Årets MBA alumne har klare mål for verdenshavene

Signe Simonsen er kåret som årets MBA alumne. Signe er en ildsjæl med en baggrund indenfor militæret, og så er hun den første danske kvinde, der har løbet et marathon på 7 kontinenter.

Da Signe Simonsen blev udstationeret til Irak, hvor hun arbejdede med genopbygningsprojekter, så hun udfordringerne med affaldshåndtering på første hånd. Under et orlov fra udsendelsen tog hun til Thailand for at dykke, og på alle ni dyk så hun plastik under havet. Siden har hun arbejdet målrettet på at gøre de danske kyster fri for plastik med hendes nonprofitorganisation, Race for Oceans Foundation, og det er årsagen til, at hun har fået titlen som årets alumne hos Aarhus BSS.

Vi vælger årets alumne fra den store gruppe af alumner, der har udmærket sig professionelt og bidraget væsentligt til udviklingen af samfundet, både lokalt og internationalt. Samtidig har årets MBA-alumne udvist stor personlig integritet og opnået omgivelsernes respekt,” fortæller lektor Helle Alsted Søndergaard.

Signe har i den grad opnået stor respekt med hendes arbejde. Hele Race for Oceans er drevet af frivillige ildsjæle, der bakker op om Signes mission om rene verdenshave. Selvom Signe har opnået flotte resultater både for hendes organisation og for lokalsamfundet, blev hun alligevel både overrasket og beæret over, at det blev hende, der løb med titlen som årets alumne.

”Det er en bekræftelse af, at det man har gjort, siden man blev færdig med sin MBA, det er der nogen, der anerkender én for. Det føles meget stort, og det skal jeg nok lige bruge lidt tid på både at reflektere over og synke, for det var ikke noget, jeg havde forventet at blive udpeget til,” udtaler Signe.

Sammen med hendes hold af frivillige har Signe skabt en sjov og inkluderende måde at formidle problematikkerne omkring plastik i havene på. Det sker nemlig gennem fællesskab, sport og oprydning langs de danske kyster. 

”Det er det, vi prøver med Race for Oceans: at bruge sporten til at få trukket endnu flere mennesker ud for at blive en del af det her fællesskab og se problemerne. Det er først, når du ser problemerne ved selvsyn, at du begynder at ændre adfærd og tænke over, hvad du som enkeltperson kan gøre,” siger Signe.

Signe har været i stand til at trække på den viden, hun tilegnede sig under sin uddannelse, i sit arbejde med Race for Oceans – både i forhold til strategiudvikling, corporate entrepreneurship og de finansielle fag.

"Den viden bruger jeg meget i forhold til partnerskabsopbygning med Race for Oceans og det her med, hvordan man griber fat i virksomheder og enkeltpersoner,” uddyber Signe.

Det kræver et stort fællesskab at få stoppet plastikforureningen, så derfor vil Signe og Race for Oceans Foundation de næste 6 måneder have fokus på at skabe flere partnerskaber i hele verden, så endnu flere mennesker aktivt bliver en del af Race for Oceans og står sammen om at sikre plastikfri verdenshave. Signe håber, at hun kan trække på MBA-netværket, når det kommer til de teknologiske løsninger, der kan være med til at rense de danske have.

"Selvom vi får gjort alle virksomheder cirkulære og stopper udledningen, er der stadigvæk et massivt oprydningsarbejde, som ikke kan lykkes med manuel håndkraft. Så der skal simpelthen de her teknologier i spil, og det er vigtigt at få det sagt i et forum som dette, hvor der sidder så mange interessante kompetencer, som måske kan se nye synergier og det, at jeg også kan være med til at give positiv respons på, hvordan man så kan løse den her udfordring," afslutter Signe.


Prisen Årets MBA-alumne blev overrakt ved MBA årsmødet, som hvert år afholdes for medlemmer af MBA Alumne foreningen. Du kan læse mere om foreningen her


For at blive årets alumne hos Aarhus BSS skal personen opfylde følgende krav:
 

Ledelse: Årets alumne har udmærket sig inden for sit professionelle felt

Humanitært: Årets alumne har ydet betydelige og innovative bidrag til samfundet

Personligt: Årets alumne har udvist høj integritet i sit arbejde og som person