Regler og krav til hjælp kan øge uligheden

Mange af de livsomstændigheder, der skaber behov for hjælp fra det offentlige, gør det sværere at håndtere krav og regler i mødet med velfærdsstaten. Ifølge forskere fra Aarhus BSS risikerer administrative krav og regler derfor at øge uligheden i samfundet.

30.01.2020 | INGRID MARIE FOSSUM

FOTO: Cristian Newman/Unsplash

Fattigdom, sygdom og alderdom er alle livsomstændigheder, der øger sandsynligheden for, at borgere får behov for hjælp fra velfærdsstaten. Samtidig viser psykologisk forskning, at fattigdom, sygdom og alderdom har tendens til at tære på menneskers mentale ressourcer, og dét kan gøre det svært at håndtere de krav og regler, der ofte er forbundet med at være i kontakt med det offentlige.

”For mange mennesker er velfærdsstaten en uundværlig kilde til hjælp, men det er ikke uden omkostninger at opsøge hjælp fra det offentlige. Det tager tid og energi at sætte sig ind i, hvilke ydelser og services der findes, hvem de er tiltænkt, og hvilke regler man skal overholde for at få hjælp. Der vil ofte være formularer, der skal udfyldes, deadlines, der skal overholdes, møder, man skal møde op til, og så videre,” siger Julian Christensen, postdoc ved Institut for Statskundskab på Aarhus BSS, hvor han er med til at gennemføre et større forskningsprojekt1), der i de kommende år skal undersøge årsager til og konsekvenser af borgeres oplevelser af byrder i kontakten med det offentlige.

Ifølge Julian Christensen er omkostningerne ved at håndtere krav og regler i mødet med det offentlige nok frustrerende, men dog overkommelige for de fleste.

”Men hvis ens hjerne samtidig er fuldt beskæftiget med at håndtere for eksempel økonomisk eller helbredsmæssig modgang, er det lettere at blive væltet bagover, selv af mindre forhindringer på ens vej,” siger Aarhus BSS-forskeren.

Foto: Ingrid Marie Fossum/AU Foto

"Særligt når der er tale om politik, der er rettet mod syge, fattige og ældre medborgere, er man nødt til at overveje, om de legitime formål, der ligger bag systemets krav og regler, står mål med de menneskelige omkostninger, som kravene og reglerne skaber for borgerne i systemet"

Julian Christensen - postdoc, Institut for Statskundskab, Aarhus BSS

Ressourcesvage borgere rammes hårdere, når systemet gør ondt

I en ny artikel, som Julian Christensen netop har udgivet i samarbejde med Lene Aarøe og Martin Bækgaard fra Institut for Statskundskab på Aarhus BSS, samt Pamela Herd og Donald Moynihan fra Georgetown University2), peger man på forskning, der viser, at sygdom, fattigdom og alderdom ofte er forbundet med nedsatte eksekutive funktioner og forskerne diskuterer, hvordan dét kan forventes at påvirke folks evne til at håndtere velfærdsstatens krav og regler.

Eksekutive funktioner er en samlebetegnelse for en række processer i hjernen, der bl.a. er afgørende for menneskers evne til at planlægge deres tid og håndtere komplekse opgaver. Personer med nedsatte eksekutive funktioner kommer oftere til, uforvarende, at glemme trælse men vigtige opgaver, misse deadlines o.l., og derudover har de sværere ved at slå koldt vand i blodet, når de kommer ud for frustrerende situationer, hvilket kan gøre det svært at reagere konstruktivt på modgang i livet.

Samlet set bliver det derfor sværere at håndtere et velfærdssystem med mange og ofte komplicerede krav og regler, og forskerne peger på, at uligheden i samfundet risikerer at vokse, når der er mange byrder forbundet med at få hjælp fra det offentlige. Udsatte borgere risikerer simpelthen at snuble undervejs og ikke få den hjælp, som de har brug for og krav på. Og de, der får adgang til hjælp, risikerer at opleve store psykologiske belastninger som følge af de krav og regler, de er underlagt.

