Nå et niveau højere

Hold dig opdateret

Få info om efteruddannelse, forskning og invitationer til faglige arrangementer direkte i din indbakke.

HD

Pris og betaling for HD1


Du skal betale for at tage en HD1, fordi det er et deltidsstudie. HD-uddannelsen betales af din arbejdsgiver eller dig selv.



Prisen for en HD1 er 42.800 kr.*

Du betaler ikke for hele uddannelsen på én gang, men kun for de fag, du har tilmeldt dig i det kommende semester.

Betalingen dækker undervisning og tre eksamensforsøg per fag.


Priser for fag


5 ECTS:  3.450 kr.

10 ECTS:  6.900 kr.

Afsluttende projekt (10 ECTS):  8.300 kr.

   

Vi tager forbehold for eventuelle kommende prisstigninger.

   

*Er du ikke-EU/EØS-statsborger uden varig opholdstilladelse i Danmark?

Da vi ikke modtager tilskud fra staten for ikke-EU/EØS-statsborgere uden varig opholdstilladelse i Danmark, forhøjes opkrævningen af deltagerbetalingen med et studiegebyr. Studiegebyret er et tillæg på 1.000 kr. for et 5 ECTS-fag, 2.000 kr. for et 10-ECTS-fag og 3.000 kr. for et 15 ECTS-fag. Læs mere om studiegebyret.




Udgifter til bøger og materialer

Du skal forvente at bruge ca. 2.000 kr. per semester til bøger. Du står selv for at købe bøgerne, men kan aftale med din arbejdsgiver, at de skal refundere beløbet.

Ved semesterstart får du en oversigt over, hvilke bøger du skal købe.




FAQ om betaling

Her kan du finde svar på nogle af de mest stillede spørgsmål vedrørende økonomien i forbindelse med HD1.

Udgifter, betaling og fakturering

Hvordan foregår betalingen?

Deltagerbetalingen opkræves semestervis for det antal fag, du har tilmeldt dig. Inden studiestarten vil du eller din virksomhed modtage en faktura på deltagerbetaling og eventuel forplejning. Du bedes følge op på, at betalingen finder sted, da det er dit ansvar, at den sker rettidigt. Du får først eksamensret til faget, når fakturaen er betalt.

Hvornår sender I fakturaen?

Hurtigst muligt efter at du har modtaget dit optagelsesbrev, vil du/din virksomhed modtage en faktura på deltagerbetalingen og eventuel obligatorisk forplejning. Undervisningsmaterialet er ikke inkluderet i fakturaen. 

Du bedes følge op på, at betalingen finder sted, da det er dit ansvar, at den sker rettidigt. Du får først ret til at gå til eksamen, når du har betalt fakturaen.

Kan fakturaen deles op i mindre rater?

Af revisionsmæssige årsager kan vi desværre ikke tilbyde at dele fakturaen op i mindre rater.

Kan man ændre betaler undervejs i studiet?

Det kan du godt. Du skal blot sende de nye betalingsoplysninger til evu.bss@au.dk, og så sender vi fakturaen til den nye betaler.

Hvis jeg får merit for nogle fag, skal jeg så betale for dem?

Du skal ikke betale for fag, som du får merit for. 

Det er ikke altid, at vi når at behandle alle meritansøgninger, inden vi fakturerer. Hvis du får merit, efter du har betalt for fagene, vil du naturligvis få refunderet betalingen for det/de fag, du har fået merit for.

Hvad dækker deltagergebyret?

Deltagergebyret dækker et semesters undervisning, administration og tre eksamensforsøg. Du betaler altså ikke for hele uddannelsen på én gang.

Hvad skal jeg regne med af ekstraudgifter?

Udover deltagerbetalingen er der udgifter til undervisningsmateriale på cirka 2.000 kr. per semester. Du står selv for at købe undervisningsmaterialerne. Det vil sige, at hvis du for eksempel skal have pengene refunderet af din arbejdsgiver, må du selv sørge for det. 

Desuden er der i Aarhus et obligatorisk forplejningsgebyr ved lørdagsundervisning på cirka 360 kr. ekskl. moms per 5 ECTS-point, som normalt bliver faktureret sammen med deltagerbetalingen.

Forplejningsgebyret gælder ikke i Herning, hvor der hverken er forplejning eller mulighed for at købe mad på campus.

Er der moms på deltagerbetalingen?

Der er ikke moms på deltagerbetalingen, men der er moms på forplejning.

Får jeg pengene tilbage, hvis jeg afmelder mig?

Hvis du ønsker at afmelde dig fra et forløb, skal du gøre dette per mail til evu.bss@au.dk.

Ved afmelding inden for fristen bliver deltagerbetalingen refunderet. Fristen for afmelding er den 1. september og den 1. februar. Starter undervisningen tidligere end de fastsatte afmeldingsdatoer, skal afmeldingen ske inden undervisningsstart.

Ved afmelding efter at undervisningen er startet, kan deltagerbetalingen ikke refunderes.  

Refundering af deltagerbetaling på et senere tidspunkt end disse frister forudsætter, at du kan dokumentere, at der er tale om usædvanlige forhold.

Kan jeg få støtte til efter- og videreuddannelse?

Efter- og videreuddannelse berettiger ikke til SU. Du kan få SVU (Statens Voksenuddannelsesstøtte) til efter- og videreuddannelsesundervisning, hvis du opfylder betingelserne, og hvis undervisningen foregår som heltidsundervisning. Kravet om heltidsundervisning kan eventuelt opfyldes ved at kombinere flere deltidsfag eller -uddannelser. Læs mere om betingelserne for at få SVU på www.svu.dk.

Kan jeg få rabat?

Der er desværre ikke mulighed for at give rabat eller anden reduktion af deltagerbetalingen.

Kan jeg få SU?

Det er ikke muligt at få SU til efteruddannelser, da det er forbeholdt dagstudierne. SVU (Statens Voksenuddannelsesstøtte) kan være en mulighed i visse tilfælde, men reglerne for at få SVU er ret detaljerede, så du bør undersøge dine muligheder på www.svu.dk.