Dine kollegaers dyre vaner smitter

Ny forskning viser, at vi vil købe og eje det samme som vores kollegaer, og når vores kollegaer bruger flere penge, så bruger vi selv flere penge. Denne nye viden kan danne baggrund for bedre politiske beslutninger.

^{18.08.2021 | SANNE OPSTRUP WEDEL}

^{Nogle af dem, vi bruger mest tid med, er vores kollegaer, og derfor har forskningsprojektet gransket, om og hvordan vi bliver påvirket af vores kollegaer i vores forbrugsmønstre. FOTO: Pixabay}

Læs også: Din chef kan booste din karriere

12 års forskning blev belønnet

Men – efter 12 år lykkedes det forskerne at publicere den videnskabelige artikel ”Consumption Network Effects”*, som altså både påviser peer-effekten i vores forbrugsmønstre og forklarer, hvad der driver den.

Overordnet er der tre mekanismer, der kan være årsag til, at kolleger har et ensartet forbrug:

• vi påvirker hinanden (peer-effekten)
• vi har ens præferencer, som gør, at vi tilvælger det samme, så dem med samme forbrugsmønstre ender i samme virksomhed (selektion)
• vi bliver påvirket af de samme ting, fordi vi arbejder i samme virksomhed (ydre omstændighed)

Til at identificere peer-effekten, som er det centrale for studiet, bruges netværksstrukturen i vores arbejdsrelationer. Den fungerer lidt lige som smittemønstre i en corona-pandemi, hvor tætte kollegaer har en større påvirkning på os end dem, der er længere væk.

Lyt også: Har du personlighed til at blive CEO?

Tre mulige forklaringer

Men hvad er det så for mekanismer der driver peer-effekten?

En mulig mekanisme griber fat i Veblens gamle teori om conspicuous consumption, hvor man fremviser sit forbrug, hvilket kan påvirke andre, som ønsker at have noget tilsvarende – om det er at eje et guldur, at spise på fine restauranter, at have en Tesla eller noget helt fjerde. Altså, hvis vi arbejder sammen og ser hinanden hver dag, og du kører i en stor Tesla, så vil jeg også have sådan en.

Den anden mekanisme, der kan forklare, at vi har samme forbrugsmønster som vores kolleger, er, hvis vi udligner risiko. Så hvis vi er sælgere, hvor der er gode og dårlige dage, og vi aflønnes for vores fælles salg (og ikke det individuelle salg) så vil vi have samme indtægt og samme forbrugsmulighed.

Den tredje og sidste mekanisme illustrerer dét, forskerne kalder keeping up with the Joneses, som dækker over, at når mine kollegaer generelt forbruger mere, så vil jeg også forbruge mere – dvs. at vores forbrugsniveau er påvirket af andre mennesker.

”Vi finder, at keeping ud with the Joneses er forklaringen på, at kollegaer påvirker hinandens forbrug. Dvs. at man har et højere forbrug, fordi man bliver påvirket af andres høje forbrug, hvilket altså ikke har noget at gøre med guldkæder – eller risiko. Man kunne tro, at conspicuous consumption var forklaringen, for det er lidt mere sexet, og man måske også synes, at man kan få øje på effekten ude i verden. Det kan ikke udelukkes, at den gør sig gældende i nogle små grupper, men generelt kan den ikke påvises i danske data,” fastslår Anders Frederiksen og uddyber:

”At du køber en Tesla, får altså ikke mig til at købe en Tesla. Men at du har et højt forbrug gør, at jeg også har et højt forbrug. Og det kan så ende med, at vi begge har en Tesla, men det er ikke Teslaen, der gør det.”

Baggrund for gode politiske beslutninger

Så langt, så godt. Men hvorfor er det overhovedet vigtigt, om det er det ene eller det andet, der er årsag til peer-effekten?

”Vi skal have et fornuftigt perspektiv på vores forbrug igennem hele livet, men når vi bliver påvirket af kollegaer, kan det lede til overforbrug eller et skævvredet forbrug hen imod luksusvarer,” siger Anders Frederiksen.

Begge dele kan være et problem, som kan betyde, at vi gældsætter os eller ikke får sparet nok op til alderdommen. Men det er vigtigt at kende forskel på mekanismerne, hvis man skal lave gode politiske beslutninger.

”For hvis man fejlagtigt tror, at conspicuous consumption er årsagen til det høje forbrug, beskatter man luksusvarer. Vores forskning peger mere i retning af en styring af forbrugsniveauet for at sikre, at der bliver sparet nok op til pension. Det er to forskellige måder at se verden på,” siger han og tilføjer:

”Og så er der det der med netværket. Det er ikke alle politiske tiltag, der vil ramme lige godt, for som med corona-smitte, så er der nogle, der sidder mere centralt i netværket end andre. Et politisk tiltag, der har til hensigt at dæmpe eller booste forbruget i økonomien, har således større effekt, hvis det målrettes bunden af forbrugsfordelingen, simpelthen fordi netværket er ”tættere” i bunden end i toppen.”

Udrejse giver udsyn

I dag er Anders Frederiksen mest overrasket over, at han og kollegaerne gad at blive ved – og at han igennem samtlige 12 år bibeholdt sin nysgerrighed over for, hvad der var om det næste hjørne.

”Vi kunne have stoppet, da vi havde fundet peer-effekten. Vi kunne have stoppet, da vi havde fundet ud af, at conspicuous consumption ikke kunne forklare effekten. Eller da vi havde fundet keeping up with the Joneses-effekten. Men vi har vendt hver en sten for at komme hertil. Så selv om der gik lang tid, før vi havde vished om, at vi havde påvist noget nyt, er jeg glad for, at vi ikke stoppede undervejs,” siger han og tilføjer:

”Og hvis ikke jeg var rejst ud og havde været en del af de internationale forskningsmiljøer, hvor jeg har lært en masse og fik bygget et stort netværk op, var artiklen nok aldrig blevet til noget. For så ville jeg ikke have lært det, jeg gjorde, eller have mødt de mennesker, jeg har mødt. Så det har haft en stor værdi.”