Kvinder køber sundt, når de ser en lækker fyr

Hvad vi spiser og drikker, når vi ser en mulig, attraktiv partner, er stadig styret af urinstinkter. Det betyder, at kvinder køber sundere mad, når de ser en lækker mand, mens mænd køber dyrere mad, når de ser en attraktiv kvinde.

05.04.2019 | SANNE OPSTRUP WEDEL

 

Mænd og kvinder gør sig lækre over for det modsatte køn på helt forskellige – men dog helt bestemte – måder.

For mens mænd forsøger at tiltrække kvinder gennem status og rigdom, bruger kvinder sundhed og skønhed som trækplaster. Taktikken bunder i det, som man ubevidst ved, at det modsatte køn typisk bliver tiltrukket af. Ud fra evolutionspsykologiske teorier, der forklarer menneskers adfærd som resultatet af hundred tusinder af års udvikling, skal vi langt tilbage for at finde årsagen: Nemlig at kvinder og mænd historisk har mødt meget forskellige udfordringer i forhold til at vælge en god partner med det mål at sikre artens overlevelse. For kvinderne har det krævet meget at være gravid i ni måneder og efterfølgende bruge mange kræfter på at amme et barn. Teorien er derfor, at en kvinde, som kunne finde en partner med midler til at hjælpe hende med at skaffe føde og husly, fik mulighed for at få flere børn, end de kvinder som valgte mænd med færre ressourcer. Til gengæld har det historisk været en fordel for manden at kunne genkende en fertil kvinde, hvilket er koblet til et sundt, attraktivt ydre.

"Vi er altså stadig styret af urinstinkter og opfører os i den henseende på samme måde, som grottemennesket gjorde det for mange, mange år siden"

Tobias Otterbring - lektor, Institut for Virksomhedsledelse, Aarhus BSS

Mænd vælger stadig bøf og bearnaise

Med den viden i baghovedet fik Tobias Otterbring, der er lektor ved Institut for Virksomhedsledelse, Aarhus BSS, ideen til at undersøge, om de allerede kendte evolutionspsykologiske mekanismer også gør sig gældende i forhold til, hvilken mad vi foretrækker at bruge penge på. En bunke af akademisk litteratur viser allerede, at den blotte tilstedeværelse af andre og deres fysiske fremtræden kan have stor indflydelse på menneskers madvalg og fødeindtag. Nogle studier foreslår, at sådanne effekter kan være kønsspecifikke og afhænge af, om spisesituationen indeholder motiver om at tiltrække en partner. Men overraskende få studier har eksplicit gransket om bevæggrunde, der er forbundet med at udvælge en partner, kan ændre folks forkærlighed for bestemte føde- og drikkevarer.

”Derfor har jeg undersøgt, om forudgående eksponering for en attraktiv eller ikke-attraktiv person fører til et kønsspecifikt forbrugsmønster i forbindelse med mad og drikke, der er sammenhængende med, hvordan mænd og kvinder typisk kommunikerer deres værdi som partner over for det modsatte køn,” forklarer Tobias Otterbring, der har offentliggjort sine resultater i tidsskriftet Food Quality and Preference..

Med andre ord undersøger studiet, hvor mange penge kvinder og mænd er villige til at bruge på forskellige typer af mad, når de forinden har set et billede af henholdsvis en attraktiv og ikke-attraktiv person af det modsatte køn, og om dette har sammenhæng med den måde, som mænd og kvinder normalt gør sig lækre over for hinanden på.

Her viser det sig, at synet af attraktive individer rent faktisk fremkalder disse såkaldte kønsspecifikke madpræferencer, som studiet kalder det, når synet af en lækker mand, får kvinder til at købe sundere mad. Sund mad rager til gengæld mænd en papand her. De skifter ikke bearnaise og bøffer ud med salat og kylling, når de har set en attraktiv kvinde – til gengæld køber de dyrere mad og drikke.

”Vi er altså stadig styret af urinstinkter og opfører os i den henseende på samme måde, som grottemennesket gjorde det for mange, mange år siden,” opsummerer Tobias Otterbring.

Laboratoriefund på gruppeniveau

Resultatet er fremkommet via fem forskellige eksperimenter, hvor ét scenarie for eksempel var, at deltagerne ud fra et billede skulle vurdere en person af det modsatte køn som mere eller mindre attraktiv på en syvpunktsskala. Dernæst har man indlagt et såkaldt manipulation check, som sikrer, at deltagerne rent faktisk opfatter den attraktive person som attraktiv, og derefter har deltagerne så indikeret, hvor mange penge de vil bruge på forskellige typer af mad.

