Stor donation til forskning skal ruste ledere til samfundsudfordringer
Købmand Herman Sallings Fond donerer 30 millioner kroner til Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse på Aarhus Universitet.
Krig i Europa. Klimaudfordringer. Krævende betingelser for demokratiet. Der er ikke mangel på samfundsudfordringer, og de kalder alle på god ledelse.
Derfor har bestyrelsen for Købmand Herman Sallings Fond besluttet at støtte det langsigtede arbejde med at sikre den relevante ledelsesmæssige viden. Fonden har således doneret 30 millioner kroner til forskning i ledelse af samfundsudfordringer i regi af Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse frem til og med 2029.
Bestyrelsesformand for Købmand Herman Sallings Fond, Jens Bjerg Sørensen, udtaler:
”Relevant viden om ledelse er til gavn for rigtigt mange mennesker. Det betyder meget, at ledere på alle niveauer er rustet til deres opgaver. Det gælder lokalt, nationalt og globalt, for det er bestemt ikke nemt at lykkes med ledelse på nogen af niveauerne.”
Ifølge professor og centerleder for Kronprins Frederiks Center for Offentlige Ledelse, Lotte Bøgh Andersen, kræver god ledelse viden om, hvad der virker i forskellige situationer, og hun vurderer, at den viden bedst skabes i tæt samspil mellem forskere, dygtige ledere og beslutningstagere.
”Praktikere og forskere fra resten af verden kigger allerede til Danmark, når de skal bruge solid viden om ledelse. Men vi må ikke hvile på laurbærrene, for de nye samfundsudfordringer stiller nye krav. Ledelse kan bidrage til bedre løsninger, men det kræver, at praktikere og forskere samarbejder om at skabe et stærkt vidensgrundlag,” siger professor Lotte Bøgh Andersen.
Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse blev takket være en donation på 52,2 millioner kroner fra Købmand Herman Sallings Fond etableret i 2018 i anledning af Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederiks 50-års fødselsdag. Siden har centeret i samarbejde med ledelsespraktikere fra hele Danmark arbejdet på at skabe og dele viden om ledelse. Den nye donation skal især bidrage til viden om ledelse i forhold til samfundsudfordringer.
Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse er knyttet til Institut for Statskundskab ved Aarhus BSS på Aarhus Universitet.