Ph.d.-vejledning på engelsk

Skrivning og vejledning af ph.d.-afhandlinger på engelsk

Formål

Formålet med projektet er at undersøge, hvordan ph.d.-studerende oplever og håndterer de processer og produktkrav, der knytter sig til at skrive akademisk engelsk (som fremmedsprog), og hvordan de adresseres som et tema i vejledningen.

  • Projektleder: Gitte Wichmann-Hansen
  • Projektdeltagere: Stacey Cozart, Tine Wirenfeldt Jensen, Gry Sandholm Jensen

Forskningsspørgsmål

  1. Hvordan oplever og håndterer ph.d.-studerende de processer og produktkrav, der knytter sig til at skrive akademisk engelsk som fremmedsprog?
  2. Hvordan og i hvilket omfang adresseres disse processer og produktkrav som et tema i vejledningen?
  3. Hvordan understøttes ph.d.-studerende mest hensigtsmæssigt i deres valg af afhandlingssprog og i deres skrivning på engelsk?

Baggrund

Projektet er en del af et 2-årigt internationalt forskningssamarbejde i 2011-13 forankret på Elon University, North Carolina i USA: Writing and the question of transfer. Fokus i vores danske delprojekt er på overgange fra KA til Ph.d. niveau og handler særligt om afhandlingsskrivning på engelsk og hvordan det adresseres i ph.d.-vejledningen.

Baggrunden for projektet er, at mange ph.d.-studerende kan se frem til voksende krav om publicering i internationale, oftest engelsksprogede, tidsskrifter. For at kunne skrive – og publicere – kvalificeret på engelsk har studerende brug for solide lingvistiske kompetencer, både grammatisk og semantisk. Ydermere forventes de at have en veludviklet diskurskompetence, forstået som evnen til at kommunikere sammenhængende inden for væsentlige akademiske genrer som fx abstracts og literature reviews. Der mangler dog fortsat viden om, hvorvidt studerende reelt tilegner sig disse kompetencer, og om de føler sig sikre i dem.

Data og analyser

Undersøgelsen baseres på

1)    Kvantitative data fra en spørgeskemaundersøgelse gennemført i foråret 2012. Skemaet blev udsendt til samtlige danske ph.d.-studerende indskrevet på Arts, AU (N=274). Svarprocenten var 54 % (N=149)

2)    Kvalitative data i form af svar fra 21 ph.d. studerende på refleksionsspørgsmål, skriveopgaver og evalueringer, indhentet fra undervisningsforløb i Academic Writing for ph.d. studerende i 2011-2012.

Konklusion

Vores analyser viste at, 57 % af respondenterne valgte at skrive deres ph.d.-afhandling på engelsk. Af disse, vurderede 67 % at kvaliteten af deres akademiske tekster på engelsk er meget god eller god. Imidlertid havde 30 % af disse respondenter meget begrænset erfaring med at skrive akademiske tekster på engelsk, da de påbegyndte deres ph.d.-studier. Desuden svarede 54 %, at deres vejleder ikke havde læst nogen af deres tekster på engelsk før afhandlingens sprog blev valgt, og 66 % havde aldrig været på kursus i akademisk engelsk. Ikke overraskende svarede 42 % at de havde betænkeligheder ved at skrive på engelsk. De kvalitative analyser bekræftede fundene, og dokumenterede især, at akademisk skrivning på engelsk er tæt knyttet til personlig identitet og følelsen af usikkerhed og utilstrækkelighed.

Diskussion og perspektiver

Vores studie viser, at mange ph.d.-studerende har betænkeligheder og vanskeligheder med akademisk skrivning på engelsk, men at det tilsyneladende betragtes som individuelle problemer. Valg af afhandlingssprog og støtte til skrivning på et fremmedsprog er sjældent et tema i vejledning, ligesom institutionen i ringe grad tilbyder støtte til sprogtræning tidligt i ph.d.-forløbet. Vi anbefaler at der etableres de nødvendige organisatoriske rammer for og ressourcer til at tage udfordringen op. Vi anbefaler ligeledes at der sker en øget eksplicitering af krav og forventninger til de studerendes sprogvalg og –færdigheder.

Status: afsluttet

Formidling

ERROR: Content Element with uid "208554" and type "media" has no rendering definition!