Bred, men ambivalent støtte til whistleblowing
Støtten til whistleblowing er lavere i Danmark end i en række andre vestlige lande. Det kan skyldes manglende erfaring, vores høje grad af tillid, og så er whistleblowerens motiv afgørende for danskernes støtte, påpeger professor i statskundskab Thomas Olesen, Aarhus BSS. Danskernes holdning til whistleblowing er særlig aktuel set i lyset af EU’s nye krav om whistleblowerordninger i alle danske virksomheder.
22.03.2021 | INGRID MARIE FOSSUM
FOTO: Adobe Stock
Stikker, sladderhank og forræder kaldes whistleblowerne også. Sandt nok er det illoyalt at udstille sin arbejdsgiver, men det er kun den ene side af sagen. Set fra den anden side står det klart, at whistleblowere er med til at skabe demokratiske fremskridt ved at bringe uheldige eller ligefrem ulovlige sager frem i lyset. Og så betragtes whistlebloweren pludselig som principfast vagthund og måske endda som helt.
Internationale eksempler kender vi godt: Edward Snowden lækkede fortrolige oplysninger fra sin arbejdsgiver om USA's masseovervågning af almindelige borgere. Med ulovlig brug af millioner af Facebook-brugeres data var Cambridge Analytica måske med til at afgøre, at Donald Trump blev valgt som præsident i 2016. Datamisbruget blev kendt, da en tidligere ansat i Cambridge Analytica afslørede det. Hemmelige dokumenter om offshoreselskaber blev anonymt lækket i det, som kom til at hedde the Panama Papers, hvor omfattende og systematisk skattesvindel i offshorebranchen blev afsløret. Chelsea Manning lækkede militære dokumenter til WikiLeaks om USA’s optræden i Irak og Afghanistan. Den mest kendte danske sag blev afsløret af briten Howard Wilkinson, nemlig hvidvaskningssagen i Danske Bank.
”Når sager om whistleblowing kommer i offentlighedens søgelys, skaber det debat, som lægger pres på politikere og beslutningstagere om behovet for lovgivning og for procedurer i organisationerne. I den forbindelse er det godt at vide, hvad befolkningens holdning til whistleblowere er, fordi aktøren er kontroversiel og kan dele vandene,” siger professor i statskundskab Thomas Olesen på Aarhus BSS ved Aarhus Universitet, som har lavet en undersøgelse om danske medarbejdere og lederes holdninger til whistleblowing.
”Whistlebloweren er en kontroversiel figur i et demokrati, fordi han eller hun jo i princippet opfører sig illoyalt over for organisationen og vender sig mod sin arbejdsgiver. Jeg blev nysgerrig på, hvad folk tænker om sådan en kontroversiel aktør,” siger Thomas Olesen om formålet med sin undersøgelse, der er gennemført i samarbejde med Epinion.
Danskerne har en ambivalent holdning til whistleblowing
Sammenlignet med Storbritannien, Irland, USA og Australien, der er længere fremme på området, bl.a. gennem mere avanceret lovgivning omkring whistleblowing, er støtten til whistleblowere noget lavere i Danmark. Ca. 60 procent af deltagerne i den danske undersøgelse svarer, at de er enige i, at whistleblowing er en del af ytringsfriheden, og at en stat bør have whistleblowerordninger, mens tilsvarende tal for de angelsaksiske lande ligger på mellem 70-80 procent. Ifølge Thomas Olesen skal det dog ikke forstås sådan, at de resterende 40 procent af danskerne er imod whistleblowing. F.eks. er kun 6,3 procent uenig i, at whistleblowing er en del af ytringsfriheden, og 10 procent imod lovgivning, som sikrer whistlebloweren anonymitet og økonomisk kompensation.
”Den forholdsvist store ambivalens skyldes måske, at mange har begrænset viden om og erfaring med whistleblowing. Det bunder bl.a. i, at Danmark ikke har særlig stærk lovgivning omkring whistleblowere, at der ikke er så mange kendte eksempler på whistleblowere her som i andre lande, og at der de seneste 30 år har været ret få større debatter i Danmark omkring whistleblowing. Det kan forklare, at mange er i tvivl om, hvad whistleblowing overhovedet er, og dermed er usikre på, hvad de skal mene om det,” siger Thomas Olesen, der også peger på, at metodiske forskelle i spørgsmålsformuleringer kan være med til at forklare en del af variationen.
