Aarhus BSS i verdensklasse på offentlig forvaltning
Aarhus BSS imponerer, når verdens bedste universiteter og forskningsområder kåres i disse dage. Forskningen i ”Offentlig forvaltning” udmærker sig som den sjettebedste i verden. Til sammenligning ligger KU på 34. plads og CBS på 50. plads.
Det er den nyligt offentliggjorte ShanghaiRanking, som placerer Aarhus som nummer seks i verden og dermed bedste danske universitet inden for offentlig forvaltningsforskning. Det glæder institutleder på Institut for Statskundskab, Peter Munk Christiansen, som fremhæver, hvilken betydning den flotte placering har ikke bare for instituttet, men også for det danske samfund.
”Som leverandør af rigtig mange embedsmænd til staten og til kommuner og regioner er det fantastisk at have en placering som nr. 6 i hele verden inden for området ”Offentlig forvaltning”. Vi får da også mange positive tilbagemeldinger fra vores aftagere,” siger institutleder Peter Munk Christiansen.
Tidligere i år opnåede Aarhus BSS’ offentlig forvaltningsforskning en skarp placering som nr. 4 på verdensplan på en tilsvarende CWUR-ranking.
Godt miljø skaber god forskning
Vibeke Lehmann Nielsen, som leder afdelingen for offentlig forvaltning, siger, at det da altid varmer at få ros og anerkendelse, og at topplaceringen lige booster afdelingens motivation. Hun fremhæver det gode forskningsmiljø og sociale sammenhold kollegaerne imellem som mulige forklaringer på, hvorfor netop forskningen inden for offentlig forvaltning performer så godt:
”For det første har vi en gruppe dygtige, engagerede og disciplinerede forskere. Men det mener jeg nu, at der langt hen ad vejen er på alle institutter og i alle afdelinger. Når offentlig forvaltning lige får det ekstra hak, tror jeg, det skyldes, at vi har en afdeling, som på trods af stor diversitet i forskningsinteresser, har en grundlæggende fælles, rummelig forståelse af, hvad der er god og interessant forskning. Det gør, dels at mange arbejder sammen om projekter og artikler, dels at vi giver hinanden engagerede, konstruktive og respektfulde kommentarer på artikeludkast og forskningsansøgninger. Desuden er det min klare fornemmelse, at vi alle i afdelingen faktisk godt kan lide hinanden som mennesker. Det er derfor ikke bare fagligt interessant at komme på arbejde. Det er også hyggeligt og sjovt.”
Vibeke Lehmann Nielsen lægger vægt på, at de kan bruge anerkendelsen på et mere strategisk plan:
”Det kan gøre det lettere, dels at fastholde og tiltrække dygtige forskere, dels at lokke store internationale kapaciteter til enten som gæsteforskere eller til at indgå i konkrete forskningsprojekter. Ligeledes kan det medføre, at internationale forskningsprojekter beder forskere i vores afdeling om at deltage. Det kan også gøre det lettere for os at skabe gode internationale kontakter og ophold for vores ph.d’ere og postdocs,” siger hun.
Kriterier for rangering
Ved ShanghaiRankingen bliver man bedømt på ens forskningsproduktivitet, forskningens kvalitet, grad af internationalt samarbejde, hvorvidt ens forskning er af ypperste kvalitet og høj akademisk anerkendelse. Der kåres en vinder inden for 52 kategorier, herunder naturvidenskab, ingeniørvidenskab, medicin og samfundsvidenskab, og i alt er mere end 4000 universiteter blevet rangeret.
Inden for kategorien Political Science ligger Institut for statskundskab på en 30. plads på ShanghaiRankingen, hvilket giver instituttet en placering som femtebedst i Europa og en sjetteplads i verden uden for USA.