Vanskelige verdensmål - Den brændende platform

Mange politiske dagsordner kommer og går, men hele bæredygtighedsdagsordenen, som kommer til udtryk i FN’s 17 Verdensmål, er kommet for at blive, siger professor Mette Neville, Center for Små og Mellemstore Virksomheder på Aarhus BSS.

19.12.2019 | SANNE OPSTRUP WEDEL

At få kortlagt ruten frem mod både at kunne drive forretning og gøre noget godt for kloden er særligt svært for danske SMV’ere; de små og mellemstore virksomheder, som udgør 99 pct. af det danske erhvervsliv1). En analyse fra Dansk Erhverv2) viser blandt andet, at mange SMV’ere slet ikke arbejder med målene, og at ’der er et stort gab såvel i viden som i konkret arbejde med FN’s verdensmål imellem virksomheder med henholdsvis flere end og færre end 250 medarbejdere. Samtidig gælder det for de virksomheder, der allerede arbejder med CSR, at kun 28 pct. arbejder med innovation og forretningsudvikling i relation til indsatsen. Det er iøjnefaldende, fordi det er her, at CSR-arbejdet kobles til forretningen, og på grund af erhvervsstrukturen i Danmark spiller især små og mellemstore virksomheder en afgørende rolle for vores bidrag til FN’s verdensmål.’

Krav fra alle sider

”Mange politiske dagsordner kommer og går, men hele bæredygtighedsdagsordenen, som kommer til udtryk i FN’s 17 Verdensmål, er kommet for at blive, og som SMV er man nødt til at forholde sig til den nye dagsorden, for kravene kommer fra alle sider. Forbrugeradfærden ændrer sig, og forbrugerne ønsker i stigende grad at kunne vælge bæredygtige alternativer, hvilket på den ene side skaber nye forretningsmuligheder og på den anden side kan true virksomhedernes konkurrencekraft, hvis man ikke taler ind i bæredygtigheds-dagsordenen. B2B-virksomhederne oplever også i stigende grad at blive stillet over for bæredygtighedskrav. Mange store virksomheder arbejder allerede strategisk med målene og stiller krav til deres underleverandører, som ofte er SMV’ere. Kommunernes indkøbspolitik skal også i stigende omfang understøtte bæredygtighed. Sågar i forhold til at kunne rekruttere arbejdskraft spiller bæredygtighed en rolle, for de unge vil kunne identificere sig med virksomhedens værdier og kunne se mening i det, de laver. Verdensmålene er dermed også en del af kampen om arbejdskraften,” siger centerleder, professor Mette Neville, Center for Små og Mellemstore Virksomheder, Aarhus BSS.

"Der er klart et potentiale i bare at fortælle om det, man allerede gør i en verdensmålskontekst, men det må på ingen måde få karakter af greenwashing"

Mette Neville, professor, Juridisk Institut, Center for Små og Mellemstore Virksomheder, Aarhus BSS

Op i helikopteren

Men mange SMV’ere har svært ved at forholde sig til FN’s 17 verdensmål. De giver udtryk for, at det forekommer stort og diffust for en mindre virksomhed, hvor det primære fokus ofte er på driften.

Skal FN’s 17 verdensmål skabe værdi for virksomheden, skal ledelsen op i helikopteren og analysere sig frem til, hvilke verdensmål det strategisk giver mening at arbejde med og hvordan, og den øvelse er svær for mange SMV’er. Men der er også andre udfordringer.

”Såfremt virksomheden for eksempel skal tale ind i verdensmål nr. 12 om ansvarligt forbrug og produktion, går opfyldelsen meget ofte hånd i hånd med anvendelse af ny digital teknologi, og det gør det på ingen måde lettere. Vores projekt ’SMV-bestyrelsen som digital katalysator (se faktaboks, red.) viser blandt andet, at bestyrelse og (ejer)leder ofte har svært ved at arbejde strategisk med ny digital teknologi. De savner kendskab til de nye teknologier og har svært ved at analysere, hvor digitalisering kan skabe størst værdi. Disse udfordringer slår jo direkte igennem på muligheden for at arbejde med en række af verdensmålene,” siger Mette Neville og tilføjer:

”Det positive er, at en stor del af de SMV’ere, der digitaliserer gennem brug af mere avanceret teknologi, også arbejder med forretningsmuligheder, som vil tale ind i verdensmålene. De er bare ikke altid selv klar over det.”    