Kun 7,5 procent af de deltagere i Thomas Olesens undersøgelse, som har oplevet noget forkert eller ulovligt på deres arbejdsplads, angiver, at de har prøvet at gå videre med problemet. Tallet stiger dog til 19,5 procent, når man spørger, om de har overvejet det.
Interessant nok er der ikke forskel på medarbejderes og lederes besvarelser, når det kommer til deres støtte til whistleblowing. Ledere er ofte målet for whistleblowere, og man kunne derfor forvente, at de er mere negativt indstillet over for det, men det er de ikke. Støtten er også på samme niveau i både offentlige og private organisationer.
"Når sager om whistleblowing kommer i offentlighedens søgelys, skaber det debat, som lægger pres på politikere og beslutningstagere om behovet for lovgivning og for procedurer i organisationerne."
Professor i statskundskab Thomas Olesen på Aarhus BSS ved Aarhus Universitet
Høj tillid – mindre whistleblowing
Når whistleblowing ikke (endnu) er så udbredt i Danmark, kan danskernes verdensrekord i tillid spille ind.
”Jeg har en hypotese om, at lande, som har lav grad af tillid til det politiske system og til autoriteter, er mere villige til at acceptere whistleblowere, som netop går uden om de etablerede kanaler, mens vi i Danmark har et andet system, som bygger på en højere grad af tillid, og hvor der derfor måske skal mere til, før man bryder med de bånd,” siger Thomas Olesen.
Danmark har netop et organiseret arbejdsmarked med stærke arbejdstagerrettigheder og fagforeninger, hvilket muligvis skaber en tiltro til, at problemer kan løses inden for de eksisterende rammer og altså uden at skride til whisteblowing.
Whistleblowerens motiver spiller ind
Thomas Olesen har også forsøgt at vise, hvordan selve konteksten omkring whistleblowing spiller ind på folks villighed til opbakning. Her er det ikke ligegyldigt, hvad whistlebloweren er motiveret af. Støtten er størst, når en whistleblower af rene moralske motiver forsøger at råbe op omkring uretfærdighed for samfundets bedste. Men er der mistanke om underliggende motiver hos whistlebloweren, såsom økonomisk gevinst, håb om ny karriere eller forfremmelse, eller et ønske om blot at ødelægge det for en organisation, da falder vores velvilje drastisk.
Støtten er størst der, hvor whistlebloweren afslører klassiske demokratiske udfordringer som magtmisbrug i politiet eller korruption. På samme niveau ligger tilfælde, hvor den forkerte handling påvirker os eller vores sikkerhed direkte, såsom problemer med flysikkerheden. 73 procent af deltagerne støtter op om whistleblowing i disse tilfælde.
Støtte på tværs af partiskel
Thomas Olesen har desuden undersøgt, hvordan støtten fordeler sig på tværs af politisk overbevisning, hvilket ikke er undersøgt før.
”Man kunne måske forestille sig, at venstrefløjen ville støtte mere op om whistleblowing end højrefløjen, da der jo ofte er tale om et angreb på autoriteter. Men det er ikke tilfældet,” siger Thomas Olesen.
Støtten til whistleblowere er nemlig bredt fordelt på tværs af det politiske spektrum.
”Den brede forankring i det danske samfund på tværs af politisk overbevisning er ret interessant, synes jeg. Det kan være nyttig viden for beslutningstagere, som skal lave lovgivning på området. Det gør det nemmere, når man ved, at der er fælles fodslag her,” siger Thomas Olesen.
Lovgivning gør det nemmere at varsle
Ved udgangen af december 2021 gælder EU's nye lovgivning, som pålægger alle danske virksomheder at have en whistleblowerordning. Det gælder såvel offentlige som private organisationer (med mere end 50 medarbejdere).
”Allerede nu tilbyder danske advokatfirmaer services i forhold til at oprette whistleblowerordninger. Og det er helt klart noget, vi vil se mere af fremover,” siger Thomas Olesen.
Lovgivningen giver juridisk beskyttelse til whistlebloweren i form af økonomisk kompensation og skal forsøge at sikre, at whistlebloweren ikke bliver udsat for repressalier som fyring og forfølgelse. Konsekvenserne af at blæse i fløjten kan nemlig være hårde.
