To institutter bliver til ét på Aarhus BSS

Institut for Erhvervskommunikation lægges pr. 1. januar 2017 sammen med Institut for Virksomhedsledelse. Det har Aarhus Universitets bestyrelse besluttet.

Foto: AU Foto.

Det betyder, at Institut for Erhvervskommunikation pr. 31. december 2016 nedlægges som selvstændigt institut, og at virksomhedskommunikation fremover bliver en sektion i Institut for Virksomhedsledelse. Bestyrelsen besluttede tidligere i år, at sprogfagene på Institut for Erhvervskommunikation pr. 1. januar 2017 flyttes fra Aarhus BSS og samles med de øvrige sprogfag på fakultetet Arts.

”Dermed var Institut for Erhvervskommunikation blevet et meget lille og økonomisk sårbart institut. Samtidig betyder sammenlægningen, at samspillet mellem miljøerne inden for virksomhedsledelse og virksomhedskommunikation, som i den virkelige verden jo også er snævert forbundet med hinanden, forstærkes,” siger dekan Thomas Pallesen.

Enige om vilkår

De nuværende uddannelser indenfor virksomhedskommunikation overføres til det nye Institut for Virksomhedsledelse og får blandt andet eget studienævn, egen studieleder og eget ph.d.-program. Derudover sikrer det nye Institut for Virksomhedsledelse støtte til de studerendes fagråd, Communication Council, ligesom sektionen får én million kroner hvert år i fem år til at udvikle området og samarbejdet med de øvrige sektioner på instituttet samt eksterne parter.

Disse vilkår er forhandlet mellem dekanatet på Aarhus BSS og de to institutter og er efterfølgende blevet behandlet i forskellige samarbejdsfora med ledelse, medarbejdere og studerende. Her har der været bred opbakning til de aftalte vilkår.

Fra syv til seks institutter

Dekan Thomas Pallesen er derfor tilfreds med, at bestyrelsen har tiltrådt hans indstilling.

”Det har været et meget langt forløb, og jeg anerkender fuldt ud, at der er mange følelser i spil, når sådan en beslutning skal træffes. Men ud fra både et fagligt og et driftsmæssigt synspunkt er det for mig at se en rigtig beslutning, og det glæder mig, at vi på forhånd er enige om vilkårene. Det er det bedste udgangspunkt for et godt og frugtbart, fremtidigt samarbejde,” siger Thomas Pallesen.

Med beslutningen består Aarhus BSS pr. 1. januar 2017 af seks institutter:

  • Institut for Virksomhedsledelse
  • Institut for Økonomi
  • Institut for Statskundskab
  • Institut for Forretningsudvikling og Teknologi
  • Juridisk Institut
  • Psykologisk Institut