Fakta - Projekt SMV-bestyrelsen som digital katalysator

Målet med projektet ‘SMV-bestyrelsen som digital katalysator’ er at bidrage til vækst på kort og lang sigt ved at klæde SMV-bestyrelser på til, som en del af den strategiske ledelse, at udvikle og forankre en strategi for digitale initiativer og innovation. Projektet er et partnerskab mellem Center for Små og Mellemstore Virksomheder, Aarhus BSS, DTU Business, Danmarks Tekniske Universitet, Gejst/Studio og Erhvervshus Midtjylland.

Projektet er støttet af Industriens Fond under temaindkaldelsen ‘Nye digitale forretningsmodeller’.

De "bløde" mål

Der er dog også verdensmål, som ikke primært er teknologidrevne. Det gælder for eksempel verdensmål nr. 8, der blandt andet omhandler anstændige jobs og at være en ansvarlig arbejdsplads.

”Vi kan se, at mange af de SMV’ere, vi har arbejdet med, allerede bevidst eller ubevidst arbejder med det, man måske kan betegne som de ’bløde’ mål. De har for eksempel et mål om at ville beskæftige mindst 10 pct. ansatte, der har haft det svært eller tager et socialt ansvar i lokalområdet. Men ofte er indsatsen skjult i SMV’ere, for ejerledere handler ofte med hjertet og ikke for at styrke virksomhedens konkurrencekraft. Derfor står mange af dem heller ikke på rulleteksten på en tv-indsamling eller skilter med deres indsats på hjemmesider mv. Nogle siger direkte, at det er ikke noget, man skal slå mønt af. Andre vil ikke stigmatisere en gruppe ansatte. Jeg forstår dem godt, men samtidig kan der være store gevinster at hente ved at være åbne om det, for eksempel i forhold til at rekruttere nye medarbejdere,” forklarer Mette Neville.

At virksomhederne ikke opfatter deres tiltag som en del af opfyldelsen af verdensmålene, tyder analysen fra Dansk Erhverv også på: Når man spørger virksomhederne, har seks ud af ti virksomheder et meget begrænset kendskab til målene, men samtidig viser undersøgelsen, at selv om kendskabet er sparsomt, så arbejder knap tre ud af fire virksomheder – bevidst eller ubevidst – med verdensmålene som en del af deres kerneforretning. En lang række virksomheder arbejder med andre ord med verdensmålene uden at vide det. Der bør således være et markant potentiale for, at flere virksomheder gør det til en del af strategien at udnytte de nye markedsmuligheder på området.

Ingen "greenwashing"

”Der er således klart et potentiale i bare at fortælle om det, man allerede gør i en verdensmålskontekst, men det må på ingen måde få karakter af greenwashing. Det skal være strategisk velovervejet, for man skal kunne stå på mål for det, man melder ud,” siger Mette Neville og tilføjer:

”Hertil kommer, at det som sagt er svært for ejerledere at skulle brande sig på arbejdet med de bløde mål. Der skal her rammes en hårfin balance mellem hjerte og forretning. Det er nemmere med de andre verdensmål, for eksempel verdensmål 12 om ansvarligt forbrug og produktion, men her er det som sagt til gengæld svært at udnytte de digitale teknologier, der kan føre til opfyldelsen af verdensmålene.”

Det er altså meget svært for SMV’erne at få skåret den store kage af mål og undermål ud i mindre, spiselige stykker, og det på trods af at det er helt afgørende i forhold til forbrugerne, som kræver bæredygtige løsninger. Og også i forhold til B2B eller B2B-kunder, som stiller højere og højere krav til deres leverandører. Fra et økonomisk synspunkt kan arbejdet med verdensmålene være helt afgørende for vækst, konkurrencekraft og muligheden for sikring af arbejdskraft.

Netop pga. vigtigheden af, at SMV’erne forholder sig strategisk til verdensmålene, er Center for SMV ved at formulere et projekt, som har til formål at øge danske SMV´ers engagement i de 17 Verdensmål og at ruste bestyrelse og direktion til at arbejde strategisk med målene, herunder at forstå, vurdere og investere rigtigt i konkrete initiativer og nye forretningsideer, der taler ind i den nye globale dagsorden.

Noter:

1) https://www.danskindustri.dk/di-business/arkiv/nyheder/2019/2/smver-er-danmarks-vakstlokomotiver/

2) Alle ombord? Status på virksomhedernes arbejde med CSR og FN’s Verdensmål. Analyse nr. 14, 2019 - 22. februar (Dansk Erhverv)