”Der er jo tale om en organisation, der føler sig forrådt og truet på sin eksistens. Organisationen vil helst lukke sagen ned og sikre, at skandalen ikke kommer ud. Så whistlebloweren står altid i en prekær og sårbar situation,” siger Thomas Olesen.
Omkostninger ved at råbe op
Hvilket leder os hen til omkostningerne ved at råbe op, og hvorfor mange er i tvivl, om de skal sladre eller ej.
”Det er typisk en lang proces, hvor de kæmper med sig selv mentalt. Skal jeg gøre det? Skal jeg ikke gøre det? Det vil forhåbentlig være nemmere at tage beslutningen om at røbe hemmeligheder, hvis de ved, at de har samfundets opbakning,” siger Thomas Olesen.
Han fremhæver fordelene ved at have etablerede kanaler til whistleblowing i organisationerne, så man ikke er nødt til at gå planken ud, som de kendte whistleblowere Edward Snowden, Chelsea Manning og Howard Wilkinson har måttet. For dem gælder det, at der ikke er nogen vej tilbage. Snowden endte i landflygtighed i Rusland, Manning blev dømt til 35 års fængsel for spionage, men blev senere benådet af præsident Obama og løsladt, mens Wilkinson blev fyret.
”Det kan have store personlige konsekvenser. Man skærer båndene over til sin organisation og i nogle tilfælde også til sin profession. Ens liv bliver forandret. Der bliver et før og efter, og man skal genopfinde sig selv som menneske. Det får også konsekvenser for familien, når man bliver offentligt kendt. For de fleste er det en eksponering, man helst ville have været foruden,” siger Thomas Olesen.
Hvordan reagerer man?
Forskning viser da også, at alle de kendte såvel som mindre kendte whistleblowere forsøger ad interne kanaler først. Pressen er en sidste udvej, hvis man ikke bliver hørt internt.
”Folk er loyale over for organisationen og deres profession. De har måske arbejdet der i 20-30 år og har investeret meget af deres professionelle identitet her. Så det at gå ud offentligt er et stort skridt. Det rokker ved ens identitet, både professionelt og privat. De gør det kun, fordi deres moralske kompas er så udfordret, at de er nødt til at reagere”, siger Thomas Olesen.
Resultaterne fra Thomas Olesens undersøgelse bekræfter dette. De fleste danskere vil i første omgang gå til en kollega (36,8 procent) eller ledelsen (50,6 procent), mens kun 2,4 procent vil gå ud eksternt.
Kun 4,8 procent svarer, at de slet ikke vil reagere, hvis de opdager noget forkert på deres arbejdsplads.
Behov for anonym indberetning
Hvad kommer mon først – whistleblowing og dernæst behovet for lovgivning? Eller lovgivning, som så vil fremme, at flere tør at varsle?
61,6 procent af danskerne i Thomas Olesens undersøgelse ser behovet for lovgivning og mener, at alle virksomheder og organisationer burde have whistleblowerprocedurer, hvor medarbejdere anonymt kan indberette information om kritiske ting i deres virksomhed eller organisation. Hvis man supplerer med de mere usikre 21,2 procent, som svarer, at de hverken er enige eller uenige i udsagnet, er vi oppe på en stor majoritet af befolkningen.
Større viden om befolkningens holdning til whistleblowing kombineret med lovgivning og procedurer i organisationerne vil gøre det nemmere at tage skridtet og afsløre, når man oplever noget forkert, som f.eks. sexchikane eller skattesnyd på ens arbejdsplads. Har man interne kanaler hertil, hvor man kan indberette anonymt, kan man undgå de værste konsekvenser for whistlebloweren. Så slipper man for at banke på chefens dør, afsløre sig selv og risikere repressalier, hvor det at miste sit job og sin indtægt fylder mest hos danskerne.
Whistleblowere er en værdifuld kilde til sandheden i et demokrati, og vi vil ikke være dem foruden:
”Som ansatte i en organisation sidder whistleblowere inde med en privilegeret viden. Vi har jo kritiske journalister og andre politiske aktører, som også forsøger at opdage problematiske sager og skandaler, men det er meget sværere udefra. Så whistleblowere kan noget særligt. Deres insiderposition gør, at de så at sige har første parket til ulovlige og umoralske handlinger i en organisation,” siger Thomas Olesen.
Kilde:
|