Hjemvendt professor får bevilling fra Danmarks Grundforskningsfond
Efter 18 år i USA og Canada er professor Morten Ørregaard Nielsen vendt tilbage til Aarhus Universitet, hvor det hele startede med først en kandidat- og senere en ph.d.-grad i økonomi. Det var tilbage i 2003.
Siden har han forsket på Cornell University i USA og på Queens University i Canada.
Nu modtager den hjemvendte professor en DNRF Chair bevilling for at fortsætte sit arbejde med økonometriske studier på Institut for Økonomi på Aarhus BSS ved Aarhus Universitet.
Morten Ørregaard Nielsen er blot den sjette danske forsker, der modtager en DNRF Chair bevilling, som Danmarks Grundforskningsfond etablerede som virkemiddel i 2020 netop for at ”motivere og støtte danske universiteter til at tiltrække og rekruttere særligt fremragende forskere fra udlandet, herunder danskere, som ønsker at vende tilbage fra en international position.”
”Jeg er meget begejstret for at have modtaget en DNRF Chair bevilling. Det er en stor anerkendelse af min forskningskarriere og vigtigheden af forskningen, og med bevillingen får jeg enestående rammer for at videreføre min forskningskarriere i Danmark og på Aarhus Universitet,” siger Morten Ørregaard Nielsen.
I sin forskning arbejder Morten Ørregaard Nielsen med at udvikle økonometriske metoder, som kan bruges til at håndtere komplicerede afhængighedsstrukturer i analyser af data, der ikke stammer fra kontrollerede eksperimenter, så det bliver muligt at producere mere pålidelig inferens.
Også institutleder Niels Haldrup er begejstret for Morten Ørregaard Nielsens tilbagevenden til Institut for Økonomi.
”Vi er utrolig glade og stolte over, at Professor Morten Ø. Nielsen nu vender tilbage til Aarhus Universitet og vil bidrage med sin store erfaring fra førende nordamerikanske forskningsmiljøer,” siger Niels Haldrup.
DNRF Chair bevillingen kan ansøges tre gange årligt, og hvert universitet må højst sende to ansøgninger til hver runde. Bevillingerne ligger gennemsnitligt på 5-10 mio. kr., men kan i helt særlige tilfælde komme op på 20 mio. kr. Virkemidlet løber foreløbig frem til 2024.
- Læs mere om DNRF Chair bevillingen.