Du er her: Aarhus BSS Insights Arbejdspressede lærere vælger Anders frem for Ahmed

Arbejdspressede lærere vælger Anders frem for Ahmed



Pressede lærere vælger Anders frem for Ahmed

Når danske folkeskolelærere er pressede, diskriminerer de elever med mellemøstlige navne. Det er konklusionen på ny forskning fra TrygFondens Børneforskningscenter ved Aarhus BSS. Det er ikke racisme, der er årsagen til diskriminationen men derimod arbejdspres. Når lærernes arbejdsbyrde reduceres, eliminerer man samtidig diskriminationen.

FOTO: Colourbox

Hvis en gennemsnitlig dansk folkeskolelærer bliver bedt om at vurdere, om hun vil optage et barn med socio-emotionelle vanskeligheder i sin klasse, er der stor sandsynlighed for, at hun vender tommelfingeren op, hvis barnet hedder Anders, og ned hvis barnet hedder Ahmed. Det viser ny forskning fra Aarhus BSS, der er publiceret i Journal of Public Administration Research and Theory – et af verdens førende forskningstidsskrifter inden for offentlig forvaltning.

I fire forskningsstudier har Simon Calmar Andersen, professor og centerleder ved TrygFondens Børneforskningscenter, og Thorbjørn Sejr Guul, adjunkt ved Institut for Statskundskab og fellow ved TrygFondens Børneforskningscenter, påvist, at danske folkeskolelærere er tilbøjelige til at diskriminere elever af anden etnisk herkomst udelukkende på baggrund af elevens navn.

"Set i et bredere perspektiv er det interessant at undersøge, om de samme mekanismer findes på andre serviceområder, hvor offentligt ansatte frontlinjemedarbejdere som socialrådgivere, politi og sundhedsmedarbejdere træffer beslutninger om borgere med begrænset information og under stort arbejdspres"

Thorbjørn Sejr Guul, adjunkt, Institut for Statskundskab og fellow, TrygFondens Børneforskningscenter, Aarhus BSS

Resultaterne tyder dog ikke på, at lærerne er racistiske, men derimod at deres arbejdsbyrde de facto får dem til at diskriminere, fortæller Thorbjørn Sejr Guul:

”Når vi i en spørgeskemaundersøgelse spørger danske folkeskolelærere, om det er tilrådeligt at optage en dreng med socio-emotionelle vanskeligheder i deres klasse, er de mindre tilbøjelige til at sige ja til drengen, når han hedder Yousef, end når han hedder Mathias. Spørger vi de samme lærere, om det er klogt at optage flere børn med særlige behov i almenundervisningen generelt – men altså ikke nødvendigvis i deres egen klasse -  er der imidlertid ikke forskel på, om drengen hedder Ahmed eller Anders. Det indikerer, at lærerne ikke er racistiske men optagede af, om drengen vil øge deres arbejdsbyrde, som det er tilfældet, hvis han bliver optaget i deres klasse, men ikke hvis han blot bliver optaget i en anden almindelig folkeskoleklasse.”

Forskerne har bedt skolelærerne om at svare på en skala fra 1 til 5, om det er tilrådeligt at optage den fiktive elev i deres klasse. Derfor kan man ikke konkludere nøjagtig, hvor stor en andel af lærerne, der i praksis ville sige nej til eleven med det mellemøstklingende navn.

”Men vi kan se, at holdningen rykkede sig, og at forskelsbehandling fandt sted,” siger Thorbjørn Sejr Guul.

54,5 procent af de adspurgte lærere var ”meget enig” eller ”enig” i, at det var en god idé at have drengen i deres klasse, når drengen hed Mathias. Når han hed Yousef var tallet 44,9 procent. Det vil altså sige, at der var 9,6 procent flere lærere, der var enige i, at drengen skulle ind i deres klasse, når han hed Mathias, end når han hed Yousef.

Reduceret arbejdspres fjerner stort set diskrimination

Den tolkning, at det er arbejdspres, der ligger bag diskriminationen, får yderligere støtte i to studier, hvor Simon Calmar Andersen og Thorbjørn Sejr Guul påviser, at lærerne er mere villige til at inkludere Ahmed i deres klasse, hvis deres arbejdspres bliver lettet. I det ene studie er lærerne mere tilbøjelige til at sige ja til Ahmed, når lærerne bliver oplyst om, at der følger ekstra ressourcer med i form af otte lektioner med støttelærer med drengen. I det andet studie bliver diskriminationen næsten elimineret, fordi spørgsmålet om lærernes villighed til at optage Mathias eller Yousef i deres klasse bliver stillet som en del af slutevalueringen på et andet projekt. I det projekt har lærerne i en periode været mindre pressede i deres arbejde, fordi de som en del af forsøget har fået flere dansktimer i deres egen klasse og dermed mere tid til at nå det samme og komme omkring alle eleverne. Det er et opsigtsvækkende resultat, som tyder på, at lærernes diskrimination er en ubevidst følge af arbejdspres, forklarer Thorbjørn Sejr Guul:

”Lærernes diskrimination forsvandt efter en periode med reduceret arbejdspres til trods for, at de ikke fremadrettet var blevet stillet flere timer i udsigt. Dette resultat er i overensstemmelse med anden forskning, som peger på, at en stor arbejdsbyrde skaber en kognitiv belastning, som får frontlinjemedarbejdere som lærerne til at trække på stereotype forestillinger, når de træffer beslutninger”.

Forventning om øget arbejdsbyrde

Simon Calmar Andersen og Thorbjørn Sejr Guul afviser samtidig, at lærernes forskelsbehandling skyldes, at de bevidst eller ubevidst forbinder mellemøstlige navne med en svag socio-økonomisk baggrund, hvilket også kan gøre eleverne og deres familier tungere at arbejde med. I et af studierne opdelte de nemlig spørgeskemaundersøgelsen om at inkludere elever med vanskeligheder i egen klasse i to. Den ene halvdel af spørgsmålene beskrev Mathias’ og Yousefs forældre som arbejdsløse og med sociale problemer. Den anden halvdel beskrev dem som veluddannede og i beskæftigelse. Dette havde dog ingen betydning for udfaldet, hvilket bestyrker, at det er drengens etnicitet og forventningen om, at den i sig selv øger arbejdsbyrden, som lærerne reagerer på. Og det er ikke rimeligt, mener Simon Calmar Andersen:

”Selvom det set fra lærernes side måske kan være statistisk velbegrundet at forvente, at Ahmed vil medføre mere arbejdsbelastning i klassen end Anders, er det urimeligt, at Ahmed blot på grund af sit navn skal behandles dårligere end Anders. Og det er uforeneligt med de universelle principper om lige behandling af alle borgere, som vores velfærdsstat bygger på.”

Nye resultater kalder på yderligere forskning – også blandt sundhedspersonale og politifolk

Forskerne kan ikke sige med sikkerhed, hvorvidt forskelsbehandlingen skyldes ubevidst bias eller statistisk diskrimination.

”Der er brug for mere forskning, hvad angår årsagen. Og næste skridt vil være at undersøge, hvordan man konkret kan organisere lærernes arbejde, så de bliver mindre tilbøjelige til at diskriminere. Som vores studier viste, er det muligt at reducere tilbøjeligheden til etnisk diskrimination ved at reducere lærernes arbejdsbyrde, men det er formentlig ikke ligegyldigt, hvordan man gør. For eksempel kan man forestille sig, at støttetimer til en sårbar elev har større effekt end en generel reduktion af lærernes arbejdstid. Ligeledes skal løsningerne være bæredygtige og ikke blot medføre et normskred, hvor diskriminationen opretholdes, selvom arbejdsbyrden sænkes, fordi lærerne mentalt tilpasser sig det nye niveau,” siger Simon Calmar Andersen.

De nye forskningsresultater er ikke alene relevante for skoleområdet. Der er god grund til at lave lignende studier i andre dele af den offentlige forvaltning, vurderer forskerne.

”Set i et bredere perspektiv er det interessant at undersøge, om de samme mekanismer findes på andre serviceområder, hvor offentligt ansatte frontlinjemedarbejdere som socialrådgivere, politi og sundhedsmedarbejdere træffer beslutninger om borgere med begrænset information og under stort arbejdspres. Er det tilfældet, er vores forskning nemlig blot første skridt i bestræbelserne på at skabe viden om, hvordan offentlige forvaltninger kan indrettes, så det reducerer tilbøjeligheden til illegitim diskrimination,” siger Thorbjørn Sejr Guul.

Bag om undersøgelsen:

  • Resultaterne om diskrimination af elever med mellemøstlige navne er baseret på fire forskningsstudier, der er foretaget i perioden fra efteråret 2012 til foråret 2014.
  • 1264 lærere har indgået i forsøget. De er fordelt på 329 skoler.
  • Studie 1 er baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt 890 danske folkeskolelærere på mellemtrinnet, der spørger til lærernes villighed til at optage en dreng med socio-emotionelle vanskeligheder i deres klasse. Ved lodtrækning er spørgeskemaerne fordelt, så drengen i halvdelen af tilfældene hedder Yousef og i den anden halvdel Mathias.
  • Studie 2 er baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt de samme 890 lærere og spørger til deres villighed til at optage elever som Ahmed/Anders, der har vanskeligheder på skolen generelt.
  • Studie 3 er baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt 258 danske folkeskolelærere på mellemtrinnet. Ved lodtrækning blev lærerne fordelt i tre grupper og spurgt til deres villighed til at optage Ahmed med socio-emotionelle vanskeligheder i deres klasse, henholdsvis uden ressourcer, med støttetimer eller med hjælp fra lederen til at følge drengens faglige resultater.
  • Studie 4 er baseret på et forsøg med flere timer i dansk på mellemtrinnet kombineret med en spørgeskemaundersøgelse i forbindelse med slutevalueringen af forsøget, der spørger til lærernes villighed til at optage Yousef/Mathias i deres klasse. Studiet er baseret på 196 lærere, der ved lodtrækning blev fordelt i to grupper med eller uden flere dansktimer.
  • Forskningen er medfinansieret af Undervisningsministeriet og TrygFonden.
 

Kilde:

Andersen, Simon Calmar og Guul, Thorbjørn Sejr (2019). Reducing Minority Discrimination at the Front Line – Combined Survey and Field Experimental Evidence. Journal of Public Administration Research and Theory, 2019, 1-16.