8 millioner kroner fra Rockwool Fonden til Anna Piil Damm

Professor i økonomi Anna Piil Damm fra Trygfondens Børneforskningscenter på Institut for Økonomi har modtaget en bevilling på 7.965.000 kroner fra Rockwool Fonden til at kortlægge, hvilke boligkvarterer i Danmark der byder på de bedste forudsætninger for indvandrerbørns uddannelse.

Anna Piil Damm
Professor i økonomi Anna Piil Damm har fået en bevilling på 8 millioner kroner fra Rockwool Fonden. Foto: Aarhus BSS

Hvor du bor i Danmark, og hvilken skole du sender dine børn til, kan være afgørende for, hvor godt det går dit barn i skolen. Det gælder i høj grad også for indvandrerbørn. Lige præcis hvilken kombination som er den bedste, vil professor i økonomi Anna Piil Damm finde frem til. Med en bevilling på 8 millioner kroner fra Rockwool Fonden kan hun for hver dansk kommune kortlægge, hvilke boligkvarterer der byder på de bedste forudsætninger for indvandrerbørns uddannelse. Med sig på projektet har hun kollega og postdoc Ahmad Hassani fra Trygfondens Børneforskningscenter ved Institut for Økonomi og Camilla Hvidtfeldt fra Rockwool Fondens Forskningsenhed.

Deres projekt består af tre dele. De to første drejer sig om at finde frem til, hvilke boligkvarterer samt hvilke typer af skoler som fremmer indvandrerbørns uddannelse. Projektets tredje del anvender resultaterne herfra til at kortlægge boligkvarterer i Danmark, der på den ene side fremmer børnenes uddannelse, og som på den anden side også er økonomisk overkommelige boligkvarterer. Disse attraktive kvarterer kalder de for ’opportunity bargains’ og heraf projektets titel “The opportunity atlas for migrant children in Denmark”.

Resultaterne fra projektet tager form som et atlas eller en række interaktive kort, som viser de attraktive boligområder for indvandrerbørn i Danmark. Forskerne håber på, at kortene bliver et godt redskab for kommunerne, når de skal anvise indvandrerfamilier til boliger. Ved hjælp af kortene kan de finde frem til de bedst egnede boligkvarterer i deres kommune og samtidig rådgive familierne bedst muligt baseret på viden fra forskningsprojektet. Familierne vil således få et bedre grundlag for at beslutte, i hvilket af de mulige kvarterer de ønsker at bosætte sig.

”Vi er ikke inde at sætte spørgsmålstegn ved de overordnede nationale politikker, såsom fordelingspolitik af flygtninge og ghettopakken; dem tager vi for givet. Det, vi gør, er at hjælpe kommunerne med at implementere politikkerne bedst muligt,” forklarer projektleder Anna Piil Damm.

Bevillingen fra Rockwool Fonden strækker sig over 6 år og gør det muligt ad to omgange at tilbyde kommunerne opdaterede kort over, hvor de attraktive og økonomisk overkommelige boligkvarterer befinder sig.

Projektet gør brug af detaljerede datasæt over danske boligområder, som forskerne tidligere har konstrueret, og som er en del af Ahmad Hassanis ph.d.-projekt. Med midlerne fra den nye bevilling fra Rockwool Fonden bliver Ahmad Hassani ansat som adjunkt ved instituttet.

Ud over nyttig viden til kommuner og indvandrerfamilier satser forskerne på at give et væsentlig bidrag til den internationale litteratur inden for forskning i ’urban economics’.

”Vi er ikke de første forskere til at lave denne slags interaktive kort over attraktive boligkvarterer. Men vi tror, at vi kan bidrage til banebrydende forskning om, hvordan man kan finde disse attraktive boligkvarterer for lavindkomstfamilier. Det kan vi, fordi vi har et godt empirisk design med mere troværdige og korrekte estimater,” siger professor i økonomi Anna Piil Damm.

Fakta:

Projektleder:
Professor i økonomi Anna Piil Damm ved Trygfondens Børneforskningscenter, Institut for Økonomi, Aarhus BSS, Aarhus Universitet

Projektdeltagere:
Postdoc Ahmad Hassani ved Trygfondens Børneforskningscenter, Institut for Økonomi, Aarhus BSS, Aarhus Universitet
Camilla Hvidtfeldt ved Rockwool Fondens Forskningsenhed

Projekttitel:
“The opportunity atlas for migrant children in Denmark”

Delprojekt 1:
”Neighbourhood Determinants of Educational Attainment and School-Wellbeing of Migrant Children”

Delprojekt 2:
“School Determinants of Educational Attainment and School-Wellbeing of Migrant Children”

Delprojekt 3:
“Estimation of “Opportunity Bargains” for Migrant Families and the Opportunity Atlas”