”Tanken er, at man i første del aktiverer en romantisk sindstilstand hos deltagerne, som påvirker, hvad de senere svarer på spørgsmål om penge,” forklarer Tobias Otterbring.

Her var forventningen, at deltagerne ville svare i overensstemmelse med evolutionspsykologiens mekanismer, og det var som nævnt også, hvad der skete. Men eftersom studiet er lavet i et laboratorium, siger det intet om, hvad mennesker gør i virkeligheden, og fordi resultaterne er på gruppeniveau og ikke-normative, siger de hverken noget om, hvordan mennesker opfører sig individuelt, eller om hvordan mennesker bør gøre.

”Selvfølgelig vil der være kvinder, som bestiller en blodig bøf, selv om der står nok så mange attraktive mænd ved siden af og mænd som vil foretrække kildevand frem for dyr rødvin, selvom der er dejlige kvinder til stede,” siger Tobias Otterbring.

Fjern attraktive mænd fra disken

Derfor vil han også rigtig gerne ud i virkeligheden og finde ud af, om laboratoriefundenes resultater vil gentage sig eller ej.

For eksempel indikerer studiet, at det bør være fordelagtigt for virksomheder at bruge flotte mænd til at stimulere kvinders køb af fødevarer og andre produkter relateret til sundhed eller skønhed.  Er målet at forøge mænds forbrug af dyr mad og drikke eller andre statussignalerede varer, burde det være klogt at have smukke kvinder i nærheden af ​​sådanne madvarer eller produkter.

Imidlertid indikerer fundene også, at marketingfolk, annoncører og virksomhedsejere skal være forsigtige med at bruge billeder af attraktive mænd i reklamer og annoncer, på skiltning i butikkerne eller på emballagen på usunde fødevarer, da det kan give kvinder mindre lyst til at købe disse produkter. Det samme gør sig formentligt gældende, hvis kunder møder attraktive mandlige medarbejdere i rigtige butikker og restauranter – særligt i de brancher, hvor man sælger usunde fødevarer, som for eksempel fastfood-kæder. Her vil det formentligt ikke være godt at have en attraktiv mand ved disken, fordi det sænker kvinders villighed til at bruge penge på den mad, man sælger. Men det ved vi ikke.

”I studiet er deltagernes villighed til at betale for mad og drikke fundet ved selvrapportering på en skala fra 1-7, men det er selvfølgelig en helt anden sag at stille dem over for et virkeligt valg, for eksempel i et autentisk restaurantmiljø. Ville kvinderne her vælge frugt i stedet for chokoladekage, hvis de så en attraktiv mandlig tjener?” spørger Tobias Otterbring.

Man kunne også undersøge, om billeder af attraktive og ikke-attraktive mennesker af samme køn som forsøgspersonerne ville have betydning for homoseksuelles præferencer for forskellig mad og drikke.

Desuden er det nuværende studie lavet blandt universitetsstuderende, og derfor er endnu en mulighed at teste generaliserbarheden af de nuværende resultater ved at udvide undersøgelsen til at omfatte både ældre og unge.

Og endelig kunne man undersøge, om kvinder ville købe dyrere mad og drikke, hvis de følte, de konkurrerede med andre om den anden persons opmærksomhed: altså om for eksempel en attraktiv kvindelig servitrice kunne få andre kvinder til at købe dyrere mad og drikke for at udkonkurrere hende.

”En del ny forskning viser, at kvinder nogle gange udviser et påfaldende forbrug som en slags konkurrence-taktik, der har til formål at udkonkurrere rivaler af samme køn. Men kun så længe at det øger deres værd sammenlignet med andre kvinder, men ikke med andre mænd. Der er således rigtig mange interessante steder at tage fat i forhold til fremtidig forskning,” siger Tobias Otterbring.

Lækre mænd gør kvinder mere risikovillige

  • Når kvinder ser på billeder af attraktive mænd, viser forskning, at de bliver mere risikovillige i forhold til at fremprovokere deres egen skønhed og/eller sundhed.
  • Det ses for eksempel ved, at kvinder i den situation er mere villige til at tage solarie og spise vanddrivningspiller, selv om disse ting ikke i sig selv er sunde – men et middel til skønhed.
  • Kvinder bliver altså mere risikovillige på områder inden for sundhed og skønhed.
  • Når mænd ser på billeder af attraktive kvinder, viser forskning, at de bliver mere villige til at signalere status.
  • Det ses for eksempel ved, at mænd i den situation køber dyre, ekspressive og eksklusive produkter som et middel til status. 

Kilde:

Otterbring, Tobias. Healthy or wealthy? Attractive individuals induce sex-specific food preferences. Food Quality and Preference. Volume 70, December 2018, Pages 11-20.