HD i regnskab og økonomistyring kan nu læses online

Aarhus BSS tilbyder nu HD i regnskab og økonomistyring som online uddannelse. Det sker for at imødekomme travle erhvervsfolks ønsker om at efteruddanne sig på mere fleksible præmisser, så de kan kombinere studie med arbejds-, fritids- og familieliv.

Foto: Adobe Stock

"På HD er vores studerende typisk travle erhvervsfolk, og i en tid, hvor arbejds- og familieliv skal balanceres, kan det være svært at forpligte sig til at modtage undervisning på fastlagte tidspunkter og steder. HD som onlinestudie giver den maksimale fleksibilitet, fordi undervisningen gøres tilgængelig via videoer, som de studerende kan se og gense, når og hvor det passer dem," siger Ann-Kristina Løkke, der er studieleder for HD ved Aarhus BSS.

HD 2. del-uddannelsen i regnskab og økonomistyring (HD(R)) kan fra efteråret 2025 læses online på Aarhus BSS, Aarhus Universitet, dog med undtagelse af fagene Seminar og Afhandling. Men det er også muligt at få undervisning på campus i Aarhus eller Herning som hidtil eller som en kombination af de to formater.

Undervisningen vil være af samme kvalitet, uanset om man deltager online eller fysisk. Meningen er at give de studerende en øget fleksibilitet til at studere, hvor og hvornår det passer dem.

Hvordan foregår undervisningen online?

Muligheden for at læse uddannelsen online udrulles løbende, så 1. semester-fagene og valgfagene på 3. semester udbydes i efteråret 2025, efterfulgt af 2. semester-fagene i foråret 2026.

Online-undervisningen på HD i regnskab og økonomistyring består af flere elementer:

  • Undervisningsvideoer, der bliver tilgængelige løbende i semestret, og som kan ses og genses når som helst.
  • Online live læringsmoduler, hvor studerende kan møde underviseren og medstuderende til diskussioner og øvelser. Modulerne afholdes uden for normal arbejdstid og flere gange pr. fag.
  • Mulighed for at stille spørgsmål til underviseren via e-mail.

Fakta om HD(R) online:

  • HD i regnskab og økonomistyring er en specialiseret efteruddannelse på deltid.
  • Alle fag kan læses enten online (undtagen fagene Seminar og Afhandling), ved fysisk fremmøde på campus i Aarhus eller Herning eller som en kombination. Ved semesterstart vælges det format, der passer den studerende bedst.
  • Den nye onlinemulighed starter op i september 2025 for 1. semesters fagene og valgfagene på 3. semester.
  • Ansøgningsfristen til HD er den 1. maj 2025.