Bevilling fra Facebook til Aarhus BSS-forskere

Michael Bang Petersen og Alexander Bor fra Institut for Statskundskab på Aarhus BSS har modtaget en bevilling på 863.000 kroner fra Facebook. Bevillingen skal bruges til at jagte de psykologiske motivationer, der ligger bag politisk had og deling af misinformation på sociale medier.

Michael Bang Petersen, professor i statskundskab Foto: AU Foto
Alexander Bor, postdoc i statskundskab Foto: Aarhus BSS

En ny bevilling fra Facebook gør det muligt for Michael Bang Petersen og Alexander Bor fra Institut for Statskundskab på Aarhus BSS, Aarhus Universitet at lave yderligere studier af de psykologiske motivationer bag politisk had og deling af misinformation på internet og sociale medier. Nu skal fænomenet undersøges på tværs af en række lande udover Danmark og USA, hvor forskerene allerede har været i gang med projektet ROPH – Research on Online Political Hostility (støttet af Carlsbergfondet med 15,7 millioner kroner).

Resultater fra ROPH-projektet viser, at folk, som er optaget af at opnå høj status, er mere fjendtlige i politiske diskussioner på internet, end andre mennesker. Da disse personer også udviser aggression, når de diskuterer offline, vil forskerne kigge efter årsager andre steder end i medierne selv.

Ifølge Michael Bang Petersen og Alexander Bor skal årsagerne dels findes i evolutionspsykologien: Mennesker udviser aggression for at opnå status. Og når der er konflikt mellem grupper, spreder vi rygter og misinformation om vores modstandere for at stille dem i et dårligere lys.

Dels skal årsagerne findes i de sociale udfordringer, vi som mennesker står overfor i dagens samfund: politisk polarisering, ulighed, stress, angst og andre problemer, som især unge, mere digitale generationer kæmper med.

Ønsket om at opnå en højere status spiller også en rolle i forhold til spredningen af misinformation, ligesom et ønske om at ”se verden brænde” er en motivation for fjendtlig rygtespredning. Har man stærke følelser i mod politiske modstandere, spreder man også gerne rygter.

De videre studier skal nu laves i Spanien, England, Tyskland, Ungarn, Tyrkiet, Egypten, Tunesien, Nigeria, Sydafrika, Forenede Arabiske Emirater, Israel, Rusland, Kina, Indien, Indonesien, Filippinerne, Sydkorea, Vietnam, Australien, Brasilien, Argentina, Chile, Mexico, foruden Danmark og USA. 

Michael Bang Petersen og Alexander Bor var i konkurrence med over 1000 andre ansøgere til Facebooks bevilling ’Facebook’s Foundational Integrity Research: Misinformation and Polarization’.