Regler og krav til hjælp kan øge uligheden

Fattigdom, sygdom og alderdom er alle livsomstændigheder, der øger sandsynligheden for, at borgere får behov for hjælp fra velfærdsstaten. Samtidig viser psykologisk forskning, at fattigdom, sygdom og alderdom har tendens til at tære på menneskers mentale ressourcer, og dét kan gøre det svært at håndtere de krav og regler, der ofte er forbundet med at være i kontakt med det offentlige.

”For mange mennesker er velfærdsstaten en uundværlig kilde til hjælp, men det er ikke uden omkostninger at opsøge hjælp fra det offentlige. Det tager tid og energi at sætte sig ind i, hvilke ydelser og services der findes, hvem de er tiltænkt, og hvilke regler man skal overholde for at få hjælp. Der vil ofte være formularer, der skal udfyldes, deadlines, der skal overholdes, møder, man skal møde op til, og så videre,” siger Julian Christensen, postdoc ved Institut for Statskundskab på Aarhus BSS, hvor han er med til at gennemføre et større forskningsprojekt¹⁾, der i de kommende år skal undersøge årsager til og konsekvenser af borgeres oplevelser af byrder i kontakten med det offentlige.

Ifølge Julian Christensen er omkostningerne ved at håndtere krav og regler i mødet med det offentlige nok frustrerende, men dog overkommelige for de fleste.

”Men hvis ens hjerne samtidig er fuldt beskæftiget med at håndtere for eksempel økonomisk eller helbredsmæssig modgang, er det lettere at blive væltet bagover, selv af mindre forhindringer på ens vej,” siger Aarhus BSS-forskeren.

"Særligt når der er tale om politik, der er rettet mod syge, fattige og ældre medborgere, er man nødt til at overveje, om de legitime formål, der ligger bag systemets krav og regler, står mål med de menneskelige omkostninger, som kravene og reglerne skaber for borgerne i systemet"

Julian Christensen - postdoc, Institut for Statskundskab, Aarhus BSS

Ressourcesvage borgere rammes hårdere, når systemet gør ondt

I en ny artikel, som Julian Christensen netop har udgivet i samarbejde med Lene Aarøe og Martin Bækgaard fra Institut for Statskundskab på Aarhus BSS, samt Pamela Herd og Donald Moynihan fra Georgetown University²⁾, peger man på forskning, der viser, at sygdom, fattigdom og alderdom ofte er forbundet med nedsatte eksekutive funktioner og forskerne diskuterer, hvordan dét kan forventes at påvirke folks evne til at håndtere velfærdsstatens krav og regler.

Eksekutive funktioner er en samlebetegnelse for en række processer i hjernen, der bl.a. er afgørende for menneskers evne til at planlægge deres tid og håndtere komplekse opgaver. Personer med nedsatte eksekutive funktioner kommer oftere til, uforvarende, at glemme trælse men vigtige opgaver, misse deadlines o.l., og derudover har de sværere ved at slå koldt vand i blodet, når de kommer ud for frustrerende situationer, hvilket kan gøre det svært at reagere konstruktivt på modgang i livet.

Samlet set bliver det derfor sværere at håndtere et velfærdssystem med mange og ofte komplicerede krav og regler, og forskerne peger på, at uligheden i samfundet risikerer at vokse, når der er mange byrder forbundet med at få hjælp fra det offentlige. Udsatte borgere risikerer simpelthen at snuble undervejs og ikke få den hjælp, som de har brug for og krav på. Og de, der får adgang til hjælp, risikerer at opleve store psykologiske belastninger som følge af de krav og regler, de er underlagt.

”Man møder nogle gange det synspunkt, at hvis folk ikke magter at overkomme systemets krav og regler, så må det være, fordi de ikke har nok brug for systemet. At det må være et spørgsmål om at tage sig sammen,” siger Julian Christensen og fortsætter:

”Men det kræver mentalt overskud at tage sig sammen, og dét mentale overskud er der mange syge, fattige og ældre mennesker, der ikke har netop på grund af deres sygdom, fattigdom og alderdom. Hvis der er mange byrder forbundet med at få hjælp, risikerer vi derfor at skabe et paradoks, hvor det offentlige bliver dårligt i stand til at hjælpe de borgere, som velfærdsstatens ydelser og services er tiltænkt.”

At byrdefulde krav og regler ofte rammer udsatte borgere hårdere end andre, understøttes af internationale undersøgelser, som Aarhus BSS-forskerne og deres amerikanske kollegaer trækker på i deres artikel. Når det gøres sværere at ansøge om en given ydelse, eller det bliver forbundet med mere bøvl at modtage ydelsen, er der for eksempel flere, der mister adgang til hjælp, selvom de er i målgruppen for ydelserne. Og det er ofte de mest fattige og syge borgere, der har størst risiko for at miste adgang til hjælp.