29.06.2018 | Ingrid Marie Fossum
Den 15. september 2008 ramte finanskrisen den vestlige verden, da den amerikanske bank Lehmann Brothers gik konkurs. Der skulle gå nogle år, inden krisen for alvor ramte Danmark. Og der gik endnu længere tid, før det gik op for den danske befolkning og de danske medier, at vi stod over for en alvorlig økonomisk krise.
Når først vi indser alvoren af en krise, påvirker det i den grad vores politiske holdninger og adfærd. Tre forskere fra Aarhus BSS giver her deres bud på, hvordan vi reagerer, og hvem vi klandrer, når vores samfund rammes af økonomisk krise.
Går det dårligt med økonomien, får regeringen skylden. Går det godt, stemmer man på den siddende regering. Sådan lyder lidt forenklet et klassisk perspektiv på stemmeadfærd. Det gælder dog ikke hver gang, og ikke så tit i Danmark, hvor det er svært at give ét parti skylden alene. Og nogle af os er så store fans af et parti, at vi gang på gang lader os påvirke af dets budskaber og stemmer på partiet, uanset hvor godt eller skidt, det har klaret opgaven. Sådan er vi så forskellige. Vi kan heller ikke altid blive enige om, om vi skal spare eller spendere, når krisen rammer.
Den 20. januar 1993 blev demokraten Bill Clinton indsat som USA's 42. præsident. Han havde vundet over den siddende republikanske præsident George H. W. Bush, og det var ikke tilfældigt, at Clintons kampagneleder havde valgt følgende, nu verdenskendte frase som internt slogan for den succesfulde kampagne: ’It’s the economy, stupid!’ Økonomi er et vigtigt pejlemærke for, hvilken politik vi ønsker ført, og hvem vi stemmer på.
Går det dårligt med samfundsøkonomien, er der færre penge i statskassen til at betale for de ting, vi gerne vil have ud af velfærdsstaten, såsom sundhedsvæsen, skoler, ældrepleje mv., og der er heller ikke råd til skattelettelser.
”Hvis der ikke er penge i kassen, er der jo ikke penge til noget som helst, så på den facon kan alle blive tvunget til at interessere sig for økonomi, selvom de egentlig mest er interesseret i alle de spændende ting, som pengene kan bruges på,” siger Rune Stubager, valgekspert og professor i statskundskab ved Aarhus BSS.
Derudover har økonomien en særlig rolle, når det går dårligt, fordi der opstår både frygt for og reelle oplevelser af økonomiske problemer, som at folk kan miste deres arbejde.
For politikernes vedkommende bringer økonomiske nedgangstider dog også en mulighed for at gennemføre politik, som de så at sige har liggende i skuffen eller ønsker at gennemføre af andre grunde end krisen.
”Se bare på Lars Løkke Rasmussen og hans parti, som næsten fik afskaffet efterlønnen. Det ville næppe være gået, hvis ikke der var krise, og befolkningen kunne se, at der var behov for ekstraordinær handling,” siger Rune Stubager.
Men det er ikke alle forundt at have det store overblik over et lands økonomiske tilstand – ikke alle lægger mærke til de økonomiske nedgangstider. Faktisk var det kun en tredjedel af de danske vælgere i 2011, der var klar over, at der havde været nedgang i bruttonationalproduktet i perioden 2008-2010. Hvordan skal man så kunne tage økonomien i betragtning, når man står i stemmeboksen og skal vælge, hvem der skal styre landet?
Rune Stubager påpeger, at økonomisk stemmeadfærd baseret på en reel vurdering af økonomien er krævende:
”Man skal have viden og forståelse for nationaløkonomisk udvikling, den førte politik og regeringens ansvar.”
Men man kan muligvis klare sig med mindre end det fulde overblik:
”At vurdere politikerne ud fra økonomien er særlig udbredt blandt dem med lavere uddannelsesniveau – af den enkle grund, at det er nemt. Du skal bare kigge dig omkring: Kender du nogle, som er arbejdsløse? Bliver der fyret i lokalområdet? Er du selv bange for at blive fyret? Er der gang i byggeriet? Gang i økonomien? Altså ting, som man har visse muligheder for at orientere sig om i dagligdagen,” siger Rune Stubager.
Undersøgelser viser også, at ’politikernes evne til at løse landets problemer’ – herunder få styr på økonomien – betyder mere for folk med lavere vidensniveau om samfundsforhold. Mens de mere velorienterede svarer, at de i større grad lægger vægt på ’partiernes ideologi og deres holdninger til bestemte emner’.
