Syv spørgsmål til den nye overvismand

Michael Svarer, professor i økonomi ved Aarhus BSS, er blevet udnævnt til ny overvismand for Det Økonomiske Råd. Vi fangede ham kort før frokost på en travl hverdag og spurgte ham om hans forventninger til det nye job. Aktuelle problemstillinger, herunder integration af indvandrere i den danske økonomi, kommer til at fylde meget, siger han.

Hvad håber du på at gennemføre som overvismand?

"Det Økonomiske Råd har jo nogle ting, som vi skal gøre som følge af den lovgivning, vi er underlagt, og det er at følge dansk økonomi, både den kortsigtede og den langsigtede udvikling. Så skal vi se på, hvordan forholdet mellem økonomi og miljø spiller sammen, og derudover skal vi sikre, at den finanspolitik, der bliver gennemført, er i overensstemmelse med de finanspolitiske målsætninger, som landet har. Det jeg håber at udføre sammen med mine kolleger er, at vi lever op til de forpligtelser, vi har."

Du har fokuseret meget på arbejdsmarkedet og familieøkonomi i din forskning. Kommer det til at påvirke dit arbejde?

"Især den del, der har med arbejdsmarkedsøkonomi at gøre. Meget af det vi laver, relaterer sig direkte til den arbejdsmarkedspolitik, der bliver gennemført. Hvad gør man for at få flere ind på arbejdsmarkedet? Hvordan skal ydelsessystemet skrues sammen for at understøtte beskæftigelse og vækst? Så meget af det arbejde, vi laver, tager afsæt i arbejdsmarkedsøkonomiske spørgsmål. Den forskning, jeg har lavet, er relativt relevant i forhold til arbejdet i Det Økonomiske Råd."

Jobbet som overvismand er blevet betegnet som øretævernes holdeplads. Er du klar til det?

"I forhold til at være forsker så vover man pelsen i højere grad i Det Økonomiske Råd. Det er et krav, at vi udtaler os om den politik, der bliver ført og også nogle gange tager stilling til den. Det vil selvfølgelig betyde, at det er lettere at komme med kritik af de ting, man siger, end når man laver forskning. Så ja, jeg er klar til at prøve at forsvare mig med de økonomiske argumenter, der er, og selvfølgelig prøve at gøre det så oplyst som muligt."

Den nyudnævnte vismand Torben Tranæs siger, debatten om flygtninge vil komme til at fylde meget. Er du enig?

"En af de store udfordringer, dansk økonomi står over for, både i forhold til de offentlige finanser, og også i forhold til arbejdsmarkedet, er hvordan man får integreret flygtninge og indvandrere på arbejdsmarkedet og i samfundet. Det er klart, at meget af det har med økonomiske instrumenter at gøre, og indretningen af arbejdsmarkedet, så jeg tror også, det kommer til at fylde i vores arbejde fremadrettet."

Tror du, det kommer til at fylde mere, end det har gjort før?

"Man kan sige, at det der fylder meget i vores arbejde, er de aktuelle økonomiske problemstillinger. Og der kan man jo sige, at diskussionen omkring flygtninge og indvandrere er blevet mere presserende inden for det sidste par år. Man kan se, at vi har en ret høj erhvervsfrekvens i Danmark, men nogle af dem, vi mangler at få ind på arbejdsmarkedet, det er netop indvandrere og flygtninge. Det gælder også i uddannelsessystemet. Derfor vil det være naturligt at tage fat i nogle af de problemer og de udfordringer, der er i dansk økonomi, og der er integration af flygtninge og indvandrere på arbejdsmarkedet en af de store aktuelle problemstillinger, så det kommer til at fylde noget."

Hvad ser du som den største udfordring i dit nye job?

"Institutionen har eksisteret i 52 år, og det, der bliver udfordringen, det er jo at blive ved med at levere på et højt fagligt niveau og sikre, at det vi laver er relevant og bidrager til den økonomiske og politiske diskussion. Så udfordringen bliver at levere gode analyser, som er relevante for beslutningstagerne.

Er der noget, du vil gøre anderledes i forhold til din forgænger?

 

"Ikke som udgangspunkt. Hans Jørgen Whitta-Jacobsen har gjort et supergodt job, og jeg håber selvfølgelig fortsat at kunne sikre, at vismandsinstitutionen har en høj troværdighed i befolkningen. Så som udgangspunkt bliver der ikke lavet noget om."