Mor er influencer. Hvad må jeg?

Mindreårige børns optræden på forældrenes influencer-kanaler er til debat. Men man kan mene om det, hvad man vil. Lovgivningen er egentlig ganske klar og principiel, understreger to juraeksperter fra Aarhus BSS ved Aarhus Universitet i en ny forskningsartikel.

Foto: Adobe Stock

Deres arbejdsplads er de sociale medier. Især Instagram og YouTube er kanaler, hvor de viser dette og hint frem for deres følgere og for omverdenen i øvrigt. Jo flere følgere de har, jo mere interessante er de for virksomheder, organisationer og andre i forhold til at promovere holdninger, budskaber og produkter. 

De er kendte som influencere, et ord, som i følge Den Danske Ordbog har været kendt siden 2015, og som er mere anvendt end den danske pendant influent, som dog har været kendt siden 1994. 

Og det kan faktisk være en ganske indbringende forretning. Én af de bedst betalte influencere i Danmark er den nu 45-årige Mascha Vang, som i følge eget udsagn i 2023 havde en månedlig indtægt i omegnen af en halv million kroner. Hun har godt 230.000 følgere på Instagram. 

Men Mascha Vang er også kendt for igennem flere år at have optrådt med sin nu 12-årige datter Hollie Nolia i sine opslag, og det kan tilsyneladende dele vandene i den offentlige debat. 

Organisationen Børns Vilkår har plæderet for et generelt forbud mod at bruge mindreårige på sociale medieplatforme i kommercielt øjemed, og to jurister fra Aalborg Universitet har i en artikel i Tidsskrift for Familie- og Arveret argumenteret for, at det allerede er ulovligt – eller i hvert fald på kanten af Databeskyttelsesloven. 

Argumentet er, at børn i Databeskyttelsesloven har en særlig beskyttelse mod at få delt deres personoplysninger, men at Datatilsynet, som fører tilsyn med Databeskyttelsesloven, ikke håndhæver børnenes rettigheder. 

Det er et spørgsmål om, hvor meget forældrene må bestemme, og de må faktisk bestemme næsten alt på deres børns vegne

Caroline Adolphsen, professor, Juridisk Institut, Aarhus BSS

Vidtrækkende og principiel ret 

Men det er slet ikke Databeskyttelseslovgivningen, man skal tage udgangspunkt i, siger to jura-forskere fra Aarhus BSS ved Aarhus Universitet nu. Forældrenes ret til at beslutte på deres mindreårige børns vegne samt ansvar for deres børns trivsel er både vidtrækkende og helt principiel i det danske velfærds- og retssystem, understreger de. 

“Tager man udgangspunkt i særlovgivningen, risikerer man at overse, at beskyttelsen af barnet allerede er sikret i udformningen af den juridiske grundfigur, og at løsningen (som det oftest vil være gældende) findes her,” skriver professor i velfærdsret Caroline Adolphsen og videnskabelig assistent Lukas Callesen i en artikel i Tidsskrift for Familie- og Arveret. 

Og den juridiske grundfigur er i dette tilfælde Forældreansvarsloven, understreger de to AU-jurister. Det er nemlig her, at forholdet mellem mindreårige og indehaveren af forældremyndigheden retsligt er beskrevet. 

“Det er et spørgsmål om, hvor meget forældrene må bestemme, og de må faktisk bestemme næsten alt på deres børns vegne, med mindre selvfølgelig der er tale om omsorgssvigt, vold eller krænkelser. Så er det myndighedernes – kommunernes – pligt at gribe ind, hvilket er beskrevet i Barnets lov, og det er det sikkerhedsnet, der er,” siger Caroline Adolphsen. 

For at illustrere rækkevidden af Forældreansvarsloven, nævner forskerne forældrenes ret til at udøve og praktisere en religion. Både retten til familieliv og religionsfrihed er konventionsbeskyttede rettigheder, som ville blive udhulet, hvis den mindreårige skulle være en ligeværdig beslutningspart og have indflydelse på, om man vil deltage eller ej. 

“Det ville medføre, at familien ikke ville kunne leve et fælles familieliv med en fælles dagligdag,” skriver de i artiklen. 

Politisk holdning 

Det giver i følge de to forskere heller ingen mening at blande Datatilsynet, som fører tilsyn med Databeskyttelseslovgivningen, ind i billedet. 

“Det er jo ikke Datatilsynets formål at beskytte børns rettigheder, og hvis man som forældre gerne vil have sine børn med på ens sociale medie-kanaler, så må man altså gerne det,” siger Lukas Callesen. 

Det centrale i Databeskyttelsesloven er nemlig samtykke, og da mindreårige som udgangspunkt ikke selv kan give samtykke – det er kun forældremyndighedsindehaveren, der kan give samtykke på mindreåriges vegne – er Databeskyttelseslovgivningen ingen hindring, for at forældre kan poste billeder og personlige oplysninger på sociale medier om deres børn. 

At det kan være problematisk at lade sine børn optræde på sociale medier i for eksempel kommercielle sammenhænge, medgiver de to juridiske forskere. 

“Men uanset hvad man måtte mene om det, så bliver det en politisk holdning, og det er problematisk at blande en politisk holdning sammen med en juridisk faglig holdning. Og så giver det ikke mening at blande forskellige lovgivninger sammen, ligesom det ofte er bedre at bruge de regler, der rent faktisk er, fremfor at finde på nye,” siger Caroline Adolphsen. 

Fakta

Vi bestræber os på at leve op til Danske Universiteters principper for god forskningskommunikation. Derfor er artiklen suppleret med følgende oplysninger:

Studietype Forskningen er udført under anvendelse af retsdogmatisk metode. 
Eksterne samarbejdspartnere Ingen
Ekstern finansiering

Ingen

Interessekonflikt Ingen
Andet Nej
Link til videnskabelig artikel Mindreåriges arbejde i forældremyndighedsindehaverens virksomhed 
Kontakt

Lukas Callesen, [email protected], Juridisk Institut, Aarhus Universitet. 

Caroline Adolphsen, [email protected], Juridisk Institut, Aarhus Universitet.