"Hvis der ikke er penge i kassen, er der jo ikke penge til noget som helst, så på den facon kan alle blive tvunget til at interessere sig for økonomi, selvom de egentlig mest er interesseret i alle de spændende ting, som pengene kan bruges på.”
Rune Stubager, professor
Den 15. september 2011 vandt socialdemokraten Helle Thorning-Schmidt statsministerposten, da hun i spidsen for ”rød blok” vandt Folketingsvalget i Danmark med 50,2 % mod 49,7 % af stemmerne. En kneben sejr, når man sammenligner med, hvordan krisevalg ofte ender.
Går det dårligt med økonomien, får regeringen nemlig ofte skylden, og så smider man dem på porten. Går det til gengæld godt med økonomien, stemmer man gerne på den siddende regering. Sådan tegner klassisk stemmeadfærd sig, om end noget forenklet. Vælgerne får hjælp fra oppositionen, som skyder skylden for den dårlige økonomi på regeringen. Regeringen derimod forsøger at overbevise om, at det ikke er deres skyld.
Der er også dokumenteret en nedslidningseffekt på statsministeren og dennes parti, bl.a. som følge af, at regeringen – fortjent eller ufortjent – får skylden for de problemer, der måtte opstå, og af den simple grund, at man bliver træt af at se og høre statsministeren hele tiden. Generelt over tid taber regeringspartiet 2,3 procentpoint af sin opbakning blandt vælgerne fra ét valg til det næste.
Rune Stubager forklarer, at den mekanisme er mest udtalt i Storbritannien, USA og andre lande, hvor ét parti typisk sidder på regeringsmagten, mens det her hjemme kan være svært at give ét parti skylden alene, fordi vi ofte har koalitionsregeringer og brede forlig.
Under finanskrisen spillede både internationale og danske forhold ind på, at det gik så galt, som det gjorde, i Danmark. Bankerne, byggematadorerne og de uforsigtige forbrugere må hver bære deres del af skylden. Der er dog også mange, der mener, at regeringen var medskyldig på grund af liberaliseringen af kreditpolitikken med hensyn til boliglån, påpeger Rune Stubager.
Op til krisevalget lykkedes det imidlertid næsten Lars Løkke Rasmussen og hans regering at flytte fokus fra den nationale økonomiske krise til den globale krise, og oppositionen formåede aldrig helt at overbevise vælgerne om, at regeringen var skyld i de dårlige tider. Mange danske vælgere mente derfor stadig, at blå blok var bedst egnet til at tage sig af landets økonomi.
Den 19. maj 2010 – året inden krisevalget - ændrede daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen sin kommunikation om rigets tilstand og talte nu eksplicit om statens budgetunderskud som et alvorligt problem, der skulle løses. Dette var en enestående mulighed for adjunkt i statskundskab Martin Bisgaard og professor i statskundskab Rune Slothuus til at undersøge, hvordan partielitens kommunikation påvirker vælgerne.
De to ville gerne udfordre den klassiske forklaring om, at vi straffer regeringen, når det går dårligt med økonomien, ved at holde den op imod den psykologiske forklaring om, at vi ser verden, som vi gør, fordi vi vil bekræftes i vores holdninger.
Ifølge den psykologiske forklaring får vi hjælp af ubevidste psykologiske processer, som motiverer os til at se virkeligheden, så den passer med det, vi gerne vil se. Hvis det parti, vi holder med, er i regering, og vi bliver spurgt om, hvordan det går med økonomien i landet, så vil vi gerne tro, at det går godt. Det er vores psykologiske ’bias’, der driver svaret frem i os.
Martin Bisgaard forklarer nærmere, hvordan psykologerne mener, at vi bearbejder information på en måde, som stemmer overens med vores holdninger:
”Du tilgår ikke nødvendigvis information for at blive klogere. Det er snarere for at blive bekræftet i dine eksisterende holdninger. Det tyder på, at vi opfører os sådan, når det handler om politik, hvor tingene er ret abstrakte, og forholdet er meget konfliktpræget. Den psykologiske tilgang forklarer også, hvordan folk kan have forskellige opfattelser af, hvordan det går med økonomien i landet,” siger Martin Bisgaard.
