Nyt system for organdonation kan redde flere liv

Danmarks system for organdonation bør laves om, så man frem for aktivt at tilmelde sig, skal framelde, hvis man ikke ønsker at stå som organdonor. I sin bog plæderer lektor Andreas Albertsen fra Aarhus BSS for en systemændring, der vil skaffe flere organer og redde flere liv, uden at det krænker vores personlige autonomi.

^{28.01.2021 | INGRID MARIE FOSSUM}

Flere vil registrere deres holdning

Myndighederne ønsker, at flere tager stilling til, hvad der skal ske med deres organer, når de dør, og det vil aktivt fravalg også være bedre til, understreger forskeren.

”Hvis vi ændrer systemet, ændrer vi forståelsen for organdonation. Det ændrer vores fortolkning af, hvad sker der, hvis man ikke gør noget – så bliver man opfattet som organdonor. Samtidig skubber det samfundets opfattelse af, hvad vil det sige at være donor. Ved at gøre donation til udgangspunktet gør man donation til normalen,” siger Andreas Albertsen.

Et system, hvor alle som udgangspunkt er organdonorer, og hvor man aktivt skal melde fra, hvis man ikke ønsker at donere, vil få flere til at tage stilling og registrere deres holdning til organdonation.

”Et systemskifte vil skabe ny opmærksomhed om organdonation, og det skulle gerne lede til en diskussion med vores nære og vores samfund om, hvad organdonation er, hvorfor organdonation er vigtigt, hvilke grunde man kan have til at være donor og selvfølgelig også, hvilke grunde man kan have til ikke at ville være donor,” siger Andreas Albertsen.

I dag har 23% af den danske befolkning aktivt taget stilling til organdonation og registreret sig i donorregistret. Mens i Wales, hvor aktivt fravalg blev indført for fire år siden, har 41 % sagt ja til at donere, mens 6% har fravalgt donation.

”Det bedste ville være, hvis alle tog stilling til organdonation. Mit budskab er, at aktivt fravalg kan få flere mennesker til at tage stilling til organdonation. Både ved at de faktisk går ind aktivt og positivt tager stilling, men også den type af stillingstagen, hvor man forlader sig på det udgangspunkt, der er, og derfor bliver betragtet som donor,” siger Andreas Albertsen.

Fare for fejlplacering

Men alle får ikke registreret sig i donorregistret. Det bringer os til udfordringen om mulige fejlplaceringer. Både i det nuværende system og i systemet med aktivt fravalg vil der opstå fejl, hvor vi ender med at bruge folks organer på en anden måde, end de har ønsket. I dagens system med aktivt tilvalg sker det, at afdøde ikke ønsker at donere, men hvor familien vælger at donere på deres vegne, og det modsatte, hvor afdøde har et ønske om at donere, men ikke har fået det ønske gældende i donorregisteret og heller ikke har fået forklaret familien det og derfor ikke bliver donor.

”Det er jo begge fejl, som handler om, at vi ikke respekterer, hvad folk gerne ville. Og fejl, der bør bekymre os, hvis vi synes, at organer skal anvendes i overensstemmelse med folks ønsker,” siger Andreas Albertsen.

Han mener dog ikke, at der er grund til at tro, at der vil komme flere fejl ved at ændre organdonationssystem. Det konkluderer han blandt andet på baggrund af erfaringerne fra Wales, hvor flere mennesker registrerer deres holdninger, både positive og negative.

”Desuden tror jeg, der er grund til at opfatte danskerne som et folkefærd, som godt kan finde ud af at sige nej, når der er nogle ting, som vi ikke bryder os om. Og jeg tror også, de mennesker, som har en stærk holdning til organdonation, vil gå ind og sige, det ønsker vi ikke at gøre. Hvis der som i Wales er 6%, som siger, at de ikke ønsker at donere, så er det fint med mig. For så kommer vi ikke til at bruge deres organer i modstrid med det, de ønsker. Og det er jo godt,” siger Andreas Albertsen.

Nudging

I begge organdonationsmodeller er der et forudbestemt udgangspunkt. Enten er udgangspunktet, at man ikke er donor, eller også er udgangspunktet, at man er donor. Man kan således sige, at man puffer eller nudger borgerne lidt i den retning, man ønsker.

