Forhandlingsekspert tilknyttes Aarhus BSS

Han har gennem godt et årti indført jurastuderende og jurister i forhandlingens ædle kunst og gjort faget eftertragtet. Nu er Executive Vice President Mikkel Gudsøe udnævnt som adjungeret lektor på Juridisk Institut.

Han er utrætteligt interesseret i forhandling.

Denne korte sætning opsummerer i virkeligheden Mikkel Gudsøes karriere temmelig præcist og forklarer samtidig, hvorfor han af Thomas Pallesen, dekan på Aarhus Universitets business school, Aarhus BSS, netop er blevet udnævnt til adjungeret lektor på Juridisk Institut.

Mikkel Gudsøe, som i dag er Executive Vice President hos Juhl Bach Holding, har nemlig gennem de seneste 9 år overført sin store passion for juridisk forhandling til mange jurastuderende på Aarhus BSS, taget dem med til internationale forhandlingskonkurrencer hvert år og gjort fagområdet både anerkendt og efterspurgt. Også udenfor universitetets gule mure, hvor han underviser advokatfirmaer og jurister i både Danmark og udlandet og holder masser af foredrag om forhandling og indflydelse.

Ligefrem og ærlig underviser

Tallene taler for sig selv. I 2007 startede Mikkel Gudsøe valgfaget juridisk forhandling op på Juridisk Institut, og i dette semester har over 80 studerende ønsket faget. Sideløbende deltager han jævnligt sammen med sine studerende i internationale forhandlingskonkurrencer, som hans hold flere gange har vundet og fået udmærkelser ved.

I evalueringerne roses han for sin meget ligefremme undervisningsstil, hvor han deler sine egne oplevelser, fejl og succeser med de studerende og sin insisteren på at udbrede sin viden til blivende kompetencer resten af karrieren. Og samtidig oplever de studerende, at faget – og særligt fagets eksamen, hvor de skal forhandle mod Mikkel Gudsøe - giver dem et overblik og en ro i andre pressede situationer som f.eks. mundtlige eksamener, taler og naturligvis forhandlinger.

Mikkel Gudsøe insisterer på, at forhandling handler om at optimere relationer og resultater for begge parter og ikke om kun at maksimere egne forhold på den andre parters bekostning.

”Forhandling er en kompetence, som alle kan lære, og som alle i princippet gør hver dag. Enhver kommunikation med et andet menneske er forhandling. De studerende oplever, at tankegangen omkring forhandlinger kan gavne dem i andre situationer. For mit eget vedkommende elsker jeg at undervise såvel som praktisere forhandling og tror meget på, at den som underviser, lærer,” fortæller Mikkel Gudsøe, som er glad og stolt over den nye titel.

Vil forske på tværs

Og tilbage til det utrættelige. For Mikkel Gudsøe hviler ikke på laurbærrene eller føler sig færdigudlært. Tværtimod vil han nu bruge sin adjungering til at forske yderligere i forhandling og gerne på tværs af fagområder.

”Det kunne være interessant at samarbejde med fx psykologer og hjerneforskere om, hvad der sker i menneskers verbale og nonverbale adfærd, når vi forhandler. Det er noget af det, jeg vil kigge nærmere på og udforske yderligere i fremtiden,” siger han.

På hans arbejdsplads ser de det som en styrke, at han underviser og dygtiggør sig inden for feltet og bakker derfor op om hans passion for forretning og forhandling.

”Min forhandlingspassion har ikke bare været en nichehobby, men har altid haft en direkte linje ind til værdiskabelsen i mit arbejde, og derfor er der en super sammenhæng. Det er jeg naturligvis glad for, at min arbejdsgiver er enig i og kan se fordelene ved. For jeg kan slet ikke lade være med at læse, undervise og dyrke området,” siger Mikkel Gudsøe, der også mærker et øget fokus i medierne på områdets indflydelse erhvervslivet og den politiske verden. 

Yderligere information

 

Kontakt

Mikkel Gudsøe, adjungeret lektor
Juridisk Institut, Aarhus BSS – Aarhus Universitet
Mail: mg@jbholding.com