Ifølge Martin Bisgaard og Rune Slothuus kan partielitens måde at tale om tingene også forklare vælgernes ofte vidt forskellige måder at tolke virkeligheden på. Faktisk er vi lidt som fodboldfans, der holder med vores hold, stort set uanset hvor dårligt det går. Vi lytter til partilederne og danner politiske holdninger i overensstemmelse med, hvad de gerne vil have os til at tro. Af denne grund kan højrefløjen og venstrefløjen se den samme virkelighed vidt forskelligt.
”Når partiet Venstre siger, at statens budgetunderskud er et problem, begynder tilhængerne af Venstre i stigende grad også at synes, at det er et problem. Hvis Socialdemokratiet siger, at arbejdsløsheden ikke er noget stort problem, mener de socialdemokratiske vælgere heller ikke, at problemet er så stort,” siger Martin Bisgaard og Rune Slothuus i Politologisk Årbog (2018).
Et godt eksempel er statsminister Lars Løkke Rasmussen, som under krisen faktisk ændrede sit budskab om økonomiens tilstand.
Før maj 2010 nævnte han knapt nok budgetunderskuddet, mens han efter maj 2010 pludselig sagde tydeligt, at landet stod midt i en økonomisk krise.
Ville skiftet i måden, statsministeren talte om virkeligheden på, føre til ændringer i den måde, vælgerne opfattede virkeligheden på?
Svaret ser vi tydeligt i grafen nedenfor:
Før regeringen skiftede budskab, svarede regeringstilhængerne ’nej’ på spørgsmålet ’Mener du, at et underskud på statens budget af denne størrelse er et problem i den nuværende situation?’. Mens efter at regeringen gik ud og sagde, der var økonomisk problemer, svarede de ’ja’, ligesom oppositionen. Afstanden mellem regeringstilhængernes og oppositionstilhængernes holdninger blev nu meget mindre, hvilket kan komme samfundet til gode.
”Hvis partieliten kan enes om at sende de samme budskaber og få vælgerne til at se virkeligheden på samme måde, kan det skabe fælles grundlag for diskussion af problemer i samfundet. Det ville være en stor fordel,” siger Martin Bisgaard.
Når forskellige politiske fløje bliver enige om, at der faktisk er økonomisk krise, opstår der gerne uenighed om noget andet – nemlig hvis skyld det er.
Martin Bisgaard har lavet et eksperiment, hvor amerikanske deltagere skulle svare på, om de var enige eller uenige i argumentet: ’Præsident Obama har et større ansvar end nogen anden for den stærke/neutrale/svage økonomiske vækst i landet, fordi præsidenten nemt kan øge eller reducere regeringens forbrug.’ Forud for spørgsmålet havde deltagerne læst en henholdsvis positiv/neutral/negativ artikel, om hvordan det gik med landets økonomi.
Martin Bisgaard forsøgte derigennem at manipulere, om deltagerne tog saglig stilling til argumentet om, hvorvidt præsidenten er ansvarlig for en god eller dårlig økonomi, eller om de bare var for eller imod Obama. Resultatet viste, at demokrater og republikanere svarer forskelligt på, om argumentet er godt eller dårligt, afhængigt af om det støtter den ”rigtige” konklusion:
Når demokraterne får at vide, at det går godt med økonomien, synes de, at det er et bedre argument, end hvis det går skidt med økonomien, hvor de lige pludseligt synes, at argumentet er dårligt. For republikanerne sker det stik modsatte.
Er vælgerne da egentlig i stand til at holde regeringen ansvarlig for, hvordan det går i samfundet, og smide dem ud, hvis det går dårligt? Det tyder Martin Bisgaards forskning ikke på. Tal fra hans forskning på britiske vælgere viser, at hele 40 % er så stærke tilhængere af deres parti, at de bortforklarer, hvem der har skylden for den finansielle krise.
Partieliten kan altså overbevise tilhængerne om, at virkeligheden ser ud på en bestemt måde, og vælgerne smider ikke bare automatisk regeringen på porten, som det hævdes i det klassiske perspektiv.
”Derfor skal partiledere ikke være så bange for at gå ud og tage lederskab og sige, at der er nødvendigt at lave indgreb. Vælgerne kan godt se vigtigheden af det i krisetider. Hvis man har mod, kan man godt overbevise – i hvert fald ens egne vælgere – om det, og de er jo vigtige for, at partiet kan fastholde sin position,” siger Martin Bisgaard.
