Affald i fokus for million-projekt på Aarhus BSS

Affald er fascinerende, synes Sanne Wøhlk. Hun er lektor i logistik på Aarhus BSS og skal bruge det næste par år på at undersøge mere effektive måder at indsamle og transportere det på. Det Frie Forskningsråd har for nylig bevilget 4,1 millioner kroner til projektet.

Hvordan får man affald transporteret fra husholdning til den endelige destination, typisk et behandlings- eller forbrændingsanlæg? Hvor meget af den skal omkring miljøstationer og genbrugsstationer først? Hvilke ruter skal lastbilerne anvende? Hvor tit skal de køre? Det er bare nogle ganske få af de snesevis af spørgsmål, Wøhlk vil se på i forbindelse med sit projekt. Interessen er stor allerede på forhånd.

”Jeg foretog for nylig en præsentation af min forskning ved et møde med repræsentanter for forskellige lokale forvaltninger. Der var en regulær kø bagefter af folk, som ville give mig deres visitkort,” fortæller Wøhlk.

Vigtigt for alle

Affald er et emne, som har betydning for bogstaveligt talt alle. Danmark alene producerer 2,4 millioner tons husholdningsaffald om året. Det er omkring et halvt ton per person, og mængden bliver sikkert ikke mindre. Hvis det ikke bliver håndteret på en hensigtsmæssig måde, risikerer vi bogstaveligt talt at drukne i det.

Projektet, som Wøhlk har fået bevillinger til, går ud på at analysere forskellige indsamlingssystemer og se på, hvordan man kan kombinere dem for at finde den billigst mulige transportmåde. Hun benytter sig af en metode kendt som operationsanalyse, hvor Aarhus BSS står stærkt, også internationalt.

Hos Reno Djurs, som har samarbejdet med Aarhus BSS i en årrække, er der mange eksempler på, at Wøhlks forskning har haft praktisk betydning. Virksomheden har ni forskellige genbrugsstationer med over 20 forskellige affaldstyper, som skal videre til modtagepladser rundt om på landkortet. Transporten er en opgave for vognmænd , der har skrevet kontrakt med Reno Djurs.

’Vanvittigt kompliceret’

At køre en container i lige linje fra en genbrugsstation til en modtageplads er simpelt nok. Men hvad nu hvis der er én container på én genbrugsstation, og en anden container med samme type affald på en anden genbrugsstation et helt andet sted på landkortet? Sparer vognmanden så ved at køre omkring begge genbrugsstationer på vej til modtagepladsen?

Svaret er ikke ligetil, fortæller Hardy Mikkelsen, som er miljøchef for Reno Djurs.  Optimering af transport er faktisk, siger han, ”vanvittigt kompliceret” – og det er blandt andet her, Wøhlkes forskning gør en stor forskel.

”Vi har lavet nogle analyser af besparelsespotentialet, hvis man gjorde det fuldstændig optimalt og kørte på kryds og tværs mellem genbrugsstationer og kryds og tværs mellem modtageranlæg,” siger Mikkelsen.

”Resultatet er en mobilhjemmeside med et bestillingssystem, hvor kørselsefterspørgslen er samlet på et sted. Det betyder, at en vognmand kan sidde og koordinere på et langt bedre og mere oplyst grundlag.”

Det handler tilfældigvis om affald, men det kunne dreje sig om alt muligt andet – forbrugsgoder for eksempel. Det betyder også, at Wøhlk kan skele til, hvordan logistiske problemer løses i andre sammenhænge.

”Vi kan trække på eksisterende kompetencer. For eksempel har supermarkeder i årevis arbejdet med at sikre de rette ting på det rette sted til den rette tid, billigst muligt,” siger hun.