MBA-alumner tager bestyrelsesuddannelsen

For Jeanette Brogaard og Jarl Vagn Hansen stoppede jagten på ny viden ikke, da MBA-studiet blev gennemført. De to har nemlig valgt at starte på bestyrelsesuddannelsen med fokus på SMV’er ved Aarhus BSS.

Mastertitlen ved Aarhus BSS kom i hus for to år siden, og siden da har Jeanette Brogaard og Jarl Vagn Hansen, som i øvrigt var i MBA-studiegruppe sammen, holdt kontakten. Nu har de valgt at lære endnu mere og starte på bestyrelsesuddannelsen med fokus på SMV’er ved Aarhus BSS.

- Gennem bestyrelsesuddannelsen har jeg indtil videre fået et større indblik i de juridiske rammer for bestyrelsesarbejdet. Fx hvad bestyrelsesmedlemmer kan drages til ansvar for rent juridisk, og hvor bestyrelsen kan og skal spille en aktiv rolle i forhold til virksomhedens strategi, siger Jeanette Brogaard, der er Erhvervsrådgiver i Vestjysk Bank.

Jeanette rådgiver til dagligt kunder, som blandt andet er ejerledere i små – og mellemstore virksomheder, og her har hun kunnet anvende den nye viden.

Bestyrelse i offentlig kontekst

For Jarl Vagn Hansen var det især ønsket om at styrke sine kompetencer som nyudnævnt Beredskabsdirektør i Brand & Redning Sønderjylland og spille ind til bestyrelsen her, der fik ham til at kaste sig over bestyrelsesuddannelsen.

- Brand & Redning har gennemgået en strukturreform, hvor organisationen, som før blev drevet af kommunen, er blevet selskabsgjort og har fået en politisk valgt bestyrelse. Der er mange ligheder med de udfordringer, der er i SMV’er i og med ejerlederne er kommunen på den ene side og bestyrelsen på den anden side, fortæller han.

Jarl skriver i sin kommende opgave på bestyrelsesuddannelsen omkring ejerstrategien for organisationen, dvs. hvilken opgave organisationen skal løse efter strukturreformen.

Bestyrelsesuddannelse som supplement til en MBA

Begge kan de klart anbefale bestyrelsesuddannelsen som et supplement til MBA’en.

- Der er selvfølgelig nogle ting som går igen, bl.a. omkring strategi, som også bliver dækket på MBA’en, men bestyrelsesuddannelsen fungerer her rigtig godt som repetition. Du får koblet flere og meget praksisnære eksempler på og får vinklen med omkring små- og mellemstore virksomheder. Jeg har især fået ny viden omkring de retslige rammer og bestyrelsens rolle, og jeg har fået øjnene op for faldgrupperne ved at være bestyrelsesmedlem i en ejerledet virksomhed, fortæller Jarl.

Han anbefaler, at man venter et år eller to med at tage bestyrelsesuddannelsen, hvis man netop har taget sin sidste eksamen på MBA- studiet, da det giver mulighed for at lade teorien bundfælde sig.

- Derudover møder du medstuderende fra mange spændende brancher og får et indblik i deres problemstillinger og udfordringer, og det lærer man meget af, afslutter Jeanette.