Den 22. oktober 2009 kom den første af mange efterfølgende nedgraderinger af Grækenlands kreditværdighed. Det blev starten på den græske gældskrise i kølvandet på finanskrisen. Lektor i statskundskab Ann-Kristin Kölln observerede finanskrisen og talte med folk om den og blev opmærksom på, at vi reagerer meget forskelligt på økonomisk krise og stiller forskellige krav til eksempelvis socialpolitikken – et område, som folk har stærke holdninger til.
”Nogle mente, at det var ok at lave stramninger i Grækenland, at de sociale udgifter skulle sænkes, og at folk skulle arbejde længere. Mens andre sagde det modsatte: Nu er der hårde tider, altså bør vi hjælpe borgerne. Vi bør derfor øge midlerne til socialpolitikken,” fortæller Ann-Kristin Kölln.
Det inspirerede hende til at undersøge, hvordan vores holdninger til socialpolitik ændrer sig, alt efter rigets økonomiske tilstand.
Inden for samfundsøkonomisk forskning taler man om det procykliske og det kontracykliske syn. Førstnævnte hævder, at folk kræver mindre socialpolitik under kriser, fordi de vil beskytte de svækkede økonomiske ressourcer. Det andet hævder, at økonomiske nedgangstider øger borgernes krav til socialpolitik, fordi man bliver mere afhængig af den og kan se behovet for den.
Ifølge Ann-Kristin Kölln kan de to modstridende holdninger godt eksistere sideløbende, hvis man tager højde for politisk sofistikation. Hun definerer dette begreb som et individs kognitive evner (målt ved uddannelsesniveau) og motivationen til at blive informeret om politik (målt ved politiske interesse). Befolkningen adskiller sig på disse dimensioner.
”De mindre politisk sofistikerede baserer deres vurderinger på overfladiske problemløsningsstrategier og uden større tanke på fremtiden. Disse mennesker anerkender, at økonomisk hårde tider indebærer færre ressourcer til at øge socialpolitikken. De handler ud fra egeninteresse og vil beskytte knappe økonomiske ressourcer. Altså ønsker de ikke, at man skal bruge penge på socialpolitik i økonomisk hårde tider,” forklarer Ann-Kristin Kölln.
Det procykliske syn er mere almindeligt blandt de mindre politisk sofistikerede.
”De mere politisk sofistikerede er abstrakte, komplekse og systematiske i deres problemløsningsstrategier. De har flere overvejelser omkring fremtiden. Disse mennesker lægger mærke til det samfundsmæssige behov for socialpolitik gennem hårde økonomiske tider og støtter derfor socialpolitik på grund af de øgede leveomkostninger, en øget risiko for selv at blive negativt påvirket af den svage økonomi, og fordi kriser skaber følelsen af at være økonomisk sårbar. De vil hellere spare penge i gode tider,” forklarer Ann-Kristin Kölln.
Det kontracykliske syn er mere almindeligt blandt de mere politisk sofistikerede.
Hvis alle derimod var lige godt oplyste, ville vi være enige om øgede midler til socialpolitik under kriser, viser et forsøg, som Ann-Kristin Kölln har lavet.
En undersøgelse af 32 lande over 10 år (European Social Survey 2002-2012) viser niveauet for, hvor meget socialpolitik europæerne ønsker. På en skala, hvor 1 angiver meget lidt socialpolitik og 5 angiver meget socialpolitik, ligger europæernes gennemsnit på 3,8. Men en simulation, som Ann-Kristin Kölln har lavet, viser, at hvis alle europæere var meget politisk sofistikerede, ville gennemsnittet ligge på 8,4 og dermed fuldstændig bryde skalaen, for hvad der er muligt i den virkelige verden.
”Der er typisk en overvægt af de mindre politisk sofistikerede borgere i en befolkning, så selvom politikerne måske selv hører til i gruppen af de mere politisk sofistikerede, er de som folkevalgte afhængige af befolkningens opbakning til deres politik og kan ikke bare gøre lige som det passer dem. Se bare på opstandene i Grækenland efter de politiske reformer, der blev gennemført i landet under krisen,” siger Ann-Kristin Kölln.
Ann-Kristin Kölln påpeger, at det er vigtigt, at politikere er opmærksomme på, at vi reagerer meget forskelligt på økonomisk krise, og at ikke alle vælgere kan behandles på samme måde.
”Man kunne forestille sig, at politikere, der ønsker mindre socialpolitik, kunne lægge den strategi at informere borgerne meget lidt og altså lade dem forblive dumme. Mens politikere, der ønsker mere socialpolitik, har mere gavn af at informere borgerne,” siger Ann-Kristin Kölln.