Kvinder og mænd reagerer vidt forskelligt på mobning
Mænd og kvinder har cirka lige stor risiko for blive udsat for mobning på arbejdspladsen, men hvor mobning ofte får kvinderne til at langtidssygemelde sig eller bruge antidepressiver, vælger mænd i højere grad helt at forlade arbejdsmarkedet i en periode. Det viser ny forskning fra Aarhus BSS og Københavns Universitet.
Mobning på arbejdspladsen fordobler kvinders sygefravær, fører til øget brug af antidepressiver og påvirker kvindernes helbred negativt i lang tid. Til gengæld er der hos mændene dobbelt så stor sandsynlighed for, at de forlader arbejdsmarkedet for en stund, efter de har været udsat for mobning. Det viser ny tværfaglig forskning fra Aarhus BSS – Aarhus Universitet og Københavns Universitet.
I studiet angiver 7 procent af respondenterne, at de er udsat for mobning. Heraf er 43 procent mænd. I alt 3182 personer fra både offentlige og private organisationer har deltaget.
”Det store spørgsmål er, hvorfor mænd primært reagerer ved at forlade arbejdspladsen, mens kvinderne reagerer på mobning ved et længere sygefravær. Det viser i hvert fald en forskel i kønnenes måde at håndtere mobning på,” siger adjunkt Tine Mundbjerg Eriksen fra Institut for Økonomi på Aarhus BSS.
Mobning påvirker ikke mænds sygefravær – men deres løn
Sammen med kollegaerne fra Københavns Universitet har Tine Mundbjerg Eriksen netop udgivet sin forskning i det anerkendte tidsskrift Labour Economics, og ifølge hende var det overraskende, at mobningen ikke virker til at føre til øget sygefravær hos mænd.
”Til gengæld indikerer de mobbede mænd i højere grad end kvinderne, at de går på arbejde, selvom de egentlig er syge. Samtidig ser det ud til, at mobning påvirker lønniveauet hos mænd negativt, hvilket indikerer, at mobningen hæmmer deres muligheder for lønforhøjelse og forfremmelser. Én måde at mobbe på er jo, at dine kollegaer eller din chef hæmmer dine muligheder for at udføre arbejdet ordentligt, laver om i dine opgaver eller giver de sjove og vigtige opgaver til andre.”
Når det kommer til typen og hyppigheden af mobning, viser forskningen, at mænd er lige så udsatte for arbejds- og personrelateret mobning som kvinder, men faktisk en smule mere udsatte for fysisk intimidering end kvinderne.
Artiklen fortsætter under videoen
Mobning er værre end vold og sexchikane
Tidligere studier har vist, at mobning medfører de samme symptomer som posttraumatisk stress, og at mobning medfører flere langtidssygemeldinger end f.eks. vold, trusler og sexchikane. Tilbage i 2003 anslog organisationen Lederne, at mobning kostede cirka to mio. arbejdsdage om året.
En stor del af mobningen på danske arbejdspladser kommer formentlig aldrig frem i lyset, hvilket ifølge Tine Mundbjerg Eriksen blot er med til at understrege problemets vigtighed og behovet for yderligere forskning.
”Der er stadig mange ting, vi ikke ved helt præcist. For eksempel om mobningen følger med personen eller arbejdspladsen eller begge dele. Men det er dyrt problem for samfundet og for det enkelte individ, så det vil vi gerne dykke dybere ned i,” siger Tine Mundbjerg Eriksen.
Om forskningen:
- Alle resultaterne i det nye studie forbliver uændret, selv når forskerne tager højde for faktorer som personernes tidligere sygefravær, arbejdsmarkedstilknytning, personlighed og arbejdspladsens karakteristika med videre.
- Forskningsartiklen ”Long-term consequences of workplace bullying on sickness absence” er publiceret i tidsskriftet Labour Economics.
- Bag den tværfaglige forskning står adjunkt Tine L. Mundbjerg Eriksen fra Institut for Økonomi på Aarhus BSS, professor Annie Høgh fra Institut for Psykologi på Københavns Universitet og Åse Marie Hansen fra Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet.
- Forskningen baserer sig på en undersøgelse fra 2006, som så er sammenkørt med data om sygefravær fra årene 2007-2011. Resultaterne stemmer overens med andre internationale studier om emnet.
Yderligere information
Adjunkt, ph.d. Tine L. Mundbjerg Eriksen
Institut for Økonomi, Aarhus BSS – Aarhus Universitet
Tlf: 8716 5298
Mail: teriksen@econ.au.dk