Borgerne bidrager selv til politikerlede

Mennesker har en særlig evne til at opfange og videreformidle informationer om egoistiske og selviske ledere. Dermed bidrager borgerne i høj grad selv til udbredelsen af politikerlede og mistillid til politikerne, viser nyt studie fra Aarhus BSS på Aarhus Universitet.

Folk husker informationer om selviske politikere bedre og er mere motiverede til at sende den slags information videre til andre borgere. Foto: Camilo Jiminez/Unsplash

Studiet, som er lavet på Institut for Statskundskab på Aarhus BSS, viser, at den stigende tillidskrise, som er konstateret i mange vestlige demokratier i de seneste årtier, ikke blot kan tilskrives mediernes nyhedskriterier og prioritering af personsager. Borgerne spiller selv en væsentlig rolle i, at de disse nyheder spredes hurtig og på bekostning af positive historier.

”Folk husker informationer om egennyttemaksimerende politikere bedre og er dygtigere og mere motiverede til at sende den slags information videre til andre borgere set i forhold til information, som fokuserer på politisk substans,” forklarer lektor i statskundskab Troels Bøggild fra Aarhus BSS på Aarhus Universitet.

”Det skyldes, at der er en medfødt tendens i menneskets hukommelse, som påvirker, hvilken type politisk information vi sender videre i vores sociale netværk. På den måde er borgerne med til at overdrive problemet med selviske politikere,” fortsætter han.

Sammen med lektor Lene Aarøe og professor Michael Bang Petersen fra Institut for Statskundskab, Aarhus BSS, Aarhus Universitet står Troels Bøggild bag studiet, ”Citizens as Complicits: Distrust in Politicians and Biased Social Dissemination of Political Information”, som netop er udkommet i det anerkendte tidsskrift American Political Science Review.

Sladder overlever

Grundlaget for forskernes konklusioner er en række internetbaserede eksperimenter med i alt 3353 repræsentativt udvalgte deltagere i USA, som er gennemført som en form for hviskeleg: Deltagerne i den første gruppe læser en fuld nyhedsartikel, som de så genfortæller til dem i den næste gruppe, som så genfortæller igen. Det er kun den information, som anses for vigtig, der overlever en sådan behandling.

”Vi observerer, at folk opfanger og videreformidler mere om strategi og politikerens selviske adfærd end selve politikkens indhold,” siger Troels Bøggild og fortsætter:

”Vi kan også se, at mistillid spredes. Når negativ information om politikere bliver overrepræsenteret, får også de personer, der modtager det gennem anden og tredje hånd, mindre tillid til politikerne og støtter i mindre grad op om de politiske beslutninger. Det er hele humlen i det,” siger Troels Bøggild.

Det var en gang en overlevelsesmekanisme

Ifølge Aarhus BSS-forskerne stammer den medfødte psykologiske tendens fra menneskets udviklingshistorie, hvor det har været en evolutionær fordel at have særlig opmærksomhed på ledere, der rager til sig på fællesskabets bekostning.

”Den gang var der ingen formelle kontrolinstanser til at kigge lederne efter i kortene, så dette var deres måde at gardere sig mod autoritære ledere og ikke-samarbejdsvillig adfærd,” siger Troels Bøggild.

Forskerne overfører nu dette til en politisk sammenhæng og kæder det til de negative konsekvenser, det kan få for den politiske samtale. Politikernes adfærd, mediernes nyhedskriterier, men også borgernes stærke opmærksomhed og hukommelse for politikere, der bruger deres magtposition til at fremme egne interesser, er alle centrale ingredienser i denne dynamik.

Forskerne understreger dog, at borgernes opmærksomhed på personsager ikke nødvendigvis er et problem. I samspil med medierne kan borgernes årvågenhed netop modvirke, at korrupte politikere kommer til magten.

Yderligere info:

Troels Bøggild, lektor i statskundskab 
Aarhus BSS, Aarhus Universitet
Mail: tboeggild@ps.au.dk
Fastnet: 87165732
Mobil: 40359376

Lene Aarøe, lektor i statskundskab
Aarhus BSS, Aarhus Universitet
Mail: leneaaroe@ps.au.dk
Fastnet: 87165705

Michael Bang Petersen, professor i statskundskab
Aarhus BSS, Aarhus Universitet
Mail: michael@ps.au.dk
Fastnet: 87165729
Mobil: 20775944