Andreas Albertsen synes det er rigtig fint, hvis default bliver, at man er donor. På den måde vil et system med aktivt fravalg placere en rigtig stor del af befolkningen i den rigtige kasse i forhold til, hvad deres holdning til organdonation er.

”Undersøgelser viser, at 80 % af danskerne er positive over for organdonation. Mange får bare ikke lige registreret deres holdning til det. Den iboende tendens til at udskyde svære beslutninger betyder, at rigtig mange mennesker ikke får registreret deres ønske om at donere. Og ALLE de mennesker vil vi placere rigtigt i systemet med aktivt fravalg. Vi er bare mennesker, som ikke bryder os om at tænke på, at vi en dag ikke skal være her længere. Nogle gange føles det som en byrde at skulle tage stilling, og det er dejligt, hvis nogen andre har valgt et udgangspunkt, som vi kan forlade os på,” siger Andreas Albertsen.

Lettere for familien

Man kan også spørge sig, om familiens vetoret over afdødes organer, bør bevares. Her er Andreas Albertsens svar, at vi stadig skal lytte til familien i de tilfælde, hvor de har en stærk opfattelse af, at afdødes ønske afviger fra det, som der er givet tavst eller aktivt samtykke til. I sådanne tilfælde spiller familiens vetoret en vigtig rolle i at rette op på eventuelle fejlplaceringer, så afdødes selvbestemmelse bevares.

Men med aktivt fravalg vil vi sjældnere stå i de situationer, hvor vi overlader det til de pårørende at tage denne svære beslutning om organdonation.

”Ved aktivt fravalg vil flere registrere sig, samtidig med at vi giver de pårørende en rettesnor i deres fortolkning af, hvad deres pårørende mon har ønsket omkring organdonation. Når deres kære ikke har gjort noget, vil familien vide, at det fortolker vi i vores samfund som et ønske om at donere. Så det vil være et input til familiens afklaring af, hvad det er afdøde har ønsket. Altså gør man det lettere for familien,” siger Andreas Albertsen.

Tavst samtykke er også et samtykke

En af grundene til, at vi stadig har aktivt tilvalg som donationssystem i Danmark, er, at Etisk Råd er i mod et system som aktivt fravalg. Rådet lægger stor vægt på folks autonomi – at man skal behandle folks organer i overensstemmelse med deres ønsker. Dette argument om menneskers selvejerskab holder dog ikke ifølge Andreas Albertsen. Han mener, Etisk Råd overser to forhold:

”Deres bekymring er, at man KUN må udtage organer fra folk, der selv har samtykket til det. Men hvis dét skal være et stærkt princip, må vi også lave vores nuværende system om, for som systemet er nu, spørger vi folks familie, når afdøde ikke selv har truffet en beslutning. Altså tillader systemet, at vi udtager organer fra folk, som ikke selv har samtykket til det,” forklarer Andreas Albertsen og fortsætter:

”Jeg synes virkelig, det er en misforståelse at sige tingene på den måde, som Etisk Råd gør. Aktivt fravalg er jo ikke et system, der ikke ønsker folks samtykke. Vi ønsker bare samtykke på en anden måde. Der er stadig væk et ønske om at respektere, hvad mennesker gerne vil, og et ønske om at gøre det muligt for folk selv at bestemme over deres organer. Det, som aktivt fravalg yderligere kan, er at redde flere menneskeliv. Så hvis systemerne er lige gode til at respektere menneskers autonomi, så må det også være et vigtigt hensyn, at det ene system redder flere mennesker end det andet,” siger Andreas Albertsen.

Et andet kritikpunkt til aktivt fravalg er, at man vender udgangspunktet og dermed vores samfundsmæssige forståelse af, hvordan man donerer. Man lader tavst samtykke være gyldigt på lige linje med aktivt samtykke. Det behøver der ikke være noget problem ved, mener Andreas Albertsen:

”I mange situationer betragtes et tavst samtykke som en meningsfuld måde at vælge og kommunikere vores præferencer på. Denne form for samtykke er validt, da det baserer sig på frie, informerede valg truffet af folk, der har kompetencer til at forstå dette. Dermed kan beslutninger truffet ved aktivt fravalg respekteres på samme måde og af de samme grunde som en beslutning truffet ved aktivt tilvalg. Under aktivt fravalg har vi blot ændret vilkårene for, hvad tavshed betyder, men ikke på det grundæggende forhold, at det er mennesket selv, der disponerer over egne organer.”