2.9 millioner kroner til professor Irene Pollach

Professor Irene Pollach fra Institut for Virksomhedsledelse får 2.879.317 kroner fra Danmarks Frie Forskningsfond (DFF) til projektet: ”The Mediation of Climate Change Responsibility”.

Professor Irene Pollach, Institut for Virksomhedsledelse, Aarhus BSS
Professor Irene Pollach, Institut for Virksomhedsledelse, Aarhus BSS Foto: AU Foto

”Jeg er virkelig begejstret for at modtage endnu en bevilling fra DFF, da sådan en bevilling giver mig mulighed og frihed til at gå i dybden med et emne og bygge et omfattende datasæt på tværs af forskellige lande og år,” siger professor Irene Pollach.

Emnet for projektet er mediernes magt til at forme, hvilke emner vi tænker over, og hvordan vi tænker om dem. Mediernes påvirkning af os er især relevant i forhold til emner, vi ikke kan observere direkte, såsom klimaforandringer, der er et fænomen, de fleste mennesker netop kun har kendskab til gennem medierne.

Konsekvensen er, at mediernes fortælling om klimaændringer kan påvirke, hvordan folk forstår deres årsager og konsekvenser, hvilket igen kan påvirke, hvordan de agerer som forbrugere, medarbejdere, iværksættere, investorer eller politiske beslutningstagere. Hvis medierne for eksempel konsekvent præsenterer virksomheder som årsagerne til klimaforandringerne og politikere som dem, der skal finde løsninger, så ser forbrugerne måske ikke sig selv som hovedagenterne for bekæmpelsen af klimaforandringerne.

Formålet med projektet er, gennem en systematisk, narrativ analyse af nyhedsartikler, at undersøge, hvem medierne fremhæver som ansvarlige for klimaforandringer i tre lande, og om dette har ændret sig gennem de sidste to årtier i takt med, at den globale opvarmning er blevet til menneskehedens største udfordring. Forskningen skal bidrage til, at mediebranchen kan blive en mere konstruktiv og bevidst aktør i kampen mod klimaforandringer.

Projektet er et forskningsprojekt -1 i kategorien Samfund og Erhverv.

Læs mere om Irene Pollach og hendes forskning