Sundheds-it på dagsordenen på Aarhus Universitet

Hvordan kombinerer vi den nyeste teknologi med behandlingen af syge og ældre borgere? Det var emnet, da 30 repræsentanter fra erhvervslivet mødtes med førende forskere på Aarhus Universitet.

Elektroniske patientjournaler, psykiatrisk behandling hjemme i sofaen og nye fælles medicinkort. Det er blot nogle få eksempler på, hvordan sundheds-it er rykket ind i det danske sundhedsvæsen.

Sundhedsteknologi er tænkt til at lette arbejdsgangen og gøre behandlingen af patienter både bedre og billigere. Men nye systemer betyder også nye udfordringer for medarbejdere i sundhedssektoren.

Det var emnet for et stort debatarrangement, der fandt sted på Aarhus Universitet fredag 9. maj. 30 gæster fra erhvervslivet var mødt op for at høre en række af de førende eksperter på området fortælle om egne erfaringer og diskutere, hvordan man bedst implementerer it i sundheds- og plejesektoren.

"Med sundheds-it kan vi om muligt redde liv. Det er virkelig en stor ting, og vi skal være stolte af, at vi beskæftiger os med dette emne. Men vi skal finde ud af, hvordan vi giver borgerne endnu bedre kvalitet i sundhedsvæsenet," forklarede lektor og studieleder ved Institut for Marketing og Organisation Andrea Carugati, da han præsenterede dagens første gæst.

SE ALLE BILLEDERNE

Professor Wendy L. Currie fra Audencia, School of Management i Nantes var rejst hele vejen fra Frankrig for at fortælle om en stor europæisk undersøgelse, hun står bag. Til daglig forsker hun i og rådgiver om sundheds-it.

"Jeg forsøger at have en fod i begge lejre – både i den akademiske verden og i industrien," forklarede Wendy Currie, der i samarbejde med Microsoft har kortlagt forholdet mellem informationsteknologi – såsom adgang til internet – og brugen af sundheds-it i 28 europæiske lande. Der er store forskelle nationerne imellem, hvor Danmark faktisk kom ud som nr. 1 i undersøgelsen.

"Hvis man aldrig har hørt om internettet, har det naturligvis stor betydning for implementeringen af sundheds-it. Det er simpelthen ikke muligt at finde en europæiske ”one size fits all” model," sagde Wendy Currie, inden Andrea Carugati overtog.

Ideen udsprang på lokalt plejehjem

Han fortalte om sine erfaringer fra et forskningsprojekt om diffusion og implementeringen af sundheds-it i plejesektoren.

"Lokale tilpasninger af it-løsninger er også relevante på regionalt niveau," forklarede Andrea Carugati.

Med udgangspunkt i et it-system udviklet på et mindre italiensk plejehjem satte han fokus på, hvordan et simpelt og lokalt udviklet it-program har spredt sig til mere end 100 plejehjem i Italien. At programmet er blevet en sådan succes, skyldes flere ting: Medarbejderne har kunnet se fordelen ved teknologien, it-forhandlere har været villige til at investere i det, og myndighederne har støttet op om det.  

"For at et lokalt udviklet it-system skal kunne overleve i sundhedssektoren, kræver det, at de forskellige aktører spiller den rigtige rolle på det rigtige tidspunkt. Hvis det sker, kan det få stor betydning for samfundet," forklarede Andrea Carugati.

Ny fagpakke i Aarhus

Emnet for debatten er højaktuelt – ikke mindst i lyset af, at de danske regioner har aftalt en fælles strategi for digitalisering af sundhedsvæsenet i perioden 2014-2016. De har dermed forpligtet sig på at realisere 15 pejlemærker. Borgerne skal eksempelvis have mulighed for selv at booke aftaler med hospitalet, ligesom der skal etableres en telemedicinsk platform for behandling af KOL-patienter.

Hele arrangementet lagde sig op ad den nye fagpakke, IT i Sundheds- og Plejesektoren, som Aarhus BSS Executive udbyder første gang fra august 2014.

Hvis du er interesseret i at vide mere, kan du finde information her.