2,7 millioner kroner til forskning i reklamers påvirkning af medieindholdet

Professor i virksomhedsledelse Irene Pollach fra Aarhus BSS på Aarhus Universitet har fået 2,7 millioner kroner fra Danmarks Frie Forskningsfond (DFF). I sit projekt vil hun undersøge, hvorvidt de virksomheder, som betaler for avisreklamer, behandles på en særlig måde af medierne.

”Advertising and News Media Bias” hedder det projekt, som professor Irene Pollach har fået 2.654.066 kroner til at realisere. Midlerne er givet af Danmarks Frie Forskningsfond i december 2021 under virkemidlet Forskningsprojekt-1 i kategorien Samfund og Erhverv.

Til september bliver en ph.d.-studerende ansat, og projektet går i gang. 

I projektet skal de undersøge, om der findes en bias til fordel for reklamekunder i mediernes erhvervsnyheder.  

”Jeg er meget taknemlig for bevillingen,” siger Irene Pollach og fortsætter:  

”Den kom meget belejligt lige i forlængelse af min første bevilling fra DFF. Begge mine DFF-bevillinger undersøger forholdet mellem virksomheder og medierne, som er et virkelig spændende felt. Men det kræver store mængder af data, som skal indsamles manuelt for at sikre kvaliteten og matche dem med andre slags data. Uden ekstern finansiering vil det næsten være umuligt at undersøge forholdene i dybden.” 

I sit abstract for projektet skriver hun følgende:  

”Aviser er organiseret som virksomheder, der sælger nyheder og reklameplads. Indtægter fra nyhedssalg er dog faldet drastisk i årevis, hvilket betyder, at nyhedsorganisationer er blevet dybt afhængige af reklameindtægter.  

Denne afhængighed har givet de virksomheder, som har råd til at købe reklameplads, mere magt og kan give anledning til interessekonflikter i forhold til, hvordan nyheder om selve virksomhederne vinkles.”  

”Projektet vil vise, hvorvidt avisreklamer påvirker erhvervsnyheder. Resultatet har dermed betydning for tillid i de etablerede medier og deres økonomiske rolle i samfundet.” 

Professor i virksomhedsledelse Irene Pollach, Aarhus BSS

Læs mere: om Irene Pollach og hendes forskning


Seneste nyt