”Man møder nogle gange det synspunkt, at hvis folk ikke magter at overkomme systemets krav og regler, så må det være, fordi de ikke har nok brug for systemet. At det må være et spørgsmål om at tage sig sammen,” siger Julian Christensen og fortsætter:

”Men det kræver mentalt overskud at tage sig sammen, og dét mentale overskud er der mange syge, fattige og ældre mennesker, der ikke har netop på grund af deres sygdom, fattigdom og alderdom. Hvis der er mange byrder forbundet med at få hjælp, risikerer vi derfor at skabe et paradoks, hvor det offentlige bliver dårligt i stand til at hjælpe de borgere, som velfærdsstatens ydelser og services er tiltænkt.”

At byrdefulde krav og regler ofte rammer udsatte borgere hårdere end andre, understøttes af internationale undersøgelser, som Aarhus BSS-forskerne og deres amerikanske kollegaer trækker på i deres artikel. Når det gøres sværere at ansøge om en given ydelse, eller det bliver forbundet med mere bøvl at modtage ydelsen, er der for eksempel flere, der mister adgang til hjælp, selvom de er i målgruppen for ydelserne. Og det er ofte de mest fattige og syge borgere, der har størst risiko for at miste adgang til hjælp.

Mødet mellem borgere og vedfærdsstaten_infografik_DK_outline

Fattigdom, sygdom og alderdom er alle livsomstændigheder, der øger sandsynligheden for, at borgere får behov for hjælp fra velfærdsstaten. Samtidig tærer fattigdom, sygdom og alderdom på de mentale ressourcer og gør det svært at håndtere kravene og reglerne fra det offentlige – der er simpelthen for mange forhindringer i vejen. For nogle bliver konsekvensen, at de aldrig når frem til de offentlige ydelser, som er tiltænkt dem. GRAFIK: Simon Andersen Nørredam

Beslutningstagernes rolle

Julian Christensen gør det klart, at formålet med hans og kollegaernes forskning ikke er at pege fingre ad politikere og andre beslutningstagere i velfærdsstaten.

”Der er typisk legitime formål med de krav og regler, der bygges ind i velfærdsstaten. Når ledige skal dokumentere, at de søger aktivt efter jobs, er det jo blandt andet, fordi man ønsker at sikre sig mod snyd i systemet. Og nogle finder det derudover vigtigt, at det ikke skal være rart at modtage hjælp fra det offentlige. For dem ses administrative krav og regler som ’kærlige skub’ i retning af selvforsørgelse,” siger han.

Han håber imidlertid, at forskningen vil få beslutningstagere og vælgere til at forholde sig mere aktivt til de menneskelige konsekvenser af måden, velfærdsstaten er skruet sammen.

Han peger på tal fra Psykiatrifonden3), der i 2019 undersøgte det psykiske helbred blandt sygemeldte danskere med kontakt til Danmarks jobcentre. 70 procent af de adspurgte svarede her, at de oplever fysisk og psykisk ubehag op til møder med jobcentret, og 59 procent svarede, at de føler ydmygelse eller mangel på værdighed i deres forløb på jobcentret. Hele 23 procent oplyste, at de som følge af deres jobcenterforløb har haft tanker om, at livet ikke er værd at leve.

”Særligt når der er tale om politik, der er rettet mod syge, fattige og ældre medborgere, er man nødt til at overveje, om de legitime formål, der ligger bag systemets krav og regler, står mål med de menneskelige omkostninger, som kravene og reglerne skaber for borgerne i systemet. Er det en pris, man er villig til at betale? Dét er en politisk afvejning, men afvejningen bør foretages med åbne øjne,” siger Julian Christensen.    

Noter:

1) Forskningsprojektets hjemmeside.

2) Original artikel: Julian Christensen, Lene Aarøe, Martin Bækgaard, Pamela Herd og Donald P. Moynihan: “Human Capital and Administrative Burden: The Role of Cognitive Resources in Citizen-State Interactions”. Artiklen er frit tilgængelig ved Public Administration Review.

3) Psykiatrifondens undersøgelse.