04.02.2019 | SANNE OPSTRUP WEDEL
Synderen hedder Frank Lloyd Wright.
I hvert fald hvis man hører til dem, der forbander storrumskontorer langt væk og synes, at man har en høne at plukke med den mand, som efter sigende var den første til at indføre et storrumskontor. Det skete i kontorbygningen Larkin Building i New York i 1904, hvor ejer og arkitekt Frank Lloyd Wright fjernede vægge og afskaffede kontorer for at huse hele arbejdsstyrken i et enkelt rum, hvor de ansatte åbent kunne kommunikere og samarbejde. Ønsket var at fremme et mere ligeværdigt miljø og give de ansatte følelsen af det, han kaldte et mødested for familien. Konceptet blev for alvor udbredt i USA i løbet af 1960’erne med udgangspunkt i det tyske Bürolandschaft, hvor medarbejderne blev sat sammen i små grupper i et åbnet landskab for at sikre en effektiv arbejdsgang. Den danske udvikling har fulgt den amerikanske, og det seneste årti er åbne kontorlandskaber for alvor blevet standard - med det mål at understøtte en nutidig arbejdsproces, hvor videndeling og feedback er nøgleord*.
"Jo flere, man sidder på et kontor, jo sværere er det at samarbejde med sine kollegaer, føle sig godt tilpas og være glad for sit arbejde"
Tobias Otterbring - lektor, Institut for Virksomhedsledelse, Aarhus BSS
Men hvordan går det så med at fremme videndeling og feedback og realisere den oprindelige idé om et flydende, ligeværdigt samarbejde i storrumskontorerne?
Tja, ikke så godt, hvis man spørger Tobias Otterbring, lektor på Aarhus BSS og hovedforfatter på forskningsartiklen ”The relationship between office type and job satisfaction: Testing a multiple mediation model through ease of interaction and well-being.” Den viser nemlig, at jo flere, man sidder på et kontor, jo sværere er det at samarbejde med sine kollegaer, føle sig godt tilpas og være glad for sit arbejde.
Konklusionen er Tobias Otterbring og hans kollegaer kommet frem til ved at bygge en ny model, der for første gang tester sammenhængen mellem flere forskellige variable i forbindelse med storrumskontorer – i modsætning til tidligere studier, som har peget på negative sammenhænge mellem åbne kontorlandskaber og enkelte variable som f.eks. henholdsvis produktivitet, jobtilfredshed eller personaleomsætning. Helt konkret tester forskerne i dette studie, om koblingen mellem, hvor mange man sidder på kontoret og arbejdsglæde, kan forklares ved, hvor enkelt man synes, det er at samarbejde med sine kollegaer samt ens subjektive velbefindende; altså hvor godt tilpas man føler sig.
”I undersøgelsen af, om de to variable kan forklare sammenhængen mellem, hvor mange man sidder, og hvor glad man er, kommer vi frem til, at der på begge variable er en nær sammenhæng med, hvor mange man er, og så hvor enkelt man synes, det er at samarbejde med kollegaer, hvilken grad af subjektivt velbefindende, man føler, og hvor meget arbejdsglæde man oplever,” opsummerer Tobias Otterbring.
Modellen tester altså sammenhængen mellem variable, men ikke årsag og virkning. Med dette studie kan forskerne derfor ikke sige, at åbne kontorlandskaber leder til mistrivsel, men de kan vise sammenhængen mellem, hvor mange man sidder på et kontor, og hvor glad man er på jobbet.
”Og her ser vi altså, at storrumskontorer er negativt knyttet til at samarbejde og opleve trivsel og arbejdsglæde,” siger Tobias Otterbring.
Umiddelbart kan det forekomme mærkeligt, at det skulle være sværere at dele viden og samarbejde, når man sidder mange sammen i stedet for at sidde for sig selv. Men ifølge Tobias Otterbring kan det skyldes, at der er mere støj og flere forstyrrelser i et storrumskontor, når mange taler til højre og venstre hele tiden. Det åbne landskab gør det også sværere at have fortrolige samtaler, så der alt i alt er en øget grad af distraktion, som ikke gør det nemmere at kommunikere og samarbejde, selv om kollegaerne sidder lige ved siden af hinanden.
Og det bør erhvervsledere være opmærksomme på, mener Tobias Otterbring.
”Studiet er en vigtig påmindelse for de, som skal beslutte, hvordan en virksomheds lokaler skal indrettes og overvejer at implementere åbne kontorlandskaber. De skal ikke bare refleksmæssigt hoppe på en tilfældig trend uden at bekymre sig om, hvilken forskning der er på området,” siger han og uddyber:
”På den korte bane er det måske billigere at samle mange medarbejdere på mindre plads. Og måske er det æstetisk også smukkere, men man kan ikke bare hoppe fra omkostninger og æstetik til effektivitet og trivsel på den lange bane. Levende mennesker skal også trives der, og gør de ikke det, bliver det mere negativt for en arbejdsplads på længere sigt,” siger han med henvisning til, at man ved at stirre sig blind på de kortsigtede økonomiske fordele ved åbne kontorlandskaber måske overser det faktum, at de kan skabe mere mistrivsel, stress og ineffektivitet.
All Wright, fristes man til at sige. Det kan godt være, at intentionen bag den oprindelige idé med storrumskontoret var helt fin. Men som leder skal man altså være varsom med at tro, at virkeligheden automatisk lever op til intentionen. Og i hvert fald bør man være bekendt med de langsigtede, negative konsekvenser.
Note
*Kilder: Pejtersen J.H. Indeklima og psykosocialt arbejdsmiljø i storrumskontorer. I: Miljø og sundhed 2006;12(Suppl 6):43-48 og Musser George. The Origin of Cubicles and the Open-Plan Office. I: Scientific American 2009: August 17.
Kilde:
Otterbring, Tobias; Pareigis, Jörg; Wästlund, Erik; Makrygiannis, Alexander; Lindström, Anton. The relationship between office type and job satisfaction: Testing a multiple mediation model through ease of interaction and well-being. I: Scandinavian Journal of Work, Environment & Health, Bind 44, Nr. 3, 2018, s. 330-334.
Sådan gjorde forskerneForskningsprojektet har testet en model, der inkluderer flere forskellige faktorer i stedet for blot at kigge på en enkelt sammenhæng. Modellen undersøger en sekvens: hvorvidt en relation (her mellem kontorstørrelse og arbejdsglæde) kan forklares af (to) andre variable: 1) hvorvidt man kan interagere og samarbejde med sine kollegaer og 2) hvilken grad af subjektivt velbefindende, man oplever. I studiet blev respondenterne spurgt, om de deler kontor med andre og i givet fald hvor mange? Derefter lavede forskerne en kategorisering i fire kategorier: Eget kontor, 1-2 kollegaer, 3-9 kollegaer samt 10-20 kollegaer. Ud fra de fire kategorier undersøgte forskerne dernæst, om der fandtes en relation mellem kategorierne jf. ovenstående. |
|---|