

  • Projektet HOPE: How Democracies Cope with Covid19: A Data-Driven Approach finansieres med 25 millioner kroner fra Carlsbergfondet.
  • Projektet vil koble epidemiologiske data med massive sociale datamængder, hvor der på tværs af flere lande trackes adfærd og kommunikation igennem en unik kombination af surveys, etnografiske studier, sociale medie data, digitale fodspor og dataskrab fra medier og myndigheders hjemmesider.
  • Projektleder: Professor i statskundskab Michael Bang Petersen ved Aarhus BSS på Aarhus Universitet
  • Medprojektledere: Andreas Roepstorff, professor i klinisk medicin og direktør af Interacting Minds Centre ved Aarhus Universitet, Rebecca Adler-Nissen, professor i statskundskab ved Københavns Universitet, og Sune Lehmann, professor ved Danmarks Tekniske Universitet
  • Læs mere, og hold dig opdateret om forskningen på projektets hjemmeside: ps.au.dk/hope