Overdrivelse fremmer modstand
Jo højere ydelser, man tror, at kontanthjælpsmodtagere får, jo større modstand vækker det i befolkningen. Derfor er det effektivt, når politikere overdriver i deres retorik og fremhæver de ekstreme eksempler, viser prisvindende forskning fra Aarhus BSS på Aarhus Universitet.
25.06.2020 | Ingrid Marie Fossum
Det er et almindeligt retorisk våben blandt politikere, der ønsker nedskæringer i velfærdsstaten, at fremstille kontanthjælpsmodtagere som dovne og overdrive velfærdsbeløbenes størrelse. På denne måde kan de opildne befolkningen, tiltrække stemmer og retfærdiggøre nedskæringer. Men hvem lytter til den slags? Taler man bare til dem, der i forvejen synes, velfærdsmodtagerne får for meget? Eller lytter andre med, og kan det flytte holdninger? Og hvilken betydning har det, at kontanthjælpsmodtagernes ydelser bliver sat i forhold til andre lavindkomstgruppers indtægt? Det har professor i statskundskab Carsten Jensen fra Aarhus BSS på Aarhus Universitet undersøgt.
”Også venstreorienterede bliver forargede, jo mere kontanthjælpsydelsen stiger. De synes simpelthen, det er for galt. Det viser, at det er nemt at påvirke folk med tal. Det er effektfuldt at føre skræmmekampagne, fordi alle hopper på den,”
Carsten Jensen, professor, Institut for Statskundskab, Aarhus BSS
Carsten Jensen har spurgt et repræsentativt udsnit af den britiske befolkning om deres holdninger til velfærdsydelserne. Er støtten til kontanthjælpsmodtagerne for generøs? Og ændrer deres holdning sig, når man manipulerer med, hvor stor kontanthjælpsydelserne er? Er modtanden for eksempel lige så stor, hvis man får at vide, at kontanthjælpsmodtageren kun får 9.000 pund om året (ca. 75.000 kr.), end hvis oplysningen er, at beløbet svarer til minimumslønnen eller derover?
Et grundlæggende resultat fra survey-eksperimentet i Storbritannien er, at overdrivelse fremmer modvilje, og at man kan vinde opbakning til sin politik ved at manipulere med velfærdsbeløbene i den offentlige debat. Undersøgelsen viser, at jo flere pund, folk får at vide, at man kan få udbetalt i velfærdsydelser, jo mere stiger modviljen hos befolkningen. Hvis respondenterne bliver fortalt, at en typisk familie får 29.000 pund (ca. 241.000 kr.) pr. år i støtte, er de generelt mere tilbøjelige til at synes, at ydelserne er for generøse, end dem, som bliver fortalt, at den typiske familie får 9000 pund. Til sammenligning er den gennemsnitlige hustandsindtægt i England 26.300 pund (ca. 218.000 kr.) og den reelle velfærdsydelse er 20.000 pund (ca. 166.000 kr.).
Grafen viser briternes holdning til velfærdsydelser. Jo højere ydelsen fortælles at være, desto mere stiger modviljen. Det har ikke den store betydning for udfaldet, om briterne bliver præsenteret for information om, hvad minimumslønnen er eller ikke. Kun når de får at vide, at kontanthjælpen er en smule højere end minimumslønnen (ved 24.000 pund) giver det udslag.
Grafik: Simon Andersen Nørredam
Mere overraskende er det imidlertid, at forskerne også finder, at der ingen forskel er på venstreorienterede, som normalt går ind for omfordeling, og højreorienterede, som normalt ikke kan lide omfordeling.
”Også venstreorienterede bliver forargede, jo mere kontanthjælpsydelsen stiger. De synes simpelthen, det er for galt. Det viser, at det er nemt at påvirke folk med tal. Det er effektfuldt at føre skræmmekampagne, fordi alle hopper på den,” siger Carsten Jensen.
Forskningen er udgivet i tidsskriftet Political Studies, hvor artiklen ”Numbers and Attitudes towards Welfare State Generosity” netop er blevet kåret til bedste artikel i 2019. Forskningen er lavet i samarbejde med Anthony Kevins fra Loughborough University, som tidligere har været postdoc ved Institut for Statskundskab på Aarhus BSS.
Kontanthjælpen bør ikke overskride minimumslønnen – men må gerne være lavere
Carsten Jensen og Anthony Kevins har også testet, hvilken betydning det har for folks holdninger til velfærdsydelserne, når de får information om, hvad minimumslønnen i England er og kan sammenligne med den.
Forskerne havde en forventning om, at information om minimumslønnen kunne spille ind på folks holdninger, f.eks. ved at den markerer en naturlig grænse, som ydelserne ikke bør gå under. Minimumslønnen opfattes i England generelt som den laveste indtægt, man kan have og stadig opretholde en rimelig levestandard. Resultaterne skrider delvist i mod forskernes forventninger:
”Når respondenterne får at vide, at kontanthjælpsmodtagere kun får 9.000 pund, mens minimumslønnen er 19.000 pund (ca. 158.000 kr., red.), så havde vi troet, at der ville være mange, der ville synes, at kontanthjælpsmodtagerne burde få noget mere. Men den forskel er der faktisk ikke. Så det med at få minimumslønnen som målestok – det har ikke den effekt, som man skulle tro, den skulle have,” siger Carsten Jensen.
Det eneste sted, hvor forskerne kan se en effekt af at man præsenteres for minimumslønnen som benchmark er, når beløbet for kontanthjælpen overstiger minimumslønnen, dvs. ved 24.000 pund (ca. 199.000 kr.). Her tager folk minimumslønnen i betragtning og bliver mere skeptiske.
”Hvis folk får at vide, at kontanthjælpsmodtagerne får mere, end man får på en minimumsløn, så stiger modviljen. Så bliver modviljen lige så høj som, hvis kontanthjælpsydelsen lå på et endnu højere niveau,” siger Carsten Jensen.
Samlet set tyder resultaterne på en ret høj grad af modvilje mod kontanthjælpsmodtagerne. Hvis respondenterne oplyses, at kontanthjælpen er under minimumslønnen, får det ikke folk til at ønske en højere kontanthjælp. Men modsat får information om, at kontanthjælpen er højere end minimumslønnen opbakningen bag kontanthjælpen til at falde.
Effektivt politisk virkemiddel
I England har tidligere finansminister George Osborne udtalt, at familier, som arbejder, bør have flere midler end familier, som ikke arbejder, og han har beklaget sig over, at man kan få 100.000 pund (830.000 kr.) i støtte. Der verserer desuden mange historier om tilbud om gratis hus til unge enlige mødre. Også i Danmark har vi set lignende sager, hvor politikere overdriver velfærdsbeløb og fremhæver ekstreme eksempler for at skabe opmærksomhed og påvirke vælgerne.
”Så mange penge tjener jeg ikke engang selv, tænker mange nok. Eller også tjener jeg det, men de skal i hvert fald ikke tjene mere end mig. Politikerne overdriver måske, men det virker. Folk lytter til disse budskaber og tager dem ind,” afslutter Carsten Jensen.