Yderligere 2,4 millioner til forskning i konsekvenser af corona-virus

Professor i statskundskab Michael Pang Petersen ved Aarhus BSS, Aarhus Universitet, har modtaget yderligere 2,4 millioner kroner fra Carlsbergfondet til sin forskning i danskernes adfærd under corona-krisen. Med den nye bevilling bliver det muligt at lave daglige monitoreringer og et early warning-system, som leveres direkte til Statens Serumsinstitut.

Foto: AU Foto

”Det er jo let at overholde retningslinjer, når man bare skal blive hjemme. Men når vi nu begynder at bevæge os ud i samfundet igen, er det en anden sag. Det er derfor rigtig vigtigt, at vi løbende monitorerer adfærden. Især fordi vi ved, at der går 14 dage fra eventuelle ændringer i adfærd, før man kan se det på smittekurverne. Derfor stiller vi alle data til rådighed for Statens Serum Instituts ekspertgruppe, der hilser samarbejdet velkommen”, siger Michael Bang Petersen i en nyhed på Carlsbergfondents hjemmeside.

Med en tillægsbevilling på 2,4 millioner kroner fra Carlsbergfondet bliver det muligt at monitorere danskernes adfærd dag for dag ved hjælp af daglige spørgeskemaanalyser, som Michael Bang Petersen laver i samarbejde med Epinion. Her stiller forskerne spørgsmål til et repræsentativt udsnit af danskerne om deres adfærd dagen før, f.eks.: Var du i et rum med mere end 10 mennesker? Hvor mange gange vaskede du hænder? Var du opmærksom på at holde afstand?

Dataene bliver brugt af Statens Serumsinstitut, som rådgiver myndighederne. Særligt i forbindelse med den gradvise åbning af samfundet er det vigtig at have viden om danskernes adfærd og dens konsekvenser